Drømmen om det eksotiske

For nylig var jeg sammen med nogle venner fra altai-folket, der hører hjemme i Altai-bjergene i russisk central-asien. Gennem nogle udenlandske bekendte, var de blevet opmærksomme på en bog skrevet af den russiske psykiater Olga Kharitidi: »Den første cirkel«. Angiveligt handlede bogen om Olga Khariditis rejse til Altai og hendes møde med den herværende shamanistiske praksis og hendes egen indvigelse i altai shamanernes mysterier. Bogen er ikke udkommet på russisk, men en polsk forsker har oversat den, så altai-folkene har fået en mulighed for at bedømme indholdet. »Den første cirkel« er udkommet på 14 sprog og har indtjent omkring 40.000.000 dollar, dertil kommer pengene fra foredrag og shamanistiske workshops, video- og kasettebånd ect. Herhjemme kom bogen i 1997 på dansk, og Marie Tetzlaff skrev en begejstret anmeldelse i Politikken. Mine venner fra Altai var meget opbragte over Khariditis skriverier, som de anså som en grov krænkelse og udnyttelse af altai-folkenes åndelige traditioner og værdier. Alt tyder desuden på, at bogen er et falsum. At den fik en enorm succes i Vesten kan skyldes to forhold. For det første en total uvidenhed om altai-folkenes kultur og kultus. For det andet udnytter Khariditi kynisk vestens længsel efter åndelighed. En længsel, der ofte er blandet med en naiv facination af det eksotiske. Det fjerne og derfor eksotiske er for mange et Shangrila, hvor drømme og fantasier kan projekteres hen. Fantasiens verden er der ikke noget galt med i sig selv, men det kan ikke være rigtigt, at andre kulturer skal legitimere vores forestillinger om dem, således at vi på vores side kan spejle os i vores selvskabte billede af det eksotiske. Paradoksalt nok er facinationen af det eksotiske affødt af længslen efter det autentiske, en facination der alt for ofte ender i det uautentiske. Et tomt symbol, som kan være uhyre tillokkende, fordi det er så dejligt uforpligtende, at forholde sig til Ordet »sharman« kommer fra Sibirien og er betegnelsen på evenki-folkets religiøse ledere. Det blev første gang indført i vestligt sprogbrug i det 17. århundrede. Begrebet »shamanisme« derimod er en model, som forskerne har skabt for at kunne typologisere og dermed sidestille og afgrænse bestemte religiøse praksiser og fænomener. De generaliseringer, man på denne måde er nået frem til, har så fået påklistret betegnelsen shamanisme. Shamanisme er altså ikke en religion i sig selv, men en videnskabelig forklaring på en bestemt kultform, som indgår som en del af en religion. Shamanen menes, at stå i forbindelse med forskellige hjælpeånder, og under trance kan han/hun forlade kroppen og foretage såkaldte shamanrejser. Nogle gange til andre verdener, andre gange til hemmelige egne for at finde bortrøvede sjæle eller bekæmpe sygdomsånder. Shamanens sociale og religiøse opgaver er lige så mangeartede, som de levevilkår, hvorunder han lever. Helbredelsen af syge er hans fornemste opgave ligesom tydning af varsler og spådomme. Han er det medierende led mellem menneskenes verden og de usynlige magter, og som sådan spiller han ofte en ledende social rolle i samfund med et helhedssyn på verden og tilværelsen, det dennesidige og det hinsidige. Shamanisme er som oftest observeret i samfund med en overvejende samler-, jæger- og nomadekultur. Når al dette er sagt, skal det også fremhæves, at begrebet »shamanisme« i mange tilfælde har bevæget sig langt væk fra sin oprindelige betydning, og det derfor vil være klogt at skelne mellem kulturer, hvor man anvender den oprindelige betydning af begrebet shaman, kulturer med lignende fænomener, selvom begrebet ikke findes i deres sprog, kulturer med sammenlignenlige fænomener og ikke- shamanistiske kulturer. Man bør også huske på, at der i kulturer, hvor der forekommer shamaner, kan forefindes andre religiøse eksperter, der ikke er shamaner, f.eks hekse eller præster, og at der kan forekomme mange religiøse fænomener i disse kulturer, som ikke vil kunne kategoriseres som shamanisme. I 1999 kom Altai-regionen pludselig på verdenskortet, som en af FN udset unikt bevaringsværdigt naturområde. Jovist findes der shamaner i Altai, og det har der faktisk gjort i lange tider, herom vidner gamle helleristninger, som forestiller shamaner med deres trommer. Den ene af mine førnævnte venner fra Altai, Svetlana Tiouchteneva, fortæller, at hele spørgsmålet om shamaner tages meget alvorligt i Altai, og at disse emner kun bør diskuteres med alvor og ærlighed. Svetlana Tiouchteneva er ikke kun født og opvokset i Altai og har på denne måde en førstehåndserfaring med shamanismen, hun har tillige en akademisk doktorgrad i altaisk folklore. Et af hendes hovedargumenter imod Kharitidi handler om et mystisk lykke land: »Belovdia«. Ifølge Kharitidi findes dette sted i altai og derfor også i altai-folkenes historier og myter. Jeg fik forklaret, at myten om Belovdia aldrig har fandtes i Altai-folkenes myter. Den er i virkeligheden opstået blandt russiske kristne, de såkaldte gammeltroende, der flygtede fra Rusland efter det ortodokse kirkeskisma i det 17. århundrede. Disse stakkels forfulgte mennesker drømte om et paradis-land, som de var udvalgte til at finde. I årene omkring 1930-40 blomstrede troen på Belovida igen blandt russerne, muligvis som en reaktion på Stalins terror. Hele russiske familier dukkede op i Altai på jagt efter lykkelandet. Gennem tiderne er der opstået forskellige sekter, der har dyrket myten om Belovida. Under Perestrojka-perioden var der mange af dem, og Altai-regionen oplevede en veritabel invasion af frustrerede russere, der søgte lykkelandet. Svetlana Tiouchteneva forklarede, at forestillingen om et rent lykkeland her på jorden er uforeneligt med altai-folkenes religiøse forestillinger. Altai-folkene forestiller sig to forskellige verdener: »den her verden« og »den der verden«. Den verden vi lever i er »den her verden«, den er en blanding af godt og ondt, »den der verden« er derimod det sted, man tager hen, når man er død, og der og bare der findes ublandet lykke eller glæde. Et andet af Svetlana Tiouchteneva indvendinger mod Kharitidis bog handler om den altaiske gudinde Umai. Den kvindelige shaman som Olga Kharitidi påstår at have mødt i Altai, giver hun synonymet Umai, noget som ingen fra Altai ville have vovet. I Altai siger man, at gudindens navn kun må anvendes i særlige tilfælde. Umai betyder moderkage og gudinden er kendt for at hjælpe ved fødsler og begunstiger frugtbarheden hos menneskene, respektivt hele jorden. Svetlana Tiouchteneva siger, at hun blev både chokeret og bedrøvet, da hun erfarede, at gudindens navn var blevet anvendt i Kharitidis bog som synonym for en anden. Begge mine vennner fra Altai er enige om, at Kharitidi må have læst meget om altai-folkenes trosforestillinger og shamanisme, på russisk findes der en mængde bøger om emnet. Om hun overhovedet har været i Altai sætter de et stort spørgsmålstegn ved. Ingen shamaner, de kender, har nogensinde hørt om hende. Menneskene i det virkelige Altai lever ikke i noget lykkeland. Ligesom alle andre lider de under den økonomiske katastrofe i Rusland. Hertil kommer, at oprindelige folk generelt er dårligere stillet end gennemsnitsrusseren, og det er dem, der sidder nederst ved bordet, når der deles ud! I Altai findes oven i alle de andre problemer en massiv forurening fra et nærliggende raketaffyringsområde og fra den radioaktive stråling fra et atomtestningsområde på den kinesiske side af grænsen. Der er en forøget risiko for canser i Altai, og der fødes unormalt mange vanskabte og retarderede børn. Gennemsnitslevealderen for mænd er 42 år og for kvinder 43 år. Ingen af millionerne fra Kharitidis bog er kommet disse hårdttrængte folk til hjælp. De folk, som hun påstår at have fået en personlig forbindelse til gennem kundskaben om den gamle Altai-kultur. Selvfølgelig denne forbindelse er ren åndelig, så hun er vel undskyldt! Kharitidis bog føjer sig nydelig ind i rækken af berømte løgnehistorier på det okkulte overdrev og fortjener således plads side om side med Madame Blavatsky og Alexandra David-Néels værker. I dag ved vi, at ingen i hverken Indiens hamalaibjerge eller i Tibet nogensinde har set eller hørt om Blavatskys Mahatmaer eller Alexandra David-Néels flyvende munke. Disse forfattere udnyttede ligesom Kharitidi visse geografiske steders utilgængelighed til at påstå, at de havde været der og set og hørt de utroligeste ting. Samtidig afslørede de, ligesom Khariditi, en kynisk og ligeglad holdning over for de kulturer, som de påstod, at de kendte så godt og stillede sig solidariske med. Ligeledes er der en lang liste med bøger, som bringer løgnehistorier til torvs om oprindelige folk lige fra Lange Lanse (skrevet af en sort journalist, der udgav sig for indianerhøvding), høvding Seattles tale (udgivet som en autentisk og miljørigtig tale af en historisk person fra forrige århunderde, men som stammer fra et filmmanuskript fra 1970'erne), til Shabona ( forfatteren påstår at have levet sammen med yanomamiindianerne, hele bogen er stjålet fra en anden forfatters manuskript). Da det okkulte og det eksotiske tilsynelad-ende har indgået en alliance inden for new age-spiritualitet, vil der være al mulig grund til at advare imod kommende plagiater, løgnehistorier og fantasterier. n cand.mag