”Børn har brug for bøger som næring til fantasien, som trøst og til at give livsglæde, og de har brug for bøger, som hjælper dem til at blive modne og indsigtsfulde mennesker,” har Astrid Lindgren sagt.
For mig er godt børne-tv netop det, der nærer fantasien, giver glæde og hjælper børn til øget livsindsigt. Kære Astrid Lindgren, kunne du ikke tage et par værter og ledere fra dansk børne-tv i skole? For noget er glippet for dem.
Første eksempel: I december 2018 tog to af vores sønner en beslutning: De ville ikke mere se programmer med Onkel Reje på Ramasjang. Storebror dikterede, undertegnede blev hyret som sekretær. I klagen skrev de blandt andet: ”Vi kan godt lide at grine og have det sjovt, men Onkel Reje er vi blevet trætte af. Vi tror på Gud og bliver kede af det, når nogen gør grin med vores tro.”
For udenforstående kan Onkel Reje beskrives som en karakter i DR’s børneunivers Ramasjang, der siger og gør alt det, man ikke må.
I begyndelsen var det skørt og skævt. Siden har han indtaget en langt mere grænseoverskridende facon, blandt andet i en position som satanist-oplærer og i sin julekalender skrålende julesalmer med en ironisk distance grænsende til det blasfemiske.
Vores to drenge på dengang fem og ni år fik altså nok af denne ”figur”, som de oplever som temmelig respektløs. Efter lang tids venten fik de svar. Ganske vist ikke direkte fra DR, men via KLF, Kirke & Medier, som havde støttet op om drengene i deres klage.
”Onkel Reje er et tydeligt animeret univers med karikerede figurer, der kan få børn til både at grine og have lyst til at fortsætte en fantasifuld leg, efter programmet er slut. På Ramasjang går vi meget op i, at der skal være noget for alle i vores målgruppe, der tæller de 3-6-årige. Så hvis Onkel Reje-universet ikke falder i nogle familiers smag, så håber vi meget på, at alt det andet indhold, vi tilbyder, er noget for dem i stedet (...)”
Med andre ord: Det er blot smag og behag. Det er ikke DR’s problem, at nogle børn stadig tror på Gud i vore dage. Intet er helligt. Svaret afspejler en påtaget naivitet fra DR’s side. For selvom vi slukker for tv-programmer med Onkel Reje, hjælper det jo lige meget, når kammeraterne i børnehaven lystigt skråler videre: ”Man må gerne bande og sige ’Av for satan’ (…)” Tv-figuren Onkel Reje bidrager ikke blot med et fjollet underholdningsindslag, som forsvinder, når tv slukker. DR former også den kultur, de bidrager til. Og dermed bør de påtage sig et etisk og moralsk ansvar – ikke mindst, når det gælder børn.
Dette bør også ses i lyset af, at der i Ramasjang aldrig er udsendelser, som tager børns tro og spiritualitet alvorligt. På DR Ultra har der været en enkelt serie med fokus på børns tro. Den tyske religionspædagog Friedrich Schweitzer taler i sin bog af samme titel om ”barnets ret til religion”: Uanset forældres tro og tilgang har barnet ret til en respektfuld samtale, hvor påtrængende livsspørgsmål tages alvorligt, og troen er en mulighed. Men på Ramasjang nøjes man med Onkel Rejes platte kommentarer. Mine drenge oplevede klagesagen som et tillidsbrud. Det afspejler jo en arrogance, at man ikke engang tog deres klage alvorligt – hverken tog stilling til den eller svarede børnene direkte. Det var dybt overraskende for dem, da vores udgangspunkt netop har været tillid til og glæde ved mange af DR’s programmer.
Det er i øvrigt tankevækkende: På én eller anden måde øjner man en kontinuitet med MeToo-anklagerne, som i denne tid raser. Det ser ud, som om arrogance og grænseoverskridelse går hånd i hånd, uanset om det er unge kvinder udsat for smagløse tilnærmelser eller børns værdier, der trædes på.
