Du er en del af historien

Når der i morgen blændes op for det første afsnit af DR’s nye danmarkshistorie ”Historien om Danmark”, bringes vores fælles historie til live for at vise, at vi alle er en del af historien. At der er forbindelser mellem os, de levende, og det og dem, vi er kommet af

Du er en del af historien

FOR NYLIG BESØGTE JEG Moesgaard Museum for første gang i mange år. Jeg er vokset op i Aarhus, så min barndom var fuld af besøg på det gamle museum i den store firlængede gård, hvor – sådan forekom det mig – der lå endeløse rækker af flinteøkser og pilespidser i kilometervis af svagt oplyste montrer.

Hovedattraktionen, det fascinerende gys i udstillingens midte, var Grauballemanden. For mine barneøjne snarere et stykke blankpoleret træ end et menneske, som han lå der i sin montre, emmende af uhygge med den overskårne hals, sine ældgamle hårtotter, de fladtrykte lemmer.

Jeg var en flittig elev, kunne godt lide at gå i skole, og normalt stillede jeg ikke mange spørgsmål ved nytten af det ene eller andet fag. Det er måske derfor, jeg så tydeligt husker, at jeg ikke kunne se noget som helst formål med faget historie, og jeg hadede turene til Moesgaard. Montrerne i museet lod mig fuldstændig kold, bortset fra uhyggen ved den flade Grauballemand. Jeg kunne ikke forbinde noget som helst med de mange flinteøkser eller de subtile forandringer i huggeteknikker og pilespidsernes udseende.

Nu er museet bygget om, og transformationen er total. På trappen ned mod oldtidsfundene står skulpturer i lifesize af menneskearter, der er gået forud for – eller parallelt med – vores egen, og på vejen ned til oldtidsudstillingen stødte jeg derfor for første gang ind i neandertaleren. Tanken, der fløj gennem mit hoved, kan vel bedst udtrykkes som, at ”han har været svær at modstå”. Og det, selvom jeg kunne læse, at staklen var mindre bemidlet oven i hovedet, og at hele hans art derfor måtte vige, da vores forfædre udvandrede fra Afrika og stødte ind i ham og hans art.

Få dage efter, at jeg havde besøgt det nye, imponerende og alt andet end kedelige museum, læste jeg i avisen, at jeg havde ret: To procent af nutidsmenneskets arvemateriale stammer fra neandertalerne. Jeg havde ganske rigtigt mødt en forfader der på trappen.

FORANDRINGEN PÅ Moesgaard er slående, for det nye Moesgaard ”viser ikke bare flinteøksen, men viser den hånd, der førte øksen”, som Pauline Asingh, ledende inspektør på museet formulerer det.

Den samme forandring sker på museer verden over. I den moderne formidling af historien finder et møde sted; vi forbinder os til fortiden gennem identifikation og indføling med de mennesker og de hændelser, der er gået forud, også selvom de ligger tusindvis af år tilbage. Menneskeligheden slår igennem; i et øjeblik ved man godt, at de også er os; at vi er del af en fælles historie, hvori vi, der går på trappen på Moesgaard, i modsætning til figurerne, der står stille, bare i øjeblikket har status af levende.

Når der blændes op for det første afsnit af DR’s nye danmarkshistorie ”Historien om Danmark”, er det for mig hovedpointen i hele den satsning på danmarkshistorien, der kommer til at sætte sit præg på DR resten af året: Vores fælles historie bringes til live for at vise, at vi alle er en del af historien. At der er forbindelser mellem os, de levende, og det og dem, som vi er kommet af.

Det er mere end 30 år siden, Erik Kjersgaard sidst tog os gennem hele danmarkshistorien på DR. Og selvom vi, der er voksne, har erindringer om fantastiske timer foran fjernsynet i selskab med den tilsyneladende alvidende historiker, så bliver det en radikalt anderledes formidling, der kommer til at møde os seere i 2017. For ligesom på museerne suppleres eksperternes viden ved at zoome langt ud fra flinteøksen og forsøge at bringe danmarkshistoriens landskaber, hændelser og mennesker til live på skærmen.

