Drop kassetænkningen

Man skal kunne mere end sit fadervor for at få evangeliet ud til mennesker i vor tid. Derfor er det ikke så sært, at efteruddannelse er et stadigt tilbagevendende dagsordenspunkt i folkekirken. I det officielle folkekirkelige system er antallet af institutioner og ansatte, der beskæftiger sig med (efter-)uddannelse vokset drastisk i de seneste 20 år, og tilbuddene - især til præster - er blevet mangedoblede. Vi har fået flere ansatte på Præstehøjskolen og Pastoralseminarierne. Vi har fået præsternes og provsternes obligatoriske efteruddannelse - biskoppernes mangler endnu - og vi har fået Folkekirkens Pædagogiske Institut, hver med egen institutionsstruktur inden for »Folkekirkens Uddannelsesinstitutioner«, som også rummer Kirkemusikskolerne. Også kordegneuddannelsen har gennemgået en betydelig udvikling. Men disse officielle tilbud er kun en lille del. For præster er der stiftskurser og konventer med efteruddannelsesindhold. Sognemedhjælperne lægger meget stor vægt på efteruddannelse og har flere initiativer i gang. Kirkefunktionærernes faglige organisationer laver kurser. Og så er der ikke mindst alle de uddannelsesaktiviteter, der retter sig mod menighedsrådsmedlemmer og frivillige i kirken. Hvis man regner det hele sammen, er det ikke få ressourcer, der bruges på uddannelse og dygtiggørelse i det kirkelige liv. Og det er godt. For behovet er der. Nye opgaver og udfordringer dukker op hele tiden, og nye løsninger byder sig til - men kræver samtidig ny viden for at kunne bruges. Naturligvis skal man ikke op til nogen højere eksamen for at kunne varetage det almindelige præstedømme. Men påtager man sig en bestemt opgave - hvadenten det er som ansat, som menighedsrådsmedlem eller som frivillig - er det naturligt at søge derhen, hvor man kan kvalificere sig så godt som muligt til at varetage den. den stive institutionelle organisering og det totale anarki. En polaritet, der ikke er ukendt generelt i folkekirken. De kirkeministerielle institutioner under »Folkekirkens uddannelsesinstitutioner« er opbygget i et stift system af små selv-stændige institutioner, med hver deres rektor og hver deres næsten selvstændige planlægning og med meget forskellige opbygninger. De kan kun i ringe grad drage nytte af hinanden, og de har hver deres snævre formål. Man kan spørge sig selv, om ikke det i sig selv ville være hensigtsmæssigt at lægge de små institutioner sammen til en helhed for derved at kunne bruge ressourcerne mere fleksibelt. Men selv i en mere fleksibel organisatorisk udgave er der tale om et system, der retter sig mod snævert af-grænsede målgrupper, primært præster i forskellige stadier af deres karriere. Undtagelsen er Folkekirkens Pædagogiske Institut, som i begrænset omfang forsøger at åbne lidt op for sognemedhjælpere og for det frivillige børne- og ungdomsarbejde. Til den anden side råder så det totale anarki, og den totale tilfældighed i, hvilke behov som nogle imødekommer, hvem der gør det, hvornår, og hvad der lades ligge. For et par år siden fandt Kirkefondets udvalg i Århus Stift f.eks. ud af, at der er en stor gruppe frivillige, som lades i stikken, hvad kurser angår, nemlig de ledere i frivilligt børnearbejde, som ikke er tilknyttet børne- og ungdomsorganisationerne, men kører på sognekirkeligt plan. kunne det gøres på en bedre måde end i dag, Et af de helt afgørende problemer er, at der er næsten vandtætte skodder mellem de tilbud, der retter sig mod de forskellige grupper. I dag er efteruddannelse primært tilrettelagt ud fra en bestemt målgruppe. Dvs. man henvender sig til en bestemt gruppe ansatte - og da endelig hver gruppe for sig. Aldrig organister og præster sammen. Og da slet ikke kirketjenere og præster sammen, eller kordegne og organister. Ikke engang nybagte cand.theol.er og fungerende præster sammen. Eller man henvender sig til menighedsrådsmedlemmer eller frivillige, men her også meget sjældent begge grupper samtidig - og stort set aldrig ansatte og frivillige sammen. Disse skodder er på flere måder uhensigtsmæssige. For det første betyder de, at man må tilbyde samme emne, måske med samme undervisere i en lang række sammenhænge, for måske små hold. Det er selvfølgelig en fordel for undervisernes indtægtsniveau, men man kunne måske få mere ud af ressourcerne ved at lade forskellige personalegrupper gå sammen og gå sammen med frivillige. For det andet betyder skodderne, at de forskellige tilgange ikke mødes og kommer i vekselvirkning. De udfordrer ikke hinanden. Og det bliver alt for let for præster at sidde og gøre sig kloge på samarbejdet med organisten alene uden tilstedeværelse af organister, eller omvendt. Med andre ord bliver efteruddannelserne endimensionale, samtidig med at det kirkelige