Prøv avisen
Kronik

Henrik Højlund: Drop in-dåb smager af fastfood-kristendom

På billedet til højre ses en drop in-dåb i Krist Kirken på Enghave Plads,Vesterbro i København. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix og Leif Tuxen

Henrik Højlund, Sognepræst i Kingos Kirke på Nørrebro i København

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Hele idéen om drop in-dåb flugter alt for meget med den dominerende stemme i tiden. Det smager af fastfood-kristendom. Man dropper alt for let ud igen uden at få den store, skønne helhed med sig, mener sognepræst Henrik Højlund

DA JEG FØRSTE GANG HØRTE om drop in-dåb, troede jeg ikke mine egne ører. Det lød skingrende skørt. Eller mere præcist: Det lød som endnu et af de teologiske vildskud, som folkekirken er så fyldt med. Dåb på samlebånd, dåb som billigste vare på hylden. Straks meldte der sig erindringer fra kirkehistorie om oldkirkens dåbspraksis med tre års dåbsforberedelse inden adgang til dåb. Omend vi absolut ikke skal overføre 1:1 fra fortid til nutid, så tænkte jeg alligevel, at der er løbet meget vand i åen siden. Grumset vand.

Jeg var for nylig i debat i P1’s ”Tidsånden” om sagen. Det gav mig anledning til at tænke lidt mere over sagen. Og det betød, at der kom flere nuancer på. For eksempel den nuance, at drop in-dåb i nogle tilfælde benyttes af mennesker, som i årevis har tænkt på at blive døbt, men som af forskellige grunde ikke har fået det gjort, men nu var der pludselig en anledning, som var let tilgængelig. Det er svært at være kritisk over for sådanne menneskers dåb, og det vil sige over for det forhold, at det netop var drop in-dåben, som gav anledningen. Det er også årsagen til, at ikke så få af mine teologisk meningsfæller synes godt om drop in-dåb.

Men på trods af ovennævnte er jeg stadig kritiker af nyordningen. Det vil jeg gerne forklare lidt om i det følgende.

Min kritik går på, at der er mere på spil i denne sag, end den umiddelbare succeshistorie giver indtryk af. Hele idéen flugter alt for meget med den dominerende stemme i tiden og desværre også i folkekirken, som gør kristendom

men til en meget individuel sag, som kan sælges for laveste pris. Det smager af fastfood-kristendom.

Provst Eskil Simmelsgaard Dickmeis udtrykte en tilsvarende kritik her i avisen: ”Drop in-dåb trækker, så vidt jeg kan se, i den forkerte retning. Initiativet taler tidens hurtighed og individualisme efter munden. I stedet skal vi som folkekirke turde fastholde langsomheden, fordybelsen og frem for alt troens fællesskab i gudstjenesten.”

Jeg er oprigtigt bange for, at en meget stor del af dem, der vil døbes på denne måde, inklusive befolkningen som helhed, kun bekræftes i, at evangeliet, ja, at Gud selv, er til spotpris, helt efter enhvers forgodtbefindende og individuelle forestilling. ”Smut ind og få en dåb. Og smut igen…” Jeg er klar over, at jeg karikerer det en smule. Drop in-dåb-præsterne er nok mere seriøse i samtalen inden dåben end som så, men det ændrer ikke ved grundindtrykket: dåb i den allerhurtigst tænkelige udgave uden noget for alvor før og efter. Også selvom præsten aldrig så meget i den relativt korte forsamtale kan give tilbud og opfordring til noget mere bagefter.

Ud over at bekræfte kristen tro og liv som et helt igennem individuelt anliggende lægger drop in-dåb sig tæt op ad en lignende, udbredt teologi i folkekirken – at alle mennesker på denne jord allerede er Guds børn, inden dåb eller noget andet måtte komme på tale. Dåben er kun en form for ritual-pædagogisk bekræftelse på virkeligheden. Hvilket igen har med dybere lag i teologien at gøre: At ingen mennesker går fortabt. Frelsen er alles fra fødsel til død. Så dåben forkynder blot, hvad der allerede er virkeligt: Mennesket er Guds barn. Og hvorfor så ikke bare drop in-dåb? I det lys lægger drop in-dåben sig også tæt op ad de nye eksperimenter med barnedåbsritualet, hvor der pilles udsagn ud af ritualet, som får det til at lyde, som om vi i dåben bliver Guds børn. Det gør vi naturligvis ikke, for vi er det allerede.