Det kræver sit: Skuespilleren Lars Mikkelsen er med sin fortællekraft valgt som vores guide til historiens begivenheder og afgørende vendepunkter. Der er lagt mange ressourcer i dramatiseringer, der skal bringe datidens mennesker tæt nok på, til at vi kan forstå og i glimt identificere os med deres tanker og handlinger.

I serien vises jagten på rensdyr i jægerstenalderens tundralandskab, og der sættes billeder på vores forfædres møde med det korn, som ændrede menneskets forhold til naturen for altid. Det gøres med en vis bæven, for når serien viser, hvordan tingene kunne være foregået for mange tusinde år siden, så træder gisninger, teser og kvalificerede gæt ind og fylder hullerne i vores eksakte viden.

Alligevel bliver tv-serien fortalt på den måde, fordi det netop er i mødet med mennesker og situationer, at de glimtvise oplevelser kan skabes, der minder os moderne seere om, at der blot er tid, menneskealdre, mellem os, der sidder her foran skærmene, og dem, der berettes om. De ligger i jorden under os; vi bor på resterne af dem; i markernes jord dukker hundredvis af deres efterladenskaber op som danefæ hvert eneste år. Som glemte legesager i sandkassen, forladt i tankeløs videre leg. Man kan næsten høre stemmerne endnu.

Eller jeg kan næsten høre stemmerne endnu. For der er sket noget med mit syn på de moderne guldgravere, der med metaldetektorerne i hånden scanner markerne for tidligere tiders efterladenskaber. Den intense beskæftigelse med danmarkshistorien har sat sig sine spor i min oplevelse.

MED SPORENE FRA historiens muldlag af menneskeliv er det blevet næsten håndgribeligt, at der har været vanskelige tider, uoverskuelige problemer og konfliktfyldte tider før. Menneskelivet har aldrig været uden problemer. Men historien viser os også, at livet har overlevet midt i tidens strøm. Og at vi ikke kan leve uden at bidrage, hvad enten vi vil eller ej. ”Du er en del af historien,” som den samlede danmarkshistoriesatsning i DR hedder. Det er selvfølgelig håbet, at rigtig mange mennesker vil få den samme, konkrete oplevelse, når serien den 2. april i første afsnit fortæller om den sidste istid og de første stenaldermennesker.

Og hvorfor er det så overhovedet vigtigt? At fortælle danmarkshistorie(r) er en indlysende opgave for DR. Public service er skabt til at give fri og lige adgang til viden og oplysning, men det er også mere end det. DR skal være med til at skabe den fælles kraft, som kommer af et tæt væv af forbindelser til samme net. Forbindelser skabes stærkt gennem fælles viden, oplevelser og identifikation – på tværs af tid og skel. Det at opleve sig selv som del af en fælles historie giver et ståsted og et engagement i forhold til at gå videre på fælles grundlag i det tillidsbaserede samfund, vi har arvet fra dem, der har været her før.

I al sin monstrøsitet er det ambitionen med danmarkshistorie-satsningen, at så mange som overhovedet muligt i løbet af 2017 på forskellig vis oplever, at historien ikke er noget, der foregår i arkiver og blandt de kendte, der kommer i fjernsynet, men at den på godt og ondt er en del af os alle sammen, ligesom vi ubønhørligt er en del af den. Tv-serien skulle gerne sikre, at endnu flere kommer til at opleve sig som en del af det fællesskab, som vores fælles historie giver.

10 timers fjernsyn til 23.000 år er ikke lang tid, og ”Historien om Danmark” er jo blot én af mange mulige historier. Hvert afsnit er et resultat af hundredvis af redaktionelle valg og fravalg. Derfor er det også forventningen, at serien vil skabe både debat og diskussioner, der kan nuancere og være med til at sætte spot på alt det, som ikke slap gennem nåleøjet til serien.

”Du er en del af historien” er ikke bare en banal konstatering. Det er håbet og ambitionen, at det bliver en igangsættende oplevelse for rigtig mange, et skridt videre i den historie, vi alle er en del af, hvornår vi end trådte ind.