Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Edvard Brandes og profeten Muhammed

Dansk kultur Der er ikke så mange danskere, der er klar over, at den kulturradikale forfatter og kritiker Edvard Brandes har skrevet et skuespil om profeten Muhammed i 1895. Dagens kronikør gennemgår stykket

I KØLVANDET PÅ Muhammed-krisen kommer der stadig nye bøger, som kan give problemer i Mellemøsten og blandt muslimer bosat i Europa.

I den sammenhæng kan det være interessant at gå 100 år tilbage og se på et skuespil fra 1895 af Edvard Brandes med titlen Muhammed. Skuespil i tre akter. Det skildrer en situation af Muhammeds liv, og det tænkes at foregå i Medina i 600-tallet.

Læs også: Tema om islam

Edvard Brandes (1847-1931) var født i København, og han tilhørte ligesom sin bror Georg Brandes til i spidsen af datidens litterære og kulturelle kredse. Han virkede som journalist i mange år, og han var med til at stifte dagbladet Politiken i 1884.

Edvard Brandes studerede som ung semitiske og østerlandske sprog, og han skrev disputats om hymnerne i Rigveda. Videre har han oversat dele af Det Gamle Testamente fra hebraisk, nemlig Salmerne (1905) og Jesaja (1902). Hans datering af disse tekster vil nok ikke finde tilslutning i dag, men der er relevante formuleringer i hans oversættelser af de hebraiske tekster.

Også Muhammed-skikkelsen har Edvard Brandes behandlet, og i 1895 udkom skuespillet om Muhammed, der skildrer situationen i Medina i 628.

Skuespillets første akt tænkes at foregå i Medina hos Muhammeds tilhængere, Abu Bekr, Omar og Othman. De venter uroligt på, at deres profet, Muhammed, skal komme tilbage fra et togt. Samtidig får de oplysninger om, at en hær fra Mekka er undervejs med planer om at angribe Muhammed og hans tilhængere.

Kort tid før har Muhammed og hans tilhængere forladt Mekka, og de har slået sig ned i Medina, hvor deres situation er usikker. Medina har både en jødisk og en kristen befolkningsgruppe, og ingen af dem er helt trygge ved udvandrerne fra Mekka. Mens de venter på Muhammed kommer Kab, der er leder af den jødiske befolkningsdel i Medina. Kab bliver skildret som en rolig og velmenende mand, der er ked af den uro, der er kommet siden Muhammeds ankomst. Han fortæller, at jøderne ikke føler Mekkas indbyggere som fjender, og han håber at undgå at blive draget ind i konflikter.

Så kommer Muhammed hjem men uden sin unge hustru Aisha, som pludselig er forsvundet. Hun dukker heldigvis senere op i selskab med en ung mand, Safvan. Aisha forklarer, at hun har forladt lejren om natten for at gå ned til en kilde. Hun opdager bagefter, at hun har tabt et smykke, som hun går tilbage for at lede efter. Da hun når tilbage til lejren, er alle brudt op, og hun lægger sig til at sove alene i ørkenen, men så kommer heldigvis Safvan ridende, og han tager hende med tilbage til Medina. Muhammed er rasende over, at hun har været alene sammen med en ung mand. Han overvejer sammen med Aishas far at slå de to unge mennesker ihjel for at undgå onde rygter.

I STYKKETS ANDEN AKT er Muhammed i syv sind om, hvad han skal gøre: tro på Aishas forklaring eller lade hende dræbe. Dernæst kommer en scene, hvor Safvan opsøger den unge Aisha, og det fremgår af deres ordskifte, at deres møde i ørkenen ikke har været helt uskyldigt. Aisha lader sig overtale til endnu et møde med Safvan.

Senere kommer Banana, Kabs smukke datter, oprevet ind til Aisha. Hun er netop blevet gift med sin trosfælle Caleb, men hun bliver antastet af Hassan, en af Muhammeds tilhængere. Aisha mener ikke, at hun kan hjælpe hende hun er bange for, at også Muhammed skal få øje på hende, for han kan godt lide smukke kvinder.

