Prøv avisen
Kronik

Lillian mistede sin søn: Efter dramatikken har lagt sig, er sorgen ensomt arbejde

Lillian Linius Larsen, Sygeplejerske på efterløn

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg mistede min søn for seks år siden. Tiden med opmærksomhed, hilsner, blomster, medfølelse, accept og megen tale om ham er for længst ovre. Nu gælder det ensomt, uundgåeligt, kontinuerligt sjælearbejde, skriver dagens kronikør

Det er seks år siden nu. Tid er gået. Tid læger sår. Tid giver nådigt tid til andet og andre. I et vindue står hans planter. De er vokset til det dobbelte i løbet af de seks år. Gravstenen har fået en smuk grøn nuance, og julerosen ved siden af blomstrer for sjette gang.

I urolige nattetimer eller rastløse dagtimer kan disse naturens udtryk gøre mig sprængfarlig. Han er ikke mere i mine tanker hele tiden, det får mig til at fnyse af raseri og rædsel. Hvor er han blevet af? Hvorfor kan jeg holde hverdagen sammen, når den største livskærlighed er skåret væk? Hvorfor skriger jeg ikke mere forvrænget og lydløst, når ingen ser det? Hvorfor har jeg ikke mere planer om, hvordan jeg kan bringe mig selv derhen, hvor han er? Hvordan kan årene tillade sig at passere uden ham? Mennesker kommer og går. Årstider skifter. Det giver ikke mening.

Jeg har mistet den totale hengivelse i sorgen, som bragte mig tættest muligt på ham, nu hvor han er død. Jeg savner ham mere end noget andet.

Når dagen gryr, og når opgaver og samvær står parat, fordeler tingene sig. Livets diversitet og glædesglimt bliver synlige. Det har jeg valgt, at de skal. Nogle dage kræver det flere kræfter end andre. Jeg takker for, at jeg har haft ham i 30 år, mens vemod og vrede rusker i fundamentet.

Hun er kommet videre, vil nogen sige. Udtrykket bryder jeg mig ikke om. For jeg er jo her og bærer ham stadig med mig rundt i tilværelsen.

Da han blev syg, aftvang han mig et løfte om at passe på mit liv, selv hvis han ikke klarede den. Aldrig har jeg været så indstillet på at holde et løfte. Og aldrig har jeg været så usikker på, om jeg kunne. Det kan jeg.

I entreen hænger hans jakke med solbrillerne i brystlommen. Lidt derfra står de udtrådte Dr. Martens-støvler. Tingene bliver ikke flyttet. Aldrig. Jeg rører ved dem, og det gør ondt, at hans duft er væk. At jakken vist er blevet lidt umoderne bringer fortvivlelsen op i mig.

Jeg ser på Facebook, at hans venner er blevet seks år ældre. Gang i karrieren, skønne børn på stribe. De ændrer måske stil, de trimmer skæg, de køber huse. Ekskærester finder nye partnere. Vemodigt glæder jeg mig med dem, i starten var der kun vrede og smerte. Det første år var jeg i kontakt med nogen af dem, vores fællesskab var sorgen. Jeg vidste godt, det skulle fade ud, smerteligt, men naturligt. Jeg kan godt give slip.

Jeg kommer ikke så ofte til hans grav som i de første år. Der kunne jeg ikke være der nok, glemte tid og sted, kunne ikke bryde op, fantaserede om at lægge mig til at sove der, dø der. Ville kun have selskab af hunden, som holdt mig fast i virkeligheden.

Nu er jeg der vistnok en gang om måneden. Jeg taler til ham, fortæller om, hvordan det går med at holde løftet om at passe på livet. Fortæller ham om glæder, fortrydelser, oplevelser.

Nogen gange græder jeg, nogen gange smiler jeg, nogen gange er jeg optaget af at passe den lillebitte gravhave, som ligger under et stort egetræ, der respektløst kaster blade, agern, sol og skygge ud over gravstenen. Alt efter vejrlig og årstid.

På graven er der smukke sten fra flere dele af verden. Nøjsom beplantning, ingen pynt, for det ville han hade. Af og til spor, der fortæller, at andre end jeg lægger vejen forbi. Det varmer mig at få fysiske tegn på, at han huskes.

Den værste dag er stadig hans fødselsdag. I 30 år var den forbundet med brusende kærlighed, glæde og stolthed. Nu tager sorgen i stedet kvælertag. Jeg har forsøgt at skabe ritualer for den dag. Det er ikke lykkedes. Nogle sender hilsner til mig. Det trøster.

I de første år føltes moderskabet som revet væk. Jeg var amputeret, kunne ikke finde nogen balancepunkter. Min barndomsveninde fik sagt de forløsende ord ”husk, du er jo stadigvæk mor”. Hun lagde tryk på ”stadigvæk”, det hjalp.

Hendes bemærkning gav mig på en måde moderskabet tilbage. Jeg taler om ham, refererer til minder, ligesom andre forældre taler om deres børn. Det giver smil og smerte. Jeg er heldig, fordi min mand, min familie og mine venner tilsyneladende kan holde det ud. Ganske ofte kommer der en kampgejst op i mig, for de skal huske, det skal jeg nok sørge for!

Jeg ved godt, de husker. Jeg ved, at mange er kede af det ud over mig. Men jeg er kun i stand til at rumme min egen sorg og lidt af den, de allernærmeste føler. Det bliver vist ikke anderledes.

Jeg prøver at regulere mine udslip og gør mig umage for at spørge til dem og deres. For jeg vil inderst inde så gerne høre om det. Det har været hårdt arbejde at nå hertil. I lang tid, når talen faldt på deres børn og børnebørn, måtte jeg klamre mig til stolen for ikke at løbe brølende bort som et skamskudt dyr.

Min mand har en dejlig datter, som har to skønne drenge. Hun og hendes mand forstod, at det i flere år var forbundet med smertelig modsatrettethed at skulle være bedstemor for hendes børn, som også har mormor, morfar, farmor og farfar.

Smerten over tabet af mit eneste biologiske barn samt de børn, han gerne ville have, blev næsten ubærlig i samvær med hendes dejlige drenge. Jeg knoklede med at sortere smerten fra kærligheden til dem. Min mand, som har levet sammen med min søn i 27 år, hjalp mig enestående på trods af sin egen sorg.

Nu er det lykkedes med drengene, smerten er blegnet. Det tog fem år, og det er en sejr.

Jeg er ikke blevet et andet menneske af at miste ham. Min natur er den samme. Men jeg har fået et livsvilkår, som måske gør, at jeg navigerer på andre måder end før. Jeg ved det ikke, og det er egentlig heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, hvilke ting der prioriteres nu med det afsæt, som er blevet mit.

Tab er et alment livsvilkår, som vi godt kan tåle. Ellers var der jo ingen mennesker på kloden. At gøre tab og sorg til grund for at isolere sig fra livets udfordringer kan være fristende, men det dur ikke. I mit tilfælde ville det være en direkte hån mod den livsglæde og -respekt, som han besad til det sidste. En hån mod hans eftermæle.

Fødsel og død indrammer livet. Mit håb er, at vi vil kunne komme til at tale naturligt om hele livet og ikke kun have fokus på kontrol, personlig promovering, præstation, overskud, forbrug og oplevelser inden for comfortzonen.

Naturen er, som altid for mig, den ærlige, store healer. Jeg går lange strækninger.

Desuden er kirken blevet et frirum. Her er jeg tæt på hele tilværelsen. Her er ro, fordybelse og allerede opfundne ritualer til alle faser af tilværelsen. Her er præster at tale med, som ikke er bange for emner som sorg, skyld, vrede og tab.

Efter 37 år uden for folkekirken er jeg nu inde igen. Det føles godt.