Man holder ikke op med at lede efter sin fars anerkendelse, blot fordi han er død

Jeg mistede min far, da jeg var syv år. Men man holder ikke op med at lede efter sin fars anerkendelse, blot fordi han er død. Nu, hvor jeg skal flytte sammen med min kæreste, tænker jeg mere på min far, end jeg har gjort meget længe, skriver dagens kronikør

Jeg er nødt til at sige til mig selv, at min far ville have elsket min kæreste, af de samme grunde som min mor og mine søskende og min stedfar gør det, skriver dagens kronikør.
Jeg er nødt til at sige til mig selv, at min far ville have elsket min kæreste, af de samme grunde som min mor og mine søskende og min stedfar gør det, skriver dagens kronikør. Foto: Privatfoto. .

Jeg har fået mig en kæreste.

Det er ikke, fordi jeg ikke har haft sådan én før. Men det her er min første voksne kæreste. Vi er ved at flytte sammen. Hans ting flytter lige så stille og af sig selv ned ad trappen, ud på gaden og står pludselig i hjørnerne af min stue. En guitar. Et strygejern. En bog af Victor Hugo. Jeg øver mig foran spejlet, afprøver ordets form mellem læberne: Vores.

Det sidste halve år er gået enormt stærkt. Og det kan somme tider føles, som om dagene bare har flydt i en lind strøm som det brusende, bølgende vindpust, der suser igennem brystet som træk, men efterlader en knugende fornemmelse i maven, når jeg tænker på, hvor fantastisk det er, at han er min. Han er min. Om aftenen ligger vi og hvisker under dynebetrækket, om rynkerne på vores kommende børns bløde babyfingre, om svampen i vores kommende kælders fugtrander, om de sodede lava-størkninger langs bjergene på vores fremtidige feriedestinationer. Om alt det ind imellem.

Jeg elsker ham. Jeg elsker at vaske tøj sammen med ham. Og jeg ved godt, hvilken klistret kliché det er, jeg her smører ud over din morgenavis, og jeg er også virkelig ked af, at det skal gå ud over dig og din morgen, at jeg sådan har forelsket mig endnu en gang.

Men jeg tror aldrig før, jeg har vidst, været helt sikker, som jeg er det nu, ind til marven i mine knogler og det inderste af min blødende hjerteblomme, på, at det her, det er rigtigt. Det er rigtigt.

Min mor elskede ham fra starten. Hvordan kunne hun andet? Hun ser, hvordan han skaber struktur i min hverdag som en mønstret søm, der snor sig gennem dage og nætter. Hun hører mit smil gennem telefonen, ser det spænde helt ud i tindingerne, når min kæreste tager min hånd til familiefesterne, eller når han leger med mine niecer og nevøer.

Min stedfar kan lide ham. Min storebror synes, han er nice. Min storesøster er vild med ham – ja, min familie er glade på mine vegne. De behøver ikke engang at sige det. Jeg kan se det i deres ansigter. Måden, de ikke længere omtaler mig som et ”mig”, men os som et ”jer” og ”vi”.

Alligevel er der noget, der mangler. På trods af alle disse positive tilkendegivelser, så er der stadig én, jeg mangler at introducere ham for. Det føles som hjemve. En fremmedfølelse. En længsel efter at vende tilbage til det sted, som aldrig rigtig nåede at eksistere.

Min far er død. Han sov ind i en hospitalsseng af mavekræft, da jeg lige var fyldt syv år.

Når man er så lille, og noget så uforståeligt sker, er der ikke meget andet for de tilbagevendende voksne at gøre end at pege mod skyerne og proklamere, at selvom jeg aldrig ville komme til at kunne give min far et knus igen, så ville han altid være hos mig. Fra bomuldsskyerne på en solskinsdag eller den klarest lysende stjerne på nattehimlen.

Jeg fandt noget trøst i den besked. Til nytår tegnede jeg tegninger til ham, som vi klistrede fast på fyrværkeriraketterne og sendte til himmels i et glitrende farverigt knald. Eller jeg skrev digte, som jeg ofrede til søen eller flammerne blot for at håbe, at de en dag nåede ham. Den far, som jeg aldrig rigtig havde nået at lære at kende.