Der er som nævnt folk, jeg deler teologi med, som er fortalere for drop in-dåb. Det er de blandt andet med henvisning til, at vi jo i virkeligheden har samme situation med barnedåben. Jeg er enig. Drop in-dåb er på mange måder en variant af folkekirkens barnedåbspraksis, som har medført, at dåbens sammenhæng med tro og liv generelt lever svagt i folks bevidsthed. Der gøres en del rundtomkring for at tydeliggøre og give hjælp til denne sammenhæng, men det ændrer ikke for alvor ved, at folk ved, at de kan komme med barnet og gå igen uden den mindste forpligtelse.

Netop folkekirkens diskutable barnedåbspraksis er et stærkt argument imod også at brede det ud til voksendåbspraksis. I almindelighed har vi i folkekirken biskoppelig tilladelse til at lægge op til solid undervisning inden voksendåb. Hvorfor nu svække denne gode og rigtige markering af dåbens uomgængelige sammenhæng med tro og liv, som i det mindste findes i voksen kontekst?

Og det leder mig videre til at sige, at drop in-dåb er med til at underminere den rigdom, dåben skulle lukke op for. Den rigdom, som findes i dåbens egent- lige mening: at blive en Jesu discipel, som lever et helt liv under korsets og opstandelsens fortegn, under Guds kraft og velsignelse på vellykkede dage såvel som dage i ren magtesløshed, med syndernes forladelse hen over så meget forbrydelse og fortrydelse, med bønnens vedvarende, uundværlige samtale med den usynlige Gud, som en dag skal vise sig i synlig magt og herlighed, når han siger velkommen hjem for enden af discipellivets korsvej.

Drop in-dåb er med til at lukke ned for denne rigdom af liv og glæde og evighedshorisont. Med et svagt billede: Kan man forestille sig, at biograferne i kampen for flere kunder begynder at invitere ind til drop in-film som erstatning for de lange film. ”Kom og se en to et halvt minuts trailer, gratis, og få essensen af den to en halv time lange film.” Nej, vel. Alt det, man dog ville gå glip af. Det er det lys, jeg ser drop in-dåben i. Den bliver alt for let til drop ud-dåb. Man dropper ind og bliver døbt – og dropper alt for let ud igen uden at få den store, skønne helhed med sig.

Teologerne Theodor Jørgensens og Hans Raun Iversens forslag for en del år siden om et ”katekumenat” for barnedåbsforældre blev desværre aldrig til andet end en god tanke. Mange vil givetvis også mene, at det ville være for problematisk, fordi det simpelt hen ville sænke dåbstallet betydeligt. Jeg vil tro, at de har ret i det sidste. Men ikke i det første. Jeg har svært ved at se det problematiske. Dåb for enhver pris ender med dåb til en alt for høj pris. Nemlig den pris, at vi åbner dørene på vid gab for den grundstemning, at kristne er noget, vi alle er, eller kan blive så let som ingenting, Søren Kierkegaard in memoriam. Og op af den stemning rejser der sig en lydmur imod forkyndelsen af ægte, livsberigende og evighedsgivende tros- erfaring og efterfølgelse.

Men hvad så med de vitterligt gode historier med drop in-dåb, folk, der i årevis har tænkt på dåb, og nu sker det, og enkelte bliver endda hængende bagefter til gudstjenester og anden naturlig menighedstilknytning? At folk overhovedet vil benytte sig af drop in-dåb er interessant. Det kan fortælle noget om, at der hos flere, end vi måske forestiller os, er en længsel efter tro og tilhørsforhold til kirken. Og at hele postyret omkring dåb, dyre fester, stor familiebegivenhed og så videre måske godt kunne kræve en lettere og enklere adgang til dåb for nogle.

Drop in-dåbens øjeblikkelige succes må meget gerne sætte overvejelser i gang om, hvordan vi i kirken kan møde denne længsel bedre end det, vi hidtil har formået som kirke. Kunne man forestille sig drop in-dåb med forpligtelse? Altså den traditionelle voksendåbssituation vendt på hovedet. Undervisningen forud for voksendåben, nu lagt ind som efterfølgende, forpligtende undervisning. Jeg er helt klar over, at det nok vil sænke antallet af døbte, men måske ville alligevel den lette adgang til det, inklusive positiv medieomtale, stadig gøre det attraktivt for den, der virkelig har længtes i årevis efter dåb. Og den, som har haft denne længsel, vil vel ikke have det fjerneste imod undervisning? Ellers må man da spørge sig selv om, hvad dåbslængslen egentlig består i

Drop in-dåb er med til at underminere den rigdom, dåben skulle lukke op for

Henrik Højlund, sognepræst