DET BEGYNDTE MED drop in-dåb i Norge og Sverige. Og vi hørte om det på Vesterbro. Kunne vi gøre det på Vesterbro? Sådan bare tilbyde at droppe ind til dåb? Det kunne – og gjorde – vi. Med stor alvor og højtidelighed. I en lang gudstjeneste med orgelmusik, lys og blomster; med latter og gråd. Dåbsritualet var ramme om hver eneste dåb, og den aronitiske velsignelse fuldendte hver gang ritualet. I kirkens sideskib var det muligt at få lidt at spise og drikke. Det var ikke altergang, som man kender det fra en almindelig gudstjeneste, alligevel fik det nadverkarakter.
Drop in-dåb blev gennemført første gang på Vesterbro i september 2017. Der var overraskende mange, som kom og blev døbt, den dag Vesterbro Sogn skabte muligheden for, at man bare ved at møde op og medbringe billedlegitima- tion kunne blive døbt uden forudgående aftale.
Drop in-dåb afslørede et behov for at kunne blive døbt i en mere anonym gudstjeneste end det at blive døbt i en almindelig søndagsgudstjeneste eller en særlig dåbsgudstjeneste, hvor familie og venner er til stede.
Siden september sidste år er der inviteret til drop in-dåb mange steder i landet og hver eneste gang med overraskende mange dåbskandidater. De mange voksne, der vælger at blive døbt ved drop in-dåb, giver stof til eftertanke i flere henseender. Det gælder kirken som fællesskab, det gælder forholdet mellem autoritet og autenticitet, og spørgsmålet om, hvordan tro opfattes.
I forhold til at blive døbt ved en almindelig søndagsgudstjeneste er det gode ved drop in-dåben, at man ved sidstnævnte er sammen med andre, der er i samme situation.
Man er sammen med mennesker, der ønsker at blive en del af det fællesskab, som kirke udgøres af, nemlig de døbtes fællesskab. Men hvor man ved søndagens gudstjeneste er omgivet af folk, der allerede er medlemmer, der er man ved drop in-dåb, i store træk, omgivet af mennesker, der ligesom en selv endnu ikke er blevet døbt, men lige straks bliver det.
Vi, der har hørt til kirkens fællesskab af døbte altid, kan godt komme til at undervurdere, hvor svært det er som fremmed at vove sig ind i et, for en selv, nyt fællesskab med andre.
Det er aldrig sjovt at være klassens nye elev. Derfor er drop in-dåb en fin måde at invitere nye mennesker med ind i et gammelt fællesskab. Og gamle fællesskaber beriges altid, når nye kommer til.
DROP IN-DÅB BERØRER en meget tidstypisk problematik om autenticitet overfor autoritet. Den autoritet, der engang var kirkens, fordi kirkens mænd besad en vis social magt og position som en del af samfundets og videns elite, har ikke eksisteret i vel efterhånden mere end 50 år.
Ikke desto mindre opfører kirkens repræsentanter sig, herunder de oversættelser, der er autoriseret (bemærk udtrykket) til gudstjenestebrug, stadigvæk en gang imellem, som om det handler om magten til at bestemme, hvad der er de korrekte udtryk for kristen tro.
Så enkelt er det imidlertid ikke i en tid og verden, hvor mennesker ønsker autenticitet og nærvær frem for autoritet og distance.
Her er der et helt umiddelbart problem ved den første tekst, der læses ved enhver dåb, nemlig Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 19, kendt som ”missionsbefalingen” eller, som den blev kaldt i gamle dage, ”dåbsbefalingen”. Ordet ”befaling” er problematisk. Det er en autoritær tilgang til dåb.
Ordet ”befaling” indikerer, at den gudstro, dåb er forbundet med, forlanges – at den kræves uden nogen egentlig anden begrundelse, end at mennesket er en synder, der ikke kan frelse sit eget liv.
Selvom det jo teologisk er rigtigt nok, så er sproget, hvori der tales om noget så fundamentalt, som hvad et menneske er, meget afgørende. Og den magt, som autoritet udspringer af, som befaler oppefra og ned, er der mange mennesker, der ikke anerkender i dag.
PROFESSOR EMERITUS i Ny Testamente Mogens Müller gjorde i 2012 opmærksom på, at der i Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 19 ikke er tale om, at Jesus befaler disciplene at døbe alle folkeslag.
Snarere er der tale om, at den opstandne tillader dåb af alle mennesker uanset etnisk herkomst.
Med en tilladelse til dåb frem for en befaling bliver det tydeligt, at der i vir
keligheden er tale om en invitation til dåb. Og jeg synes, at det bliver langt mere indlysende, hvad dåb er. Nemlig at det er pant på Guds kærlighed. At dåben er inddragelse i et fællesskab, hvor den kerne, der er i ethvert menneske: at være uerstattelig og enestående, den spejler nu, i kraft af Helligånden, Guds væsen. Og rummer derfor syndernes forladelse og det evige liv.
Det har i første omgang ikke umiddelbart noget at gøre med drop in-dåb. Og alligevel sender drop in-dåb-konceptet en invitation ud, der forekommer langt mere autentisk i sin form:
”Kom, som du er, betingelsesløst, lige ind fra din hverdag, fra gaden eller dit arbejde. Du bliver ikke målt på størrelsen af din tro, og du får ikke karakter for din tro på meningen med livet.”
Der er stor forskel på, om man befales at blive døbt, eller om man har tilladelse til det og derfor inviteres.
DA VI SIDSTE ÅR, en sensommerdag i september, inviterede til drop in-dåb i Kristkirken på Enghave Plads, havde vi ingen forudgående erfaringer. Men Vesterbro Sogns daværende kommunikationschef Sabine Kleinbeck lavede et fremragende kommunikationsarbejde i forhold at komme meget bredt ud med en invitation til dåb til mennesker, der ikke var i kontakt med kirken, eller mennesker, der af den ene eller anden grund var blevet forhindret i at få sig selv eller deres børn døbt tidligere.
Men også i forhold til at gøre omverdenen opmærksom på, at drop in-dåb er
en ny måde at arbejde på som kirke, lykkedes det Sabine Kleinbeck at få budskabet ud: Her er en invitation til at blive døbt til den, der ønsker sig det.
34 tog imod invitationen den første gang. Siden har vi gjort det to gange mere i Vesterbro Sogn, og i foråret 2018 har der været afholdt drop in-dåb i næsten alle landets stifter.
Fredag den 7. september inviterede vi igen til drop in-dåb i Kristkirken på Enghave Plads. Og denne gang var der 37, der tog imod invitationen. Vi overvejer nu drop in-vielser. Også her er Norge foregangsland.
”TRO, HÅB OG KÆRLIGHED” hedder det i Paulus’ første brev til menigheden i Korinth. Jeg har oplevet drop in-dåb som ”tro, dåb og kærlighed”.
Der er en klar fornemmelse af, at dåb og tro er nært forbundne. Det er der selvfølgelig også ved dåb i søndagsgudstjenesten eller den særlige dåbsgudstjeneste. Men ved drop in-dåbsgudstjenesten oplever jeg en nærhed og ægthed, der kommer af en helt særlig åbenhed. Fordi det ser ud, som om ønsket om at blive døbt hænger nært sammen med det håb, der er nært forbundet med tro og kærlighed. Det, som de fleste opfatter som det, der giver livet mening.
Og der er ingen tvivl om, at en sammenhæng mellem budskab og handling, sådan som den kommer til udtryk i forholdet mellem tro og dåb, er en af mange nye veje frem i kirken.