Karoline mistede sin bror i togulykken på Storebæltsbroen: Jeg har lært, at godhed er magisk

Min lillebror Kasper blev dræbt i togulykken for et år siden. Efter at vi mistede Kasper, lovede jeg mig selv, at jeg ville leve mit liv mere i hans ånd. Men det er svært at finde ud af en ny måde at leve på med savn og sorg

Karoline Hughes mistede sin bror i togulykken på Storebæltsbroen for et år siden. Hun ville ønske, hun havde givet ham et ekstra kram, da han var på vej til nytårsfest. Men hun turde ike. Hendes råd er, at man altid skal være gavmild med kærligheden. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Karoline Hughes mistede sin bror i togulykken på Storebæltsbroen for et år siden. Hun ville ønske, hun havde givet ham et ekstra kram, da han var på vej til nytårsfest. Men hun turde ike. Hendes råd er, at man altid skal være gavmild med kærligheden. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Et kalenderår gået, og en familie har overlevet det første svære år med sorg og savn. Min lillebror Kasper blev dræbt i togulykken den 2. januar 2019, og nu har vi gennemlevet højtider og mærkedage uden ham for allerførste gang. Jeg kan stadig ikke forstå, at han er væk og forventer sommetider at se hans navn i min indbakke eller at skulle hente ham ved toget. Jeg savner ham.

Dette år har lært mig meget om at eksistere med sorgen, men også om mennesker og vores relationer. Det eneste, vi har, er hinanden.

Jeg har lært om godhed og varme, der er kommet fra helt uventede steder. Om mod og gavmildhed. Modige og gavmilde mennesker, der har turdet gå ud over deres egen komfortzone, deres sikre rum, og som har kunnet åbne op og række ud til en som mig, hvor man kunne risikere, at jeg lækkede på grim og ukontrollerbar vis med snot, gråd og afmagt. Dem vil jeg gerne sige tak til.

Dem, der ikke har skyldt mig noget som helst, men som har givet og været der. Dem, der ikke har slået blikket ned. De har mindet mig om, hvor fint et sted verden stadig er. Hvordan der må være håb for os på trods af klimakriser og katastrofer, fordi næstekærligheden findes i form af omsorg og et lille klem på armen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tak til jer. I vidste måske ikke, det var lige de ord, det kram, eller det, at I turde holde blikket fast, der gjorde, at jeg følte, det var udholdeligt at være sørgende søster den dag.

Jeg har også lært om menneskelig nærighed. Om akavethed. Det kawe, som det hedder heroppe i Hjørring, hvor jeg kommer fra. Dem, der tydeligt ikke kan håndtere det, der er så svært. Dem, som lukker af, og dem, som bare forsvinder og måske tænker, de kan dukke op engang, når jeg er glad igen.

Når man lærer om menneskelig nærighed følger også et vist kendskab til bitterhed. Og hvis bitterheden ikke skal tage en alt for fast plads i hjertet, må man tvinge sig til at lære tilgivelse også. Så det har dette år også lært mig. Sorg er svært. Ikke kun for dem, der sørger, men også for dem, der står på sidelinjen.

I tv-serien ”Derek” udtaler Ricky Gervais’ karakter Derek den vigtige sætning ”Kindness is magic”. Kindness på dansk kan oversættes med venlighed, men der ligger så meget mere i det engelske begreb. Heri også omsorg og godhed, som helt bestemt er magisk.

Efter at vi mistede Kasper, lovede jeg mig selv, at jeg ville leve mit liv mere i hans ånd, at jeg ikke ville spilde tiden, og at jeg ville være magisk med godhed. Jeg skulle bruge mine kræfter og energi hos min familie og venner, dem jeg holder af, og jeg skulle lytte og være til stede, ligesom Kasper var.

Jeg har ikke været særligt dygtig til noget af det. For det er svært at finde ud af en ny måde at leve på med savn og sorg.

Til gengæld forsøger jeg at være god ved mig selv og ikke slå mig selv i hovedet med min manglende indsats. Og så giver jeg ikke op, for det er stadig mit mål.

Godhed er magisk, og det er gavmildhed også. Ikke bare tyveren til min allerbedste Hus Forbi-sælger på torvet, eller mønterne til dem med raslebøssen, men især gavmildheden med varme, lyttende ører og omsorg til dem, der har brug for det.

Det er den gavmildhed, omsorg og kærlighed, jeg ikke vil gå ned på i det nye år. Og som jeg håber, vi alle sammen kunne opdyrke.

Jeg vil ikke tænke, at det snart slipper op, så jeg hellere må være lidt påpasselig med at dele ud. Jeg vil allerhelst give og give så meget, jeg kan, i håb om, at der aldrig bliver tomt, men bare endnu mere fyldt i mit hjerte. Jeg har oplevet dem, der deler ud på den måde, og de står som de klareste stjerner for mig.

Mit sidste farvel til min bror var en kold morgen sidst i december. Han skulle til nytårsfest, og vi skulle ses snart igen, så jeg løb ikke tilbage og gav ham et bedre, længere og tættere kram, selvom jeg havde lyst til det, da vi havde sagt ”vi ses”.

Jeg fik ikke sagt nok til ham, hvor skønt og fantastisk det havde været at være så meget sammen med ham i julen. Det skulle jeg have gjort.

Når jeg tager afsked med dem, jeg holder af nu, siger jeg ikke farvel, som om det er sidste gang, jeg ser dem, for det ville nok skabe for meget postyr at gøre det hver eneste gang.

Men jeg vil ikke holde så meget igen.

Når jeg vinker til mine børn på vej i skole, laver jeg hjerter med hænderne og luftkys, til de ikke kan se mig mere. Jeg vil ikke have, de bare ser mig lukke døren, mens de sender selvopfundet kærlighedstegnsprog til mig. