Du var fødselshjælper til mit nye liv

Som neurokirurg har du rørt ved min hjerne. Men som medmenneske har du også rørt mit hjerte. Det skriver Lea Schøler Christensen om et menneske, der reddede hendes liv, da hun lå dybt bevidstløs på hospitalet, og livet var tæt på at rinde ud

Du var fødselshjælper til mit nye liv
Foto: Privatfoto. .

Vores første møde findes ikke i min erindring, men jeg ved, det findes i din. Jeg var dybt bevidstløs på grund af en voldsom hjerneblødning. Jeg blev hasteindlagt på Aarhus Universitetshospital. Du blev hasteindkaldt til at udføre en kompliceret operation dybt inde i min hjernes virvar af væv og blodkar. Vi blev begge revet ud af hverdagen. Jeg fra flyttekasserne, som jeg og min familie var ved at pakke ud, fordi vi lige var flyttet, du fra din velfortjente friaften efter en hel dag på vagt.

Jeg mindes en drøm fra den periode, hvor jeg så en lyshåret, korthåret kvinde med noget blåt. Det er ikke sandsynligt, at jeg så dig, for jeg var med din afdæmpede beskrivelse ”meget dårlig”, da jeg kom ind på hospitalet den sommernat i 2014. Jeg var tæt på at dø. Men da jeg siden så dig, spekulerede jeg på, om kvinden i drømmen var dig. For du har lyst, kort hår, og første gang jeg så dig, havde du blå øjenmakeup på. Kroppen husker alt, siger min psykolog. Og komapatienter sanser langt mere, end man kan registrere udefra, har forskere fundet ud af.

Næste gang vi mødtes, var nogle måneder senere. Det var på en gang på hospitalet. Benene var ved at give efter under mig. Jeg mærkede pludselig den lammelse, jeg havde været ramt af i venstre side, hvilket er normalt for hjerneskadede ved ekstrem træthed og voldsom følelsesmæssig påvirkning. Det var overvældende for mig at være tilbage på hospitalet, hvor det hele var sket uden mit vidende, og så at hilse på dig, min livredder. Vi gav hånd, og jeg fik grædende fremstammet: ”Du har reddet mit liv. Tusind tak.”

Du var meget ydmyg og fremhævede alle de andre dygtige læger og sygeplejersker, der havde andel i min overlevelse. Men du sagde også, at hvis det var dig, der var i mit sted, ville du nok reagere som jeg. Vi satte os ind på et kontor. Det fyldte mig med en blanding af ydmyghed, dyb bevægelse, overstrømmende taknemmelighed og en følelse, der er i familie med at være starstruck at sidde over for dig. Jeg er typen, der har brug for at forstå sammenhænge, og jeg havde mange faktuelle spørgsmål. For på det tidspunkt var jeg kommet til gerne at ville forstå, hvad der konkret var sket og hvorfor. ”Hvordan kom du ind i min hjerne?”, spurgte jeg.

Jeg vidste, at jeg havde et langt ar fra toppen af baghovedet til nederste hårgrænse i venstre side, men jeg havde undret mig over, hvordan man kunne komme ind i en hjerne ad så smal en sprække. Du kiggede lidt undersøgende på mig som for at sikre dig, at jeg var parat til at høre svaret. Du holdt en lille pause og svarede så: ”Med et diamantbor”, og forklarede detaljeret, hvordan hele mit baghoved havde været åbnet, så du kunne finde og fjerne det misdannede blodkar, som var bristet og havde forårsaget den enorme blødning. Det var så ekstremt at høre, at jeg ikke reagerede specielt på beskrivelsen. Jeg havde brug for at lægge nogle brikker i det dramatiske og besynderlige puslespil, jeg var begyndt at samle, om alt det, der var hændt, mens jeg var væk fra mit eget liv. Reaktionen kom senere.

