Sommeren 1969. Familien Johansen, der bor langt ude på landet, har lige fået fjernsyn. Fjernsynsapparatet er godt nok brugt, men det fungerer fint. Hele den lange sommerferie stirrer den 13-årige Frits i timevis på de levende billeder med lyd på.
Han ser for eksempel nogle meget langhårede unge mennesker, der har grupperet sig omkring Storkespringvandet på Højbro Plads helt ovre i København. De kaldes blomsterbørn eller hippier. De ryger pibe og har bare tæer.
Frits er dybt fascineret. Han ser, hvordan nogle andre blomsterbørn med pels på protesterer mod amerikanernes krig i Vietnam. Men nu begynder politiet at banke løs på de unge mennesker med stave. Frits er forfærdet. Han hører også de unge menneskers musik. Det lyder, som om de på en eller anden måde forvrænger deres guitar. Sådan noget har Frits aldrig hørt til de lokale høstfester. Musikken rører ved noget inde i ham.
Frits ser også levende billeder fra den store verden. For eksempel fra USA, hvor borgerretsbevægelsen kæmper for sin sag. Martin Luther King blev ganske vist myrdet året før, men Frits ser en gammel optagelse, hvor baptistpræsten og borgerretsforkæmperen siger: "I have a dream!". Frits er god til engelsk, så han ved godt, hvad det betyder. Kort fortalt: Foran en fjernsynsskærm langt ude på landet i sommeren 1969 fødes en oprører.
Den lange sommerferie får jo en ende. På den gamle landsbyskole går eleverne kun til og med femte klasse, så Frits skal nu begynde i en større skole i en større by. Skoleinspektøren på den nye skole hedder Lindum-Svendsen. Han er en statelig herre med ordet i sin magt.
Men han er også en ond mand. Nærmest psykopat. Han slår eleverne. Det fortælles, at han engang også har slået en lærer. Lindum-Svendsen ser sig næsten med det samme arrig på den oprørske Frits. På et tidspunkt river han så kraftigt i Frits' øre, at det begynder at bløde. Øreflippen er revet halvt af og skal sys på igen.
Heldigvis er der kommet en ny, ung lærerstuderende, der har det rigtige tag på sådan én som Frits. Han er en flink fyr. Derfor spilles han af Anders W. Berthelsen. Den nye lærer hed engang Gunnar Jensen, men nu kalder han sig Freddie Svale. Det lyder ligesom mere poetisk. Han har langt hår og bakkenbarter. Han har også sygekassebriller med tonede glas.
Freddie er den nye tids lærertype, der går med skjorten uden på bukserne. Han vil gerne gøre op med det autoritære system, som Lindum-Svendsen repræsenterer. Den sorte skole. Det skal være slut med at slå eleverne. Alle lærere skal behandle eleverne ordentligt, ligesom Freddie selv gør. Han giver dem for eksempel hånden og siger "Kald mig bare Freddie". Selvom Frits' far kommer på hospitalet med et nervesammenbrud, ender historien nogenlunde lykkeligt. Lindum-Svendsen får nemlig et ildebefindende, mens han er i færd med at give Frits nogle meget kraftige lussinger. Og snart efter falder han død om. Skolebørnene bryder ud i jubel, da de får den "sørgelige" nyhed at vide.
Jeg beklager det egentlig, hvis mit lille, subjektive referat af Niels Arden Oplevs succesfilm ikke rigtig yder "Drømmen" fuld retfærdighed. Jeg kan godt se, at min tone tangerer det ironiske og sarkastiske. I virkeligheden har jeg faktisk dyb respekt for instruktøren. Han har lavet en meget personlig og smuk film.
Ud over at gøre grundigt op med den autoritære skole – i traditionen fra Hans Scherfigs klassiske "Det forsømte forår" – fortæller Niels Arden Oplev en evigt aktuel historie om ret og uret og afmagten over for magten. Da filmen blev vist ved Berlinalen sidste år i det store gamle Zoo Palast, brød de forsamlede berlinske børn og unge spontant ud i jubel, da tyrannen omsider var faldet. 1000 børn kan vel ikke tage fejl. Og skuespillet er i top. Bent Mejding, som inkarnerer den karismatiske, men altså også psykopatiske skoleinspektør, er lysår væk fra rollen som den vege Jørgen Varnæs. Jens Jørn Spottag har aldrig været bedre end i rollen som Frits' psykisk labile far. Janus Dissing Rathke er ganske enkelt et fund i rollen som Frits. Og Anders W. Berthelsen er som sagt en flink fyr.
