Sognepræst: Efter 400 år med frihed skal jøderne nu fordrives fra Danmark

Alle, som mener, at omskæring af jødiske drenge på ottendedagen er børnemishandling, bør som en selvfølge også forlade den kristne kirke, thi de bekender dermed, at kristendommen er ond, og at Jesus Kristus er en ond børnemishandler, skriver kronikøren

Svigter vi det jødiske folk, svigter vi os selv, skriver tidehvervspræst Claus Thomas Nielsen i kronikken.
Svigter vi det jødiske folk, svigter vi os selv, skriver tidehvervspræst Claus Thomas Nielsen i kronikken. Foto: Bax Lindhardt/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Ligesom en række andre partier har nu også Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti det som officiel holdning at:

1) Efter 400 år med frihed skal jøderne nu fordrives fra Danmark.

2) Da Gud blev menneske i Jesus Kristus lod han sin moder, Jomfru Maria, være en ond børnemishandler, som lod sin søn omskære på ottendedagen.

3) Kristendommen er en ond religion, som går ind for børnemishandling.

4) Den kristne Gud er en ond børnemishandler. Ifølge kristendommen er det Jesus Kristus, som er hovedpersonen i Det Gamle Testamente, og det er Kristus, som i treenighedens fælleskab byder Abraham, at alle Guds børn omskæres på ottendedagen. Altså er Faderen, Sønnen og Helligånden også fælles om at være børnemishandlere.

Alle, som mener, at omskæring af jødiske drenge på ottendedagen er børnemishandling, bør som en selvfølge også forlade den kristne kirke, thi de bekender dermed, at kristendommen er ond, og at Jesus Kristus er en ond børnemishandler.

At for eksempel Dansk Folkeparti ønsker at fremstå konservativt og som kristendommens beskytter, er åbenbart ren tomhed og hykleri.

Et parti, som kalder sig konservativt, men ikke lader sin hersketrang tøjle af kristendommen, er ikke konservativt, men fascistisk. Også Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Her igen en nærmere forklaring:

Som kristen kan man naturligvis aldrig stemme på eller være medlem af et parti, som nu vil forbyde jødernes omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen. Derved forråder man den kristne civilisation, man angiveligt ønsker at bevare.

Der ligger en dyb sandhed i, at vores civilisation kaldes den judæo-kristne civilisation, men det kan man naturligvis ikke længere kalde den, hvis vi ved at kalde omskæring af drengebørn på ottendedagen for et overgreb og forbyde omskæring for det første derved erklærer, at den kristne Gud er en ond Gud, som har opfordret til overgreb, for det andet derved erklærer, at Jomfru Maria er en ond moder, som udsatte sit barn for mishandling, og for det tredje derved ophæver det jødiske folks mulighed for at leve frit i Danmark.

Jeg er klar over, at mange i dag er aldeles uvidende om kristendommens indhold, så hermed en kort forklaring på omskærelsens betydning for jøder og kristne og på, hvorfor man bryder med kristendommen, hvis man mener, at omskæring er forkert:

Hvad er omskæring af drengebørn ifølge kristendommen? Omskæringen er den hellige pagts tegn, skænket som en velsignelse til Guds udvalgte folk af den treenige Gud selv. Da Abraham var 99 år, det vil sige et år før Isaks fødsel, oprettede Gud endelig, ved omskærelsens tegn, den pagt, han havde forjættet Abraham 30 år tidligere. Gud siger:

”Fra min side er min pagt med dig, at du skal blive fader til en mængde folk; derfor skal dit navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til fader til en mængde folk. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit afkoms Gud; og jeg giver dig og dit afkom efter dig din udlændigheds land, hele Kana’ans land, til evigt eje, og jeg vil være deres Gud!”.