Et eksempel fra faglitteraturen sætter næste eksempel i relief: I bogen ”Påvirk med respekt” citerer Carsten Hjorth Pedersen en ung informant, ”Lone”, der har haft sin skolegang på en socialistisk lilleskole. Hun oplevede som skoleelev en time med seksualundervisning, hvor børnene i den gode sags tjeneste blev stærkt opfordret til at smide tøjet for at vise, hvordan en nøgen krop så ud. Alle børn afviste.
”Da det mislykkedes, tog læreren og hans kone på skift deres bukser af og viste os, hvordan en mand og en kvinde så ud, alt imens de tegnede og fortalte og pegede og hev og sled og gjorde ved. Det var rigtig, rigtig, rigtig væmmeligt. Jeg husker det som noget af det mest ubehagelige, jeg har oplevet i min skoletid.”
På DR fortsætter man imidlertid stilen: Lad os vise børnene, hvordan kroppen ser ud. Det finder sted i ”Ultra smider tøjet”. En række udsendelser, hvor nøgne voksne optræder som undervisningsobjekter, og bryster og tissemænd kan diskuteres af skoleklasser. Så hvor ”Lone” betragter oplevelsen med de nøgne lærere som traumatisk, er DR altså i færd med at udbrede seancen til alle danske 9-14-årige.
I øvrigt er der en stemning i studiet af, at dette synes vi alle er o.k. gennem ledende spørgsmål fra studieværten: ”Er I klar til, at der kommer fem nøgne kvinder ind?”. Og: ”Har det været en dejlig skoledag?”. Det er umuligt at sige fra.
Tanken er at oplyse børn og hjælpe til et nuanceret syn på kroppen. Den del er jeg bestemt enig i. Men igen: Hvorfor skal det være grænseoverskridende over for de børn, der oplever en naturlig blufærdighed?
Sidste eksempel: Da Phillip Faber åbnede danskernes hjerter for morgensangens glæde, fulgte Ramasjang takt. Eller utakt – i hvert fald i visse tilfælde. Ganske vist var de få, men de blev ikke set som fejltagelser. Nogle af de inviterede kunstnere serverede morgensange for børnene med klart erotiske undertoner: ”Sig goddag til min king kong – nu vil du lege Monica og Clinton – eller Marge og Homer Simpson.” Og andet i samme toneart.
På KLF, Kirke & Mediers hjemmeside kan man få flere citater fra sangene og kommunikationen om disse, som ikke er klædelig for en børneredaktion. ”Børn hører disse sange fra et børneperspektiv (...)” Med andre ord: Børn forstår ikke undertonerne. Det er formentlig og forhåbentlig i en del tilfælde sandt. Men hvis sangene ikke er til børn, hører de ikke til på en børnekanal. Det er hverken fantasifuldt, glædeligt eller udviklende.
Havde blot Ramasjangs redaktion gået i skole hos gode gamle Astrid Lindgren, ville de have vidst, at skal man fortælle for børn, skal man ikke i virkeligheden kommunikere med de voksne. Børn skal man tale til – ikke hen over hovedet på. Og da slet ikke med sjofle sange.
Hvis DR’s børne-tv var ansat i mine børns skole, havde jeg indgivet en klage på stedet. En lærer, der viser kønsdele for at anskueliggøre, at voksne menneskers kroppe kan se forskellige ud. En pædagog, der lystigt bander og lærer børnene det samme. En vikar, der synger lumre sange – og får børnene til at synge med.
Inden vi når slutningen, har jeg lyst til at komme med en vigtig tilføjelse. For jeg ved jo også, hvad DR kan. Hanne Willumsen, Katrine Hauch-Fausbøll og de andre grand olds har min største respekt. Foruden Lille Nørd, Sigurd Barrett, Hr. Skæg, Rosa og alle de andre, der har beriget mine og mange andre børn. Skøre, lærerige og kreative programmer, som får børnene til at lege videre. Men DR har de senere år taget en drejning. Nu er kreativitet og livsglæde ikke nok. Grænseoverskridelse er blevet det nye legetøj for visse dele af redaktionen. Og det er den del af projektet, jeg sætter spørgsmålstegn ved.
Havde Ramasjang været mine børns vikar, ville jeg ønske, han tog en solid pause og vendte tilbage som et mere modent menneske med respekt for andres grænser. Måske en rejse til Småland ville gøre godt?