Vi har nu gennem et års tid fejret reformationsjubilæum, og Reformationens lange historie er blevet endevendt. I forskning og landsdækkende medier er det blevet heftigt diskuteret, hvorvidt Reformationen har været roden til mest godt eller ondt i moderne velfærdsstater, og i kirkelige sammenhænge er jubilæet blevet markeret med alt fra spændende lokale tiltag til store festgudstjenester med hele udtrækket: processioner, ridderkors og borgmesterkæder, kongelige og politikere, der gerne har sunget Luthers salme fra 1528, ”Vor Gud han er så fast en borg”, næsten som var vi stadig i åbent opgør med pavemagten i senmiddelalderen.
Fejringen har i kirkelig sammenhæng først og fremmest været en festlig folkekirkelig medriden på den bølge, der skyllede gennem dele af Europa fra den 31. oktober 1517, hvor Luther efter sigende slog sine teser op, men netop derfor er den også endt med at blive for meget en Luther-fest og for lidt en kritisk optagethed af, hvad det vil sige at være luthersk kirke i dag. Den levende kamp med vores egen tradition, som reformationsåret burde have inspireret os til at tage op med fornyet vitalitet, har fyldt påfaldende lidt i de kirkelige markeringer. Til gengæld har der været ganske mange gentagelser af Luthers ord, pointer og salmer, som om munken og reformatoren fra Wittenberg var et særligt sandhedsvidne hævet over både historie og tid. Og man kan få den tanke, at vi som kirke især har fejret Luthers opgør med den katolske kirke ved at lulle os ind i den drøm, at vi her i 2017 stadig fremstår som en nyligt befriet og fornyet kirke.
Meget i folkekirkeligheden anno 2017 peger imidlertid på – når festen er overstået, og vi vågner op til dagligdagen igen – at den løbende kirkelige selvransagelse måske fylder mindre end optagetheden af fortidens meritter og teologi. Og det vil under alle omstændigheder være langt mere luthersk potent her efter jubilæumsåret at holde op med at forstå os selv som dem, der kommer efter Reformationen, og i stedet begynde at forstå os selv som dem, der har brug for at tænke reformatorisk igen. Efter Luther-festen kommer nu hverdagen, hvor vi som protestantisk kirke på et mere fundamentalt plan skal videreføre det reformatoriske projekt: den teologiske kamp og det løbende opgør med vores egen tradition.
I den kamp er det ikke længere nok at ride opløftede med på en 500 år gammel bølge, fortrinsvis at synge salmer fra 1500-tallet eller at tænke teologi på baggrund af senmiddelalderens menneskeliv. Når festen er slut, må man tage afstanden til Reformationen alvorligt og arbejde videre ud fra den. Luthers virkelighed er ikke vores. Vi lever ikke længere i en fortryllet verden befolket af engle og dæmoner eller i en verden, hvor Fjenden (Luthers ord for Satan) er papister og tyrken. Vi lever ikke i en verden hvor mennesker frygter, at deres udøbte børn går fortabt, hvor skærsild og Helvede venter, og hvor forestillinger om en snarlig dommedag er udbredte. Vi lever ikke i en verden, hvor Gud er en selvfølge, og hvor mennesker er bange for fortabelsens flammer. Vi lever derimod i en sekulariseret verden, hvor Gud for mange ikke længere er en selvfølge, men en mulighed, og hvor gudsfrygten mildest talt er aftaget med tiden. Middelaldermenneskets længsel efter en nådig Gud er i dag erstattet af den enkeltes kamp for at indtage en betydningsfuld plads i verden og en længsel efter Gud overhovedet, og troen er ikke længere det, der frisætter mennesker fra præstationsangst, men for mange i dag det stik modsatte: en stadig mere umulig præstation.
Derfor skal vi tage vores egen tid alvorligt nok til at gå i kamp for at give mennesket evangeliet tilbage i en form, der også i dag sætter det fri. Og netop den kamp ligner afgørende Luthers, for Luthers største ydre kamp var dybest set kampen for at give kristendommen tilbage fra kirke-eliten til det enkelte menneske, så livet for ham eller hende simpelthen forandrede sig. Den kamp kan man ikke føre med skåltaler og luthercitater, men i det daglige arbejde med at styrke og forny gudstjenester, teologien, salmesangen, forkyndelsen og dermed også hele tiden kristendommens sprog.
Det er i bund og grund kirkens sprog, det handler om. På Luthers tid var kirkens hovedsprog latin, altså et elitesprog. Dermed var det jævne folk udelukket fra den verden af teologisk tænkning, der levede af og i kirkesproget. Den udbredte brug af latin gjorde folket til uindviede, der ikke selv havde adgang til at læse Bibelen og tilegne sig troen. Kirken havde taget fuldt patent på frelsessproget. Med Luthers teologi ønskede reformatorerne at give troen tilbage til den enkelte, og det skete ikke mindst gennem den lutherske fornyelse af sproget. Det er en af Luthers helt store fortjenester, at han netop gav det almindelige menneske et fornyet trossprog. Han vidste, at den, der ikke kunne tale kristendom på sit eget modersmål, alt for nemt lod sig kue af kræfter, der samlede sig i eliter og uanfægtet kunne opfinde deres egen eksistensberettigelse; eliter, der uden bibelsk belæg kunne gøre sig selv til frelsesuddelere og opfandt alt fra falske sakramenter og meningsløse ritualer til skærsildens pinsler. Kristendommen skulle derfor læses, høres og synges på et modersmål. Bibelen, som for Luther var kristendommens egentlige fundament, skulle oversættes til tysk og gøres tilgængelig for den menige troende, og evangeliet skulle synges i salmer på det talte og levede sprog.
Reformationen var både en teologisk og sproglig reformation. Det bør mane til eftertanke. Den fornyelse af kristendommen, der kom til udtryk i reformatorernes arbejde med oversættelser og nydigtede salmer, fortæller, hvor essentielt det er, at kirken til stadighed formår at tale på et levende sprog, og den peger på, at der er noget, vi i næsten forstemmende grad har forsømt i en reformationsfejring, der har været fuld af lovprisninger af Luthers fornyelse, men hvor fornyelsen i dag har fået alt for ringe plads i forhold til den lidt for fantasiforladte gentagelse og afsyngning af Luthers egne ord.
Måske ligner vores kirkesprog (og her tænker jeg især på det aldrende bekendelsessprog og gudstjenestens vigtigste sprog, salmesproget) i dag i stigende grad det latinske kirkesprog på Luthers tid. For mange ikke-kirkevante er kirkesproget ikke længere meningsbærende som andet end et formsprog. Det et er sprog, der kun synges af de få (man behøver bare at se, hvor mange der ikke længere åbner salmebøgerne til en gudstjeneste!) og tales af endnu færre. Vi taler gerne om vores salmeskat, men den daglige virkelighed er stadig flere steder, at det religiøse sprog længe har været døende for mange. Det er dybt fatalt for en luthersk kirke, og det burde vi have talt meget mere om til et reformationsjubilæum.
En modig luthersk fejring af kirken burde netop handle om at tage det hårde, men livgivende opgør med tidligere teologiske forestillinger formuleret i et religiøst og mytologisk sprog, der ikke længere for alvor kan give evangeliet meningsfuldt videre til nutidens menighed. Eller som ligefrem af og til – som en slags nutidens latin – kan være en regulær forhindring for evangeliets udbredelse.
Derfor må man håbe, at festen nu munder ud i det egentlige fornyelsesarbejde: at give det sekulariserede menneske et stærkt, kristent, religiøst sprog igen. Det er den helt store udfordring i vores luthersk-evangeliske folkekirke fremover, og det er eneste vej frem, hvis kristendommen fortsat skal overleve i Danmark som mere end en stolt, historisk tradition.
Iben Krogsdal er forfatter, ph.d. og salmedigter.