liv altid er mangedimensionalt, og består i, at mange forskellige tilgange fra ansatte, frivillige og valgte skal mødes og bringes til at fungere sammen. En løsning kunne være, at der blev satset meget mere og meget mere bevidst på tværfaglig efteruddannelse i betydningen, at efteruddannelsestilbuddene ikke lægges an på en bestemt gruppe ansatte eller frivillige, men på bestemte temaer og udfordringer, og så udbydes bredt. Det kan naturligvis ikke gennemføres konsekvent. Men jeg tror ikke, at der er den store fare for, at mange vil tilmelde sig kurser, som de ikke har forudsætninger for at deltage i. Kirketjenere vil ikke strømme til præstehøjskolekurser i middelalderkirkehistorie. Det ville helt sikkert være en udfordring, både for undervisere og kursister at skulle vænne sig til, at folk ikke har den samme uddannelsesbaggrund og den samme opgave i kirken. Men det ville i en række sammenhænge være sundt. Naturligvis ville der stadig være en del kurser, der ville være målrettede mod bestemte grupper. Men tænker man efter, er det overraskende så mange af emnerne, der kan have flere målgrupper. F.eks. er det langtfra givet, at præstehøjskolekurser i homiletik (prædikenlære) ikke kunne være væ-sentlige for andre end præster. Der er andre, som forkynder, både fra prædikestolen og fra talerstole, end præster. Det ideelle ville være, hvis en meget stor del af de tilbud om efteruddannelse, der gives i folkekirken, er åbne tilbud, som man kan melde sig til, hvis man har forudsætninger for at få noget ud af kurset, og hvor det er behovet for undervisning i tilbuddets emne, der er baggrunden for at udbyde det. Der er selvfølgelig en masse økonomi med i sagen. I forhold til de folkekirkelige uddannelsesinstitutioner ville tværfagligheden formentlig betyde et øget pres. Økonomisk kunne det organiseres med en model med brugerbetaling. For de ansatte er det arbejdsgiveren, for menighedsrådsmedlemmer og de frivillige, som man gerne vil sende på kursus, er det menighedsråd, som betaler. Organisationerne må naturligvis betale for deres folk, og ellers må man betale selv. Og skulle folk fra andre fagområder end folkekirkens være interesserede i bestemte kurser, må de naturligvis selv afklare med deres arbejdsgivere, om de vil bruge de folkekirkelige tilbud i deres efteruddannelse. Fra folkekirkelig side bør vi selvfølgelig åbne dørene, hvis f.eks. lærere vil deltage i pædagogisk efteruddannelse eller sundhedspersonale i diakonal efteruddannelse. Organisationernes kurser er allerede i dag i et vist omfang tværfaglige. Og det kan de fint blive ved med at være i den nuværende form. Det ville imidlertid være en fordel, hvis der kunne blive etableret et samarbejde mellem det officielle og det uofficielle uddannelsessystem i folkekirken, sådan at man udnytter de ressourcer, der er til rådighed, uden smålig skelnen til, om et kursusudbud kommer fra Folkekirkens Pædagogiske Institut eller fra f.eks. Religionspædagogisk Center. Hvordan det skal etableres, må folk fra de relevante institutioner sætte sig sammen og konkretisere; men man kunne måske forestille sig en form for fælles »kursusbørs« eller fælles katalog med udbud, hvor også nogle af tilbuddene fra det uofficielle system kunne indgå som officiel efteruddannelse for ansatte, og hvor omvendt alle de officielle tilbud kunne blive kendt i bredere fora. Der er dygtige folk i folkekirkens uddannelsesinstitutioner, i organisationerne og i stifterne, der kunne sætte sig sammen i et folkekirkeligt uddannelsesforum og finde ud af, hvordan man gør. Det er ikke usandsynligt, at det bedste ville være at etablere sådanne samarbejdsformer på stiftsplan. Hvis der i en kommende reform af de folkekirkelige uddannelsesinstitutioner medtænkes en decentralisering til stiftsniveau af en del af efteruddannelsestilbuddene - således som det blev antydet på kirkeministerens konference om »fremtidens præster«, ville det være en oplagt mulighed at kæde denne decentralisering sammen med et bedre samarbejde mellem folkekirkens uddannelsesinstitutioner, de initiativer, som i forvejen findes på stiftsniveau og de mange tilbud fra de kirkelige organisationer, distriktsforeninger, en for menighedsrådsmedlemmer osv. Det er en stor rigdom i det folkekirkelige liv, at der er den mangfoldighed af udbud, som der er. Men det betyder ikke, at man skal fortsætte med at køre i meget fastlåste kasser - eller at de frivillige og valgte ikke har noget at tale om med de ansatte, når det gælder efteruddannelse. Der er så mange af behovene og udfordringerne, der er fælles, og der er så mange muligheder for gensidigt at berige hinanden, at det er på tide at gøre tværfaglige efteruddannelsestilbud til reglen mere end til undtagelsen. generalsekretær