Det er en af landets flittigste kirkegængere, der i dag fylder 75 år. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II kender fra sin deltagelse i gudstjenester gennem mange år de danske kirker indefra, og hun har aldrig lagt skjul på, at kirkegang og salmesang er en vigtig del af hendes liv. Men sådan har det ikke altid været.
Helt frem til tronskiftet, januar 1972, var den daværende tronfølgers kirkelige interesse ikke speciel udtalt. Man aner en formel, men ikke personlig optagethed af folkekirkens liv. Men som en ung og velbegavet tronfølger har hun naturligvis også tænkt på den side af sit kommende virke, og hun voksede op i et hjem, hvor hendes forældre gik regelmæssigt i Holmens Kirke.
Ved Reformationen i 1536 fik Danmark en statskirke, og kongen overtog ansvaret for kirken. Med enevælden fik vi en helt og fuldt kongestyret kirke, hvor majestæten kunne blande sig både i kirkens indre og ydre anliggender og kun stod til regnskab for Gud selv. Sjællands biskop Hans Wandal (1668-1675) forklarede sin samtid, at majestæten var ”Statholder i Guds eget Rige” og ”repræsenterer os Gud selv”.
Ingen har besunget det flottere end Thomas Kingo i omkring et halvt hundrede digte til kongehuset, for eksempel ved Christian V's salving i 1671:
Saa har og Himlen selv dit Regimente skikked,
Stormægtig KONGE, som skal aldrig blive vrikked (rokket).
Du, du vor Nordens Sol, med Solen blive fuld
Paa denne salig Dag af Dyders Straale-Guld.
Med Grundloven i 1849 blev den kongelige enevælde afskaffet, og der blev indført religionsfrihed. Men samtidig bestemtes det, at kongen fortsat skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, som ved samme lejlighed blev benævnt den danske folkekirke. Regentens særlige status som kirkens formelle overhoved blev ikke rokket, og den gælder stadig, om end under de nuværende parlamentariske vilkår. Det er således Majestæten, der efter indstilling udnævner kirkeministre, underskriver kirkelove, udnævner provster og biskopper samt efter indstilling fra kirkeministeren autoriserer nye bibeloversættelser, salmebøger og ritualer.
Et særligt spektakulært udtryk herfor er Dronningens deltagelse i bispevielserne i Danmark og i Grønland, hvor Majestætens tilstedeværelse får flagene til at gå til tops i den pågældende stiftsby, mens kirkeminister, lokale honoratiores, menighedsrådsmedlemmer, præster, provster og rigets biskopper samles i domkirken.
Hver enkelt bispevielse aftales i god tid af Københavns biskop med Dronningen personligt, som til slut i kirkens kor hilser på den nye biskop. Ingen anden topembedsmand i statens tjeneste får en tilsvarende pompøs indsættelse. Kun én gang i sin regeringstid har Majestæten måttet melde afbud, nemlig da biskop Lise-Lotte Rebel blev bispeviet i 1994. Til gengæld repræsenterede Dronning Ingrid kongehuset på smukkeste vis, da folkekirken fik sin første kvindelige biskop.
Dronningen er sig bevidst, at hun er folkekirkens verdslige overhoved, og derfor ikke har frihed til som regent at fravælge sit medlemskab af folkekirken. Det bekymrer ikke Dronningen, som tilmed har udtalt, at det er ganske naturligt, at det står i Grundloven: ”Når vi har en kirke, der har den position, den har i Danmark, så er det også rimeligt, at statens overhoved er forankret dér.” (Jens Andersen: ”M - 40 år på tronen”, side 93).
Det er desuden gammel skik men ikke noget krav, at tronarvingen og hendes familie skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Både prins Henrik, daværende prinsesse Alexandra, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie er alle i forbindelse med giftermål konverteret til folkekirken og optaget af den kongelige konfessionarius.