Derpå sagde Gud til Abraham:

”Men du på din side skal holde min pagt, du og dit afkom efter dig fra slægt til slægt; og dette er min pagt, som I skal holde, pagten mellem mig og eder, at alt af mandkøn hos eder skal omskæres. I skal omskæres på eders forhud, det skal være et pagtstegn mellem mig og eder; otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit afkom; omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min pagt på eders legeme skal være en evig pagt!”.

Der er, som vi ser, tale om en gensidig pagt. En pagt, som blev indgået 30 år tidligere, da Abraham adlød Gud og troede Guds forjættelse, og som nu får Guds ydre segl på sig. Gud lover, at Abraham skal blive stamfader til et stort folk, og Abraham holder på sin side pagten ved, at alt mandligt afkom bliver omskåret på ottendedagen. Pagten skal tilmed være evig.

”I din sæd skal alle jordens folkeslag velsignes,” som Gud senere siger til Abraham.

Hvorledes skal dette ske? Hvorledes kan det pagtstegn, omskærelsen, som specifikt gælder for Abraham og hans efterkommere, komme til at være en velsignelse for hele verden, og hvordan kan pagten bogstaveligt talt være evig, når den handler om noget, som sker i denne forgængelige verden? Hvordan kan pagten og dens velsignelse udbredes uendeligt i såvel rum som tid?

Det kan den, fordi pagten i sig bærer en profeti om Jesus Kristus. Den gamle pagt bærer den nye i sig. Den nye pagt opfylder den gamle.

Ja, oldkirkens kirkefædre mente, at omskærelsen før Kristus havde omtrent samme virkning som dåben efter Kristus.

Omskærelsen af drengebørnene var før Jesu fødsel det ydre tegn, det blodige offer, som bortvaskede arvesynden, ikke kun for slægtens drenge, men gennem dem, også for slægtens piger.

Augustin kalder derfor omskærelsen for et af den gamle pagts sakramenter. Ligesom tempelofferet, påskemåltidet og så videre. Det sakramente, hvorved arvesynden blev bortvasket. Augustin skriver:

”Fra den tid, hvor omskærelsen blev indstiftet hos Guds folk, var det et segl på retfærdiggørelse ved tro og udvirkede for unge og gamle renselse for arvesynd og tidligere synd; på samme måde som dåben begyndte at udvirke menneskets genløsning, fra den blev indstiftet.”

Vi kristne véd, at når jødiske forældre, ligesom Jomfru Maria gjorde det, i lydighed mod Guds bud bærer deres dreng til omskærelse, så er det Kristus, de bærer ham til. Det, som er opfyldt for os, det er stadig profeti for dem.

Men netop denne profeti betyder, at det jødiske folk står os nærmere end alle andre folk, og at det indtil tidernes ende er den kristnes kirkes, og de kristne folkeslags, pligt at værne og beskytte det jødiske folk.

Ligeledes er det vores pligt, sammen med vore jødiske brødre, at glædes over, at dette folk efter årtusinders landflygtighed endelig – i hvert fald midlertidigt – har fået et hjemsted, hvor de kan leve beskyttet bag egne grænser. Ja, det er vores pligt at hjælpe dem med at værne deres grænser.

Det jødiske folk er det eneste, vi har en sådan forpligtigelse over for. Svigter vi det jødiske folk, svigter vi os selv. Forråder vi det folk, der før os bar Kristus i sin midte, det folk, hvis stamfader også er vores stamfader, så forråder vi os selv.

Der ligger en dyb sandhed i, at vores civilisation kaldes den judæo-kristne civilisation, men det kan man naturligvis ikke længere kalde den, hvis vi ved at kalde omskæring af drengebørn på ottendedagen for et overgreb og forbyde omskæring for det første derved erklærer, at den kristne Gud er en ond Gud, som har opfordret til overgreb, for det andet derved erklærer, at Jomfru Maria er en ond moder, som udsatte sit barn for mishandling, og for det tredje derved ophæver det jødiske folks mulighed for at leve frit i Danmark.