Prøv avisen

Du vil kendes på røsten

Kristeligt Dagblad bringer her en redigeret version af den prædiken, som Johannes Møllehave holdt i går, anden påskedag, i Københavns Domkirke

DET TAGER MIG OFTE langt længere tid at udvælge de salmer, vi skal synge, end det tager mig at skrive en prædiken. I dag, anden påskedag, meldte to salmer sig umiddelbart for mig, begge skrevet af Grundtvig.

Den ene fra hans berømte "Sangværk til den danske kirke", som udkom i 1837. Den har en sammenhæng med den domkirke, vi i dag er samlet i, fordi den oprindelige domkirke blev ødelagt ved det engelske bombardement i 1807.

Sangværk betyder det ophæng, som en kirkeklokke er fastgjort til, men billedligt talt kan et menneske jo ligne et tårn, sådan at forstå at hovedet er spiret på kroppen, men sangværket er struben. "Vi er Guds hus og kirke nu. Bygget af levende stene."

Grundtvig skrev i dette sangværk en uforglemmelig salme om Maria Magdalene (Luk. 7, 36-50):

Med sin alabaster-krukke,
fuld af salve dyrebar,
hun, som måtte skamfuld sukke:
Herre, ynkes! Herre, spar!
kom, med hjertet sønderknuset,
ind i farisæer-huset,
hvor til bords den rene sad.

Synderinden kom, med rødme,
krukken brat hun sønderbrød,
salven dyrebar med sødme
over Herren hun udgød,
lod og sine tårestrømme
Herrens fødder oversvømme,
tørred med sit hovedhår.

I min barm som denne kvinde
hjertet føler banghed stor,
sniger, som den synderinde,
sig til dig ved nådens bord,
rødmer, blegner, føler vånden,
eftergør det alt i ånden,
sukker: Herre, ynkes, spar!

Himlen sig til jorden bukked',
den gang du blev støvets søn;
bøj dig nu til hjertesukket,
øre dit til angers bøn!
O Marias søn, du bolde,
døm mig ej med læber kolde,
skjul mig i din kærlighed!

Mine synder, dine domme,
bundløst dyb at tænke på!
Lad din nåde til dem komme,
og i dybde overgå!
Når af den jeg er oplivet,
jeg, hvem meget er tilgivet,
elske vil dig evig dømt.

Den salme meldte sig naturligvis for flere måneder siden, da jeg tænkte over den tekst, som jeg lige har læst om Maria Magdalene, der kommer først ud til graven og opdager, at den er tom og græder, fordi hun tror, at nogen har fjernet liget.

Da får hun øje på en mand, som hun tror er havemanden, og hun spørger i rædsel: "Kan du hjælpe mig? Ved du, hvem der har fjernet den døde, han, som kendte mig og holdt mig fast i sin kærlighed?"

Da siger den, som hun tror er havemanden, det ene ord: Maria! I samme sekund hører hun, at det er ham.

Derfor kom jeg i tanke om den anden salme. Måske den mest personlige salme, Grundtvig skrev i hele sit liv, "At sige verden ret farvel". Som han skrev dels i 1843, dels i 1845.

Jeg minder lige om, at Grundtvig var svært angrebet af en sindssygdom i 1810 og allerværst i 1844. På det tidspunkt opgav lægerne ham. Også hans kone og sønner regnede ham for evigt utilregnelig.

Kun hans datter Meta holdt ud med ham, holdt hans hænder, kyssede hans pande, kærtegnede hans ansigt og hviskede til ham. Midt i sygdommen må han have anet, at hun var der. Derfor vers 6, hvor han skriver:

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven

Når jeg kom i tanke om den salme, er det, fordi Grundtvig netop i den spørger, hvordan man kan kende Jesus, og svarer: på stemmen! (eller røsten). Det er et citat fra Johannesevangeliet, hvori Jesus siger:

"Jeg er den gode hyrde, og fårene kender hyrden på hans stemme, på hans røst". I Grundtvigs formulering: "du selv har sagt, at her og hist du kendes vil på røsten".

Efter første tekstrække læses der anden påskedag om de to disciple, der fortvivlede er på vej til byen Emmaus. De møder en fremmed på vejen, og han spørger, hvorfor de er så bedrøvede. De svarer: "Er du da fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået?". Han spurgte dem: "Hvad da?". De svarer: "Det med Jesus fra Nazaret, som blev overgivet til dødsstraf og korsfæstet. Vi havde håbet, at han skulle forløse os."

Men læg mærke til, at de ikke genkender hans stemme. Som altid slås der i Det Nye Testamente an på tangenter, som giver lyd, der toner som noget, vi har hørt i Det Gamle Testamente. For eksempel fortællingen om Jakob, der ville snyde sig til velsignelsen og bedrage sin bror Esau. Esau var behåret, mens Jakob havde glatte arme. Jakobs mor hjælper ham til snyderiet ved at binde noget skind til hans arme, så den blinde far, Isak, da han rører armene, må tro, at det er Esau, han har for sig, men han siger: "Jeg mærker nok, at armene er Esaus, men jeg synes, at røsten er Jakobs."

Vi kender det jo godt fra moderne situationer, at vi kender hinanden på stemmen, om det så er vores barn i mobilen eller en ven fra provinsen. Nogle kender da jeg ved det fra mig selv at der er visse morgener, hvor man i drømmen hører en stemme, som man har været fortrolig med i mere end 40 år, uforståeligt fordi man godt ved, at den, som har stemmen, smertefuldt nok er død for længe siden. Men stemmen er uforandret den samme. Med Grundtvigs formulering "med her og hist".

Søren Kierkegaard udgav i 1849 tre opbyggelige taler, som hedder "Ypperstepræsten", "Tolderen' og 'Synderinden". Man skulle næsten tro, at han kendte Grundtvigs salme "Med sin alabaster-krukke", fordi hans prosa er så tæt på Grundtvigs poesi.

Kierkegaard fremhæver, at Maria Magdalene må have brugt alt sit mod på at opsøge Jesus i netop farisæerens hus. Der sad mange farisæere, som fordømte hende og ikke begreb, at Jesus lod sig salve af hende.

Hun sidder grædende ved hans fødder: Hun har ganske glemt sig selv, glemt enhver forstyrrende tanke i hendes eget indre, er ganske stille, eller stillet, som det syge barn, der stilles ved moderens bryst, hvor det græder ud og glemmer sig selv.

Hun har ganske glemt sig selv, glemt omgivelsen med alt dens forstyrrende væsen. En omgivelse, som er beregnet på frygteligt og kvalfuldt at erindre hende om hende selv.

Det er om hende, Jesus siger: "Hendes synd er hende tilgivet, fordi hun har elsket meget". Og det er hende, der siger: "Han har sagt mig, hvem jeg er". Normalt var hun låst fast i, at alle vidste, hvem hun var, og sladrede om hende og fordømte hende.

Kende er et mærkeligt ord. I Bibelen er det mærkeligt nok ofte det samme som at elske. Der står for eksempel: Adam kendte Eva og hun fødte ham et barn. Og hvis man i moderne sprog for eksempel siger: "Ja, min datter har kendt ham", betyder det forhåbentlig noget helt andet, end hvis man i avisen læser følgende sætning om en person: "Politiet kender ham". Det vil sige, at i kærlighedens betydning betyder kende både anerkende og vedkende.

Maria Magdalene var fanget i foragt og ringe agt, og hendes befrielse høres i hendes udråb "Han har sagt mig, hvem jeg er". Da hun nu kommer til graven og finder den tom, fortvivler hun, indtil hun spørger den, hun tror er havemanden, om han har flyttet den døde. "Maria" siger han, og da ved hun, at det er ham. Hun kender ham på stemmen.

Man kan undre sig over, at de andre ikke kendte ham på stemmen.

"O Maria søn, du bolde,
døm mig ej med læber kolde,
skjul mig i din kærlighed."

Helge Elbek skriver i bogen "Troens glemsel": "Hun greb efter sikkerhed, efter garanti for opstandelsens virkelighed, men den fik hun ikke. Hun kan ikke give nogen det, de har brug for at skrive om opstandelsens historie. Alligevel blev opstandelsen virkelighed for hende. Det blev påske for hende, fordi hun hørte den opstandnes røst, den har talt til hende. Hun lever ikke i savnet og mindet, men i riget. Dette var ikke, hvad evangelisterne ville fortælle, men det er, hvad de kunne fortælle, og ligegyldigt er det heller ikke for os. For hende blev det påske, som det bliver for os. Vi får ikke den opstandne at se i gravens dør, men vi får hans røst, og sådan bliver det påske også for os."

I en komedie af Shakespeare, som på dansk hedder "Som man behager", lover den forelskede Rosalinde: "Jeg vil elske dig fra nu af og til evighed". Og så tilføjer hun: "Og så en dag til".

Ligesom hans navn blev det knyttet til Marias, da han nævnte det, sådan blev vores navn knyttet til hans ved dåben, hvor det lyder: Du er hans hellige elskede og udvalgte, fra nu af til evig tid. Og så en dag til. Amen.

Johannes Møllehave er teolog og forfatter