Dronningen har i årenes løb ved flere lejligheder udtalt sig åbenhjertigt om sit forhold til kirke og kristen tro. Det fremgår heraf tydeligt, at hun oplevede sin fars, kong Frederiks IX's, sygdom og død i januar 1972 som noget afgørende for hendes egen udvikling. I dagene op til kongens død arbejdede den daværende tronfølger med sit kommende valgsprog, som skulle udtrykke, hvad hun ønskede for sit land og sin gerning som dronning. Valgsproget: ”Guds hjælp - Folkets kærlighed - Danmarks styrke” afsluttede hendes tale fra balkonen på Christiansborg ved udråbelsen til dronning den 15. januar 1972.
”Jeg tror, at jeg var heldig nok til at finde frem til noget, som jeg stadig synes har gyldighed for mig. Jeg stillede det op som en slags ledetråd, og sådan har det fungeret. Som en konstatering af, at uden Guds hjælp går det slet ikke, og uden folkets hjælp går det heller ikke. Og når jeg siger Danmarks styrke, er det fordi, det skal være til gavn for Danmark,” udtalte Dronningen i et interview her i avisen i anledning af sin 60-årsdag i år 2000.
Dronningen er ofte vendt tilbage til nødvendigheden af Guds hjælp i sit eget virke som regent. Efter tronbestigelsen blev hun mere og mere optaget af trosspørgsmål og mødtes i nogle år i midten af 1970'erne med en gruppe af tidens teologer hos den teologisk interesserede lensgreve Hans Schack på Schackenborg.
”Grevens søndagsskole”, som gruppen blev kaldt, bestod af P.G. Lindhardt, Regin Prenter, Rudolph Arendt og Christian Thodberg, der i 1975 blev udnævnt til kongelig konfessionarius. I et tilbageblik mindes Dronningen: ”Jeg fik lejlighed til at træffe nogle højtbegavede teologer, som i øvrigt også var sjove at høre på. Gud, hvor var de morsomme, de havde så megen humor! (...) De gav mig meget, gjorde det hele lidt mere velfunderet og betød, at jeg fik system i det.” (”M - 40 år på tronen”, side 103-104).
Teologien og troen fik mere og mere plads i Dronningens liv og kom ud over de officielle gudstjenester også til at omfatte regelmæssig deltagelse i søndagens gudstjeneste. ”Det er ikke noget, jeg render rundt og smider om mig med, men siden midten af 1970'erne har jeg gået meget regelmæssigt i kirke. Først og fremmest fordi jeg godt kan lide det. Det at komme ind i kirken og bare sætte sig ned, hvor der er plads, høre teksten og synge salmerne. Og så det lidt efter lidt finde frem til kirker, hvor man kan lide at høre på den pågældende prædikant. Hvor man ved, at han eller hun sætter en smuk gudstjeneste op, og der er sammenhæng mellem tekst, salmer og det, som siges fra prædikestolen.” (M - 40 år på tronen”, side 104).
De præster, der jævnligt har haft Dronningen i kirke, oplever hendes glæde ved netop at komme uanmeldt som alle andre kirkegængere og tage del i gudstjenesten, hvor hun betragter altergangen som det centrale. Hendes glæde ved at synge salmer er velkendt, og hun kan mange af dem udenad. Når gudstjenesten er forbi, er det skik, at præsten følger hende ud som den første, men er der dåb den pågældende dag, skal præsten først følge dåbsbarnet og dets nærmeste familie ud, mens Dronningen står op sammen med menigheden. En gestus, der bedre end ord fortæller om hendes forståelse for dåbens handling.
Dronningen er som bekendt også udøvende (kirke)kunstner. Bispekåber og messehagler, antependier og altertæpper og illustrationer i bibeludgaver hører med til hendes travle virke. For mig er dog hendes trofasthed over for gudstjenestens fællesskab, som den kommer til udtryk både ved officielle lejligheder og ved almindelige søndagsgudstjenester, af størst betydning. Folkekirken har med dronning Margrethe ikke blot et formelt overhoved af navn, men også af gavn.
Erik Norman Svendsen er tidligere biskop over Københavns Stift og nu hjælpepræst ved Garnisons Kirke og kongelig konfessionarius - det vil sige den præst, som forestår kirkelige handlinger inden for kongehuset.