I øjeblikket er der en stor debat i gang om, hvordan et nyt ”enstrenget” skilsmissesystem skal se ud, så man får bedre styr på de problemer, der kan følge i kølvandet på en skilsmisse med børn. Politikerne skal i den forbindelse tage stilling til, om man skal samle det hele i det administrative system hos for eksempel Statsforvaltningen, om hele ansvaret skal lægges hos domstolene, eller om man skal man tænke helt nyt.
Regeringen har nedsat en kommission, som skal komme med anbefalinger, men efter sigende har kommissionen kastet håndklædet i ringen. Derfor ligger bolden nu hos politikerne, og her peger pilen angiveligt mod at lade domstolene udgøre et enstrenget skilsmissesystem, så alle borgeres familieretlige sager (skilsmisse, forældremyndighed, bopæl, samvær og børnebidrag med videre) samles hos domstolene.
Ved at indføre et enstrenget system vil man prøve at stoppe strategisk ”myndighedsshopping”, det vil sige forældres mulighed for at spille to myndigheder ud mod hinanden, ligesom man håber på at gøre systemet mere gennemskueligt og smidigt for borgerne. Endelig håber man på at mindske sagsbehandlingstiderne. Hos Hvert 3. barn, hvor vi hjælper og rådgiver skilsmissefamilier, mener vi dog, at det er værd at se kritisk på, om et enstrenget skilsmissesystem i domstolsregi vil kunne sikre det.
Når vi nu skal tænke store tanker om et nyt enstrenget skilsmissesystem for at sikre alle borgere én samlet indgang, bør vi først drøfte, om det i det hele taget er muligt at samle alle aspekter af en skilsmissesag i ét system.
Det er nemlig svært at forestille sig, at man fjerner de sociale sager om skilsmissebørn fra kommunerne – og hvis man ikke gør det, vil man ikke kunne få et reelt enstrenget system, for højkonfliktsagerne og andre sager med børn i mistrivsel vil fortsat kunne have en sag kørende i mindst to siloer: I et skilsmissesystem og hos kommunen. Forældre i disse sager vil således vedvarende kunne spille myndigheder ud mod hinanden for at kunne opnå bestemte mål, så længe kommunerne beholder ansvaret for de sociale aspekter af skilsmissebørns sager.
Sager med højkonflikt eller børn i mistrivsel udgør selvfølgelig kun en lille gruppe af det samlede antal skilsmissesager, men det er netop i disse sager, at problemet med strategisk myndighedsshopping har eksisteret. Sagerne med minimalt konfliktniveau har sjældent haft behov for fogedrettens, kommunens og domstolenes indblanding, så i praksis har denne gruppe allerede i dag en slags enstrenget skilsmissesystem i deres møde med Statsforvaltningen. Altså har målsætningen om at mindske myndighedsshopping i praksis været møntet på højkonfliktsagerne og sager med børn i mistrivsel.
Så med et nyt system under domstolene ændrer man altså ikke noget afgørende for den store gruppe af skilsmissepar uden væsentlige konflikter, og man får heller ikke løst problemerne for højkonfliktsagerne og sager med børn i mistrivsel, da de fortsat vil have flere myndigheder involveret i deres sag, selvom man samler de familieretlige sager i et enstrenget system.
I Hvert 3. barn har vi stor respekt for den danske dommerstand. Men det er vigtigt at huske på de erfaringer, man i sin tid gjorde sig, da samværssagerne lå hos domstolene. Når man i 2007 fjernede samværssagerne fra domstolsregi, skyldtes det, at domstolene viste sig ikke at være det rette sted at løfte samværssagerne tilfredsstillende, og derfor vil der følge masser af problemer med et nyt system hos domstolene. Eller tænker politikerne, at alle tidligere erfaringer om problematikker knyttet til domstolenes håndtering af samværssager forsvinder i den blå luft, fordi domstolene med politiske øjne lige nu anses for at være ”det nye sort”?
Domstolene kæmper særligt med en generel mangel på den nødvendige smidighed i sagens håndtering: Man vil skulle starte en retssag ved enhver justering af en samværsaftale – ændringer, som kan synes små, men med stor betydning for det enkelte barns trivsel og udvikling. Og mange forældre vil hverken have adgang til fri proces eller have råd til at starte en sag op, så for dem kan det blive økonomien, der bestemmer, om de kan sikre deres børns trivsel og udvikling, hvis et enstrenget skilsmissesystem placeres hos domstolene. Det er dybt problematisk.
Der er også en praktisk udfordring ved at lægge et enstrenget skilsmissesystem i hænderne på det danske domstolssystem, for hvor vil man pludselig skaffe de mange dommere, der bliver behov for at ansætte?
Ifølge domstolsstyrelsens tal har de 24 byretter kapacitet til at behandle gennemsnitligt 684 sager om måneden (jf. statistik over forældreansvarssager 2016). Ifølge Statsforvaltningens oplysninger til Hvert 3. barn behandlede Statsforvaltningen i 2016 i alt 19.024 samværssager. Så spørgsmålet er, hvad vil der ske med domstolenes gennemsnitlige sagsbehandlingstid, når man lægger samværssagerne oven i deres eksisterende arbejdsbyrde med forældreansvarssager. En hurtig udregning siger, at domstolenes sagsbehandlingstider udvides fra gennemsnitligt 4,8 måneder til gennemsnitligt to år og tre en halv måned, altså en udvidelse på 579 procent. Man skal med andre ord bruge cirka seks gange så mange dommere for at holde den aktuelle sagsbehandlingstid på 4,8 måneder.
At sikre en fornuftig gennemsnitlig sagsbehandlingstid er alle vist enige om, er bydende nødvendigt af hensyn til at sikre de involverede børns trivsel, men det vil kræve en meget stor gruppe nye dommere at sikre det, hvis et enstrenget skilsmissesystem placeres hos domstolene. Hvordan vil man skaffe sig dem, og hvordan skal det ske, uden at man går på kompromis med kvaliteten af de familieretlige sager? Disse sager handler jo om at sikre de involverede børns fremtid, så det er afgørende, at der er den rette faglighed, tilstrækkelig kvalitet og en forståelse for de potentielt vidtrækkende børnepsykologiske konsekvenser, som afgørelser og domme har for de involverede børn i sagerne.
Når vi hos Hvert 3. barn advarer mod domstolene som base for et enstrenget skilsmissesystem, handler det om en bekymring for den fortsatte sikring af skilsmissebørns trivsel og udvikling. Som juridisk virksomhed kan vi selv sadle om og tilpasse os et hvilket som helst nyt skilsmissesystem, men børnene har ingen handlemuligheder.
Vi beder derfor indtrængende politikerne om at tænke sig rigtig godt om, inden de beslutter sig for, hvordan et fremtidigt enstrenget skilsmissesystem skal se ud.
Det handler ikke om at vise, at man har været med til at beslutte et nyt system. Det handler om at sikre, at man har gennemtænkt alle aspekter, så man ender med det rigtige system. Vi kommer til at hænge på det valgte system i mange, mange år, og skilsmissebørnene fortjener, at man som politiker gør sit forarbejde ordentligt og med respekt for skilsmissebørnenes virkelighed.
Tanja Graabæk
er chefjurist hos Hvert 3. barn, juridisk og psykologisk rådgivning