Alligevel er der noget, der trigger mig. Sagen er den, at Niels Arden Oplev fortæller en historie, der egentlig ikke længere kan fortælles. Jeg beskylder på ingen måde instruktøren for at lyve. Filmen bygger jo på virkelige begivenheder. Lindum-Svendsen har eksisteret, børnene var bange for ham, nogle elever blev slået, andre var simpelthen bange for at gå i skole og så videre. Men "Drømmen" repræsenterer næppe normalbilledet anno 1969.
Jeg begyndte faktisk selv i skolen i det Herrens år 1969. Jeg har en svag erindring om, at vi gik i skole om lørdagen. At vi stod på række – to og to – ude i skolegården, inden vi fik lov at gå ind i skolebygningen. Men det var vist kun i de små klasser. De frække elever blev somme tider sat uden for døren. Det har jeg også selv prøvet. Men jeg har aldrig oplevet, at en elev er blevet slået. Jeg vil ikke udelukke, at det kan være forekommet i andre klasser. Men normalbilledet var et helt andet; vi var på fornavn med lærerne, som næsten alle var flinke og rare. Den nye og antiautoritære pædagogik var for længst slået igennem på Østervangsskolen i Hammel. Men lad nu det ligge.
Det, der for alvor trigger mig og samtidig gør det svært for mig at tale om "Drømmen" uden at ty til ironi, er imidlertid noget helt andet. I dag kan det nemlig fastslås, at den pædagogik, som Frits Johansen, Freddie Svale og andre "progressive" kræfter ville indføre, har sejret ad helvede til. Nutidens elever lærer simpelthen alt for lidt. De sidder rundt omkring på skolernes og gymnasiernes gangarealer og laver "tværfaglige projekter", der går ud på
at genopfinde den dybe tallerken. I
stedet for at blive undervist af engagerede personligheder – det regnes for håbløst gammeldags – tvinges eleverne nu til at lære "læring" af anonyme "lærerteams".
Med fare for at lyde som en knarvorn jeronimus synes jeg ærligt talt, at skolerne og gymnasierne mest af alt har brug for en rehabilitering af lærerautoriteten. Den "gammeldags" faglærer, der formidler sit stof inde i klassen, skal have oprejsning og ikke nedladende kaldes for den "privatpraktiserende lærer".
"Vil du da tilbage til den sorte skole?" Nej, men Lindum-Svendsen og lektor Blomme er blevet slået så eftertrykkeligt ihjel, at nutidens undervisere dårligt nok må være sig selv bekendt. Den nye gymnasiereform, som sjovt nok er gennemført af en borgerlig regering, gør det således vanskeligt for lærerne at være til stede med deres personlighed, at fremstå som "rigtige mennesker" over for eleverne, hvilket ellers er forudsætningen for, at de kan lære noget. I 1960'erne var det en smuk drøm, at lærere og elever var "lige". Men i dag, hvor eleverne ligefrem forventes at "tage ansvaret for egen læring", er drømmen blevet et mareridt.
Disse overvejelser kan selvfølgelig ikke være rimelige indvendinger mod en film om en vital lille dreng, der oplever verden for første gang. Men med al respekt for Niels Arden Oplevs film så må "Drømmen" være det ultimativt sidste opgør med de onde, gamle dage. Den sorte skole er altså for længst død og begravet og vil næppe nogensinde vende tilbage. Der kan simpelthen ikke fortælles flere nutidige historier om emnet. De ville være aldeles utroværdige. Vi har nu i efterhånden fire årtier levet i rundkredspædagogikkens tidsalder.
Men hvordan vil den næste skolehistorie se ud? Jeg kan sagtens forestille mig en satirisk roman eller film, der skildrer alle nutidens pædagogiske og organisatoriske dårskaber – en slags omvendt "Det forsømte forår". Her er en række stikord, der meget vel kunne gå hen og blive tematiske omdrejningspunkter i historien: teambuilding,
coaching, logbog, benchmarking, de mange intelligenser, new public-management ... fortsæt selv!
Jeg tror, det kan blive en meget morsom historie. Lad os kalde den "Noget for noget".
Mikael Busch er lektor på Kolding Gymnasium