Dengang vidste jeg ikke, hvor voldsomme konsekvenser sygdommen ville få i mit liv på langt sigt. Jeg forestillede mig, at jeg ville komme mere eller mindre tilbage til mit gamle liv. Måske vidste du, at mit liv var voldsomt forandret for altid, men jeg er taknemmelig over, at du ikke sagde noget om det. Jeg var langsomt ved at rejse mig fra en sygdom, der havde lagt mig helt ned. Jeg var kommet mig med raketfart, sagde de på Hammel Neurocenter, hvor jeg havde lært at sidde, gå, spise, drikke, børste tænder og holde på en blyant igen. Hvis du havde fortalt mig, hvor hårdt jeg var ramt for resten af livet, tror jeg, jeg havde givet op i forhold til at genvinde kræfter og flere færdigheder med de fysiske konsekvenser, jeg var og stadig er ramt af: stort synstab, evig, tung træthed og ekstrem lydfølsomhed. Invaliderende gener, der berøver mig muligheden for at tage del i livet som før.

Efter vores samtale skrev du i et notat til min læge: ”Patienten er kommet sig langt bedre end forventet.” Jeg har siden fået at vide af din kollega, der kom dig til undsætning under den 10 timer lange operation, at han troede, jeg ville ende i stationær vegetativ tilstand, hvis jeg overhovedet overlevede. For som du fortalte, lykkedes operationen dybt inde i min hjerne, men I vidste ikke, om det var nok til at redde mit liv. Derefter fulgte 18 dage i koma og respirator, hvor vi mødtes igen, uden at jeg registrerede det. Men du holdt øje med min tilstand.

Den næste gang, vi talte sammen, var, da du ringede til mig for at give mig resultatet af en kontrolscanning. Jeg følte, at jeg skulle modtage en dødsdom eller en livstilladelse. Jeg blev utrolig lettet, da du fortalte scanningsresultatet: I havde fået fjernet alt det, I ville, og blodet cirkulerede, som det skulle i de resterende blodkar. Jeg havde følelsen af at svæve lidt, men ikke helt, for angsten tyngede mig stadig. Kunne det ske igen?

Det tager lang tid at forstå sådan en besked og at genvinde troen på det gode. Sindet forstår langsomt, når man bliver ramt af voldsomme, eksistentielle jordskælv, er min erfaring. Du tog dig god tid til at høre, hvordan jeg havde det. Jeg tænkte, at når man er så dygtig en kirurg, der redder liv, behøver man ikke samtidig være et empatisk menneske. Men det er du – også.

Siden har du taget dig tid til at besvare mine finurlige spørgsmål som: ”Hvad tænker du på, når du opererer?”, ”Kan du se, om en patient kæmper for at komme tilbage til livet?”, der opstod i næste fase af min forståelsesrejse. Hver gang vi har talt sammen, har jeg bemærket din ro og din fine, sarte stemme. Du er kvinden, der træffer dramatiske beslutninger og skærer et kranie op for at skabe dig adgang til en skadet hjerne. Det er det meget milde og det meget vilde hånd i hånd. Det tilsyneladende skrøbelige over for det særdeles kraftfulde.

Du reddede mit liv på samme hospital, som jeg blev født på 38 år tidligere. En jordemoder var fødselshjælper til mit første liv. Du var fødselshjælper til mit andet liv. For det er et nyt, forandret og på mange måder forringet liv, jeg blev genfødt til. Mit liv er ikke som før, jeg er ikke som før og kan ikke det samme som før på grund af de fysiske men. Og det er varigt. Det er smertefuldt og praktisk udfordrende. Det ved du. Og du forstår, at mit liv, som jeg kendte det, sluttede den nat. At mange muligheder forsvandt i nattemørket. Du prøver ikke at mindske min smerte over det eller slå den hen. Og det vil jeg også takke dig for.

Som neurokirurg har du rørt ved min hjerne. Men som medmenneske har du også rørt mit hjerte. Din imponerende viden og kunnen, som du bare kalder håndværk, har følgeskab af varm omsorg. En kombination, som jeg også har mødt hos flere af dine kolleger, som var med til at redde mit liv, da jeg havde allermest brug for hjælp. Tak for livshjælpen. Jeg håber, vi mødes igen.