I en følgende scene taler Muhammed med Kab, der understreger, at jøderne lever i fred med Mekkas folk, både hedninge og kristne, og de har intet ønske om at blive involveret i en konflikt, som vil ødelægge deres virksomhed som håndværkere og købmænd.

I sidste akt bliver Muhammed endelig overbevist om Aishas uskyld. Han får en åbenbaring, der pålægger kvinderne at tildække sig, så de ikke bliver antastede af fremmede mænd. Samtidig vågner Muhammeds krigslyst, og han giver ordre til angreb. Alle ikke-muslimer skal have tilbuddet om at tilslutte sig islam, ellers vil de blive henrettet. Han beder om, at Kab og hans datter, Banana, må blive skånet i første omgang og ført til ham. Da Kab og Banana bliver ført frem, spørger Muhammed, om de vil bekende sig til islam, men Kab nægter at forlade sine fædres tro. Han beder roligt Omar om, at han ikke rammer hverken for højt eller for lavt, når han skal halshugge ham. Også Kabs datter, Banana, bliver henrettet.

Edvard Brandes har ikke for ingenting studeret semitiske sprog, og man mærker i stykket, at han kender situationen på Den Arabiske Halvø i 600-tallet efter Kristus. Miljøet her er skildret med en rimelig grad af historisk korrekthed.

DER ER EN HISTORISK KERNE i fortællingen om Aisha, der på et karavanetogt kom bort fra de andre, da hun leder efter et smykke. Kameldriveren kunne ikke se, at hun ikke var i den tilhyllede sadelstol. Sladderen gik lystigt, og profetens modstandere godtede sig. Muhammed var i knibe, men problemet blev løst. Der kom en åbenbaring til Muhammed om, at man skulle vare sig mod sladder om gifte kvinder.

Hvordan skildrer Brandes så Muhammed i sit skuespil fra 1895? Hans tilhængere, Abu Bekr og Omar, skildres som meget afhængige af Muhammed. Når han ikke er der, er de rådvilde, og de kan ikke tage større beslutninger. Han er deres militære leder, og de er overbevist om, at han har en religiøs mission. Et sted siger Abu Bekr, at uden ham er de som et livløst legeme.

VIDERE SKILDRER BRANDES Muhammed som egenrådig. Han giver befalinger, og han forventer, at de omgående bliver fulgt. Hans tilhængere tør ikke gøre andet, end hvad han befaler. De er helt klar over, at deres leder har et svagt punkt med hensyn til kvinder, og det accepterer de uden kritik.

I stykkets sidste akt bliver Edvard Brandes skildring lidt skarpere, og Muhammed bliver til en religiøs diktator, der kalder til krig under feltråbet døden eller islam. Han kommer med barske udtalelser om, hvad der skal ske med de mennesker, der ikke vil følge islam. Muhammed lader i stykkets sidste scener Kab og Banana henrette uden nogen diskussion. Edvard Brandes helt er uden tvivl Kab. Han forsøger at stifte fred, og han skildres som tolerant og velmenende, og han lider en grusom og uretfærdig død.

Man kan spørge sig selv, hvad Edvard Brandes har villet med dette skuespil. Jeg har ikke noget klart svar, men jeg kunne tænke mig, at han har villet vise et glimt af det på dette tidspunkt stadig eksotiske område. Et vigtigt tema for Edvard Brandes var den frie ånds kamp mod snærende bånd i samfundet, men dette emne kan vanskeligt sættes ind i dette skuespil, som lader den velmenende Kab blive henrettet af en religiøs leder.

Muligvis kunne man sætte Brandes skuespil ind i den sammenhæng, som Edward Said har gjort i sin bog Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten fra 1978. Said har en palæstinensisk baggrund, og han var i mange år tilknyttet et af de kendte universiteter i USA.

Saids tese er, at europæiske forskere og forfattere i 1700- og 1800-tallet skabte deres eget billede af Orienten som det fremmede og det eksotiske et billede, der ikke behøvede at have så meget med Mellemøstens beboere, og det billede, som de havde af deres egen situation. Der er for mig at se intet, der taler for, at Edvard Brandes skulle have haft ønske om at krænke islam.

Bodil Kruse er lektor