Da jeg var lille, tænkte jeg tit hans dødsfald som en slags forbandelse, der hang over mig og min søskendeflok. Folk, der ikke kender døden, har en ret til ikke at frygte den, men sådan var det aldrig for os. Far var tegnet på, at denne verden ikke kun er god. Tegnet på, at alting altid kan skrumpe frygteligt ind og pludseligt forsvinde. Folk dør. Huse kollapser. Selvom min mor og resten af vores familie gjorde alt for, at jeg og mine søskende skulle have den bedste barndom, så var der alligevel noget, der aldrig helt faldt på plads. Jeg har været vred på min far. Jeg ved godt, at han ikke døde med vilje. Men den forbandelse, hans død havde lagt over mig, var så umulig at ryste af.

Da jeg blev teenager, blev vreden værre. Mere skummende, mere indestængt. Jeg blev så træt af hans konstant vågende øjne. Mine veninder kunne i det mindste smække døren ind til deres værelse. Men jeg kunne end ikke tage et hvæs af en joint i buskadset på en mørklagt legeplads, uden jeg stadig godt vidste, min far sad oppe i de gennemhullede vatskyer og kiggede ned på mig med sit almægtige, dømmende blik.

Når det er sagt, så er der også ting, der er fantastiske ved at have en død far. Nogle dage, når mine veninder græd over deres forstyrrede fædres forældede befalinger, så kunne jeg sidde ved min faders gravsted og høre sørgelige, sælsomme sange. Mærke hans blik lægge sig tungt på mine skuldre, give øjeblikket mening. Min far modsagde mig aldrig. Og derfor kunne jeg elske ham betingelsesløst. Der var ingen til at opponere. Jeg var aldrig gammel nok, til at vi nåede rigtig at skændes. Jeg har altid uden problemer kunnet ræsonnere, at min far, han måtte have været den bedste far i verden.

Jeg blev voksen uden ham. Jeg har ladet min stedfar blive en del af min arv, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg savner ham stadig, men det er en anden slags savn. Jeg har langt mere erfaring med at have en død far, end jeg har i at have en levende. Men han har altid været til stede i kraft af sit fravær, og når store ting er sket, har jeg altid kigget mod skyerne og spurgt mig selv, hvad han havde syntes om mig, mine valg, mine drømme, mine handlinger og mine opnåelser.

Og ligesådan nu. Det sidste halve år har jeg tænkt mere på ham, end jeg plejede. Faktisk sker det alt for tit, når jeg kigger ind i min kærestes grå øjne, eller når vi ligger sådan og hvisker under dynebetrækket.

Så ville jeg sådan ønske, at jeg kunne introducere min kæreste for min far.

Man holder ikke op med at lede efter sin fars anerkendelse, blot fordi han er død. Tværtimod tror jeg faktisk, jeg har tænkt mere end de fleste over, hvad min far ville synes om mine valg.

Og jeg kan ikke ryste den følelse af mig, at det er forkert af mig at flytte sammen med en mand, før jeg har konsulteret ham. Før de har stået over for hinanden, trykket hinanden tungt og endegyldigt i hånden, en gensidig respekt, før min far har blinket til mig med et anerkendende nik og sagt god for hele foretagendet.

Jeg prøver at give mig selv den bekræftelse, som min far skulle have givet mig. Jeg kigger på min kæreste og ser nogle af de samme træk, som jeg ved kendetegnede min far. Jeg prøver at finde nogle gentagelser: En akademiker. En rationalitet. En loyalitet. En tung, rolig hånd. Ikke fordi jeg gerne vil gå Sigmund Freud i bedene, men fordi jeg ønsker at tro, at min fars personlighed stadig ligger ulmende i mig, hans præferencer, hans tilbøjeligheder, og at jeg stadig selv ubevidst vælger ud fra samme.

Jeg er nødt til at sige til mig selv, at min far ville have elsket min kæreste, af de samme grunde som min mor og mine søskende og min stedfar gør det. Fordi min kæreste får mig til at grine og smile og danse. Så jeg prøver at tage ham i hånden og viser ham min fars gravsten, så jeg prøver at kigge mod himmelhvælvingen og lytte til vindens hvislen og håber på, at det er nok. At når det føles så godt, så er det, fordi det er rigtigt.

Og måske er det heller ikke selve anerkendelsen, jeg leder efter. Måske er grunden til, at jeg længes efter deres fælles møde, egentlig bare et udspring af det faktum, at jeg er sikker på, at de ville kunne lide hinanden. At jeg er sikker på, at de ville have gode ting at tale om.

Kære far. Du skulle have mødt ham. Du ville have kunnet lide ham. Det er jeg sikker på, at jeg tror.

Anna Arendse Thorsen er forfatter og studerende