Doping rammer sporten i hjertekulen

KRONIK: Doping sætter spørgsmålstegn ved hele konkurrencesportens eksistensberettigelse, og derfor bliver det så vigtigt for sporten at bekæmpe dette misbrug

MEGET TYDER PÅ, at vi i den seneste tid desværre har oplevet et mindre skred i danskernes ellers meget fornuftige modstand mod enhver form for doping i konkurrencesporten.

Således synes Bjarne Riis' dopingbekendelser at have delt den danske befolkning i omtrent to lige store dele. Den ene halvdel kan bestemt ikke se gennem fingre med, at Riis brugte doping for at kunne sejre i Tour de France i 1996. For den anden halvdel af befolkningen har Riis' bekendelser imidlertid ikke ændret noget ved, at Riis' tour-sejr var storslået, fordi det angiveligt foregik i lige konkurrence med andre dopede cykelryttere.

Opfattelsen af, at det er o.k. at dope sig, når konkurrenterne også gør det, er gennem årene hjulpet godt på vej af en lille, men markant gruppe samfundsdebattører som for eksempel idrætsforskeren Verner Møller og journalisten Joakim Jakobsen som finder dopingbekæmpelsen formynderisk og hyklerisk.

Selvom de ikke formelt går ind for en frigivelse af doping, så stiller disse dopingdebattører spørgsmålstegn ved, hvorfor vi andre går så meget op i at bekæmpe dopingmisbrugen i sporten. Topcykelryttere vil for eksempel altid søge overdrivelsen og den voldsomme præstation og vil ifølge disse dopingdebattører som en konsekvens heraf altid benytte sig af doping for at optimere præstationen. Og hvorfor skulle de ikke have lov til det? Vi accepterer jo, at grænsesøgende personligheder inden for andre kulturgenrer doper sig. Tænk blot på diverse rockmusikere, forfattere og filminstruktører, som vi aldrig kunne drømme om at fordømme på samme måde, som vi fordømmer dopede sportsfolk lyder ræsonnementet.

VI VIL UTVIVLSOMT gå endnu en sommer i møde, hvor vi vil blive mødt med disse påstande om, at det ikke er så forfærdeligt, dét, som foregår i cykelsporten og i øvrigt i andre dopingbetændte idrætsgrene. Jeg skal derfor her forsøge at tydeliggøre, hvor alvorlig en trussel doping er for konkurrencesporten og hvorfor man ikke blot kan affeje Bjarne Riis' dopingmisbrug med, at konkurrenterne nok også var dopede.

Hvad kritikerne af dopingbekæmpelsen inden for sporten nemlig ikke synes at have forstået er, at sporten har en helt særegen natur, som adskiller den markant fra andre kultur- og samfundsområder. Doping rammer sporten i sin hjertekule, fordi den sætter spørgsmålstegn ved hele konkurrencesportens eksistensberettigelse. Derfor bliver det så vigtigt for sporten at bekæmpe doping.

Lad mig illustrere konkurrencesportens særegenhed ved følgende sammenligning med musik, litteratur, film og billedkunst: Inden for musik, litteratur, film og billedkunst er det slutresultatet værket der normalt er altafgørende. Vi er i princippet fuldstændig ligeglade med, hvordan forfatteren får skrevet sin bog, musikeren får komponeret sit musikstykke, filminstruktøren får skabt sin film, og maleren får malet sit billede. Det, der tæller, er selve værket. Vi lever som oftest i total uvidenhed om kunstnerens proces henimod værket. Vi ved ikke, om det tog flere år eller blot en uge at male billedet, eller om komponisten var bedøvet af stoffer. Men vi kender slutresultatet. Det er ene og alene det, vi bedømmer kunstneren ud fra.

Anderledes forholder det sig inden for sportens verden. I konkurrencesport er processen henimod slutresultatet mindst lige så afgørende som slutresultatet. Det er det åbne forløb, hvor vi kan følge med i begivenhederne forud for slutresultatet, der er det fascinerende ved sporten. Resultatet af en fodboldkamp, en skihopkonkurrence eller et cykelløb er interessant, men er som oftest ikke nok i sig selv.

At få at vide, at en fodboldkamp er endt 2-1, eller at Michael Rasmussen har vundet en bjergetape i Tour de France, vækker med det samme en nysgerrighed efter at vide, hvordan det skete, om sejren var heldig eller fortjent, om spillet/løbet var hårdt eller fair. Sporten ville ikke kunne beholde sin tiltrækningskraft, hvis alle sportskonkurrencer blev afviklet som lukkede arrangementer uden tilskuere og mediedækning. I sportens verden kan slutresultatet ikke stå alene, det kan det sagtens i kunstens verden.

NÅR PROCESSEN henimod slutresultatet er så vigtig inden for konkurrencesportens verden, er det naturligvis vigtigt, at vi er i stand til at kunne følge med i selve konkurrencen om at nå frem til resultatet. Konkurrencesport er derfor bygget op omkring vedtagne objektive regler, således at alle er på det rene med inden for hvilke rammer, at konkurrencen foregår.

Sporten er derfor også kendetegnet ved en høj grad af gennemsigtighed og sammenlignelighed. Alle har mulighed for at sætte sig ind i den pågældende idrætsgrens regelsæt for, hvad man må og ikke må, og hvad formålet er med selve konkurrencen. Vi er derfor i stand til at give vores egen engagerede vurdering af, om det nu var retfærdigt, at Brøndby slog FCK på et mål i overtiden. De øvrige kulturområder opererer derimod normalt ikke med objektive love. Der findes ingen vedtagne regler eller love, der skal overholdes, når man skriver en bog eller maler et billede. Tværtimod er det nogle gange en kvalitet at bryde rammer frem for at leve op til standardiserede normer. Sker det i fodbold, bliver der bare fløjtet for frispark!

Begås der et frispark i en fodboldkamp, eller overtræder en længdespringer, kan vi nemlig alle se, at der er sket et brud på et alment accepteret regelsæt, som fordrer en sanktion. Og selvom vi måske er uenige om, hvorvidt der nu også var frispark eller overtrådt, så har vi en fælles synlig oplevelse at diskutere vores uenighed ud fra. Doping derimod er noget, der foregår i det dulgte. Det er derfor ikke blot et brud på en vedtagen regel, men også et anslag imod konkurrencesportens ambition om at være åben og transparent. Doping er altså først og fremmest slem for sporten, fordi doping krænker de regler, der er sat op for at beskytte sportens væsentligste attraktionsmoment:Den gennemskuelige konkurrence, hvor intet er givet på forhånd.

Men kunne man så ikke bare give dopingen fri, som kritikerne af dopingbekæmpelsen jo dybest set argumenterer for? Hvis det var tilladt at dope sig, og alle vidste, at udøverne kæmpede imod hinanden med EPO og anabole steroider i kroppen, ville sporten så ikke fortsat være tro mod sine ambitioner om at være åben og gennemsigtig og dermed kunne bevare sin attraktionsværdi?

Her er det, at sundhedsargumentet kommer på banen. En frigivelse af doping ville for det første betyde, at alle udøvere ville blive tvunget til at tage stoffer for at kunne klare sig i konkurrencen. De betydelige sundhedsrisici, der er forbundet hermed er ikke rimelige at påføre alle, der ønsker at kunne gøre sig gældende på konkurrenceplan.

SIGNALGIVNINGEN til de unge idrætsudøvere er et andet problem. Elitesport har en ungdomsforbillede-effekt, som vi ikke finder i samme grad i andre kultursektorer. Jo, det er da sandt, at rockmusikere også fungerer som ungdomsforbilleder. Men der eksisterer ingen klar "regel" i de unges forestillingsverden om, at hvis man vil være en rigtig god musiker, så skal man også bruge stoffer.

Sammenhængen mellem præstation og doping er anderledes stærk inden for sportens verden, og en frigivelse af doping vil derfor være et umiskendeligt signal til børn og unge om, at de skal tage stoffer, hvis de vil drive det til noget i sportens verden. Det vil ikke være ønskværdigt.

Der er derfor gode og sammenhængende grunde til at bekæmpe dopingmisbruget inden for sporten. Begreberne snyd, sundhedsfarlig og forbilledeffekt skal ses i en sammenhængende helhed, og ikke som isolerede argumenter, som kan pilles fra hinanden efter behag.

Der er ligeledes gode og sammenhængende grunde til at tage skarpt afstand fra Bjarne Riis dopingbrug også selvom han var vores "nationalhelt" og uden tvivl konkurrerede mod andre dopede ryttere.

At se gennem fingre med Riis' dopingmisbrug er nemlig det samme som at ignorere, at: 1) det måske ikke var alle tour-rytterne, der var dopede og at nr. 27 og nr. 49 måske blev snydt; 2) det nok heller ikke var alle, der tog samme mængder doping som Riis begrebet "lige konkurrence" er derfor også i den forstand ikke korrekt og 3) en masse talenter, som ikke ønskede at dope sig, aldrig fik muligheden for at deltage i Tour de France, fordi de blev nødt til at fravælge en karriere i international cykelsport

Vi må derfor aldrig bagatellisere Bjarne Riis' dopingmisbrug, og hvor vigtig dopingbekæmpelsen inden for sport er.

Niels Nygaard er formand for Danmarks Idræts-Forbund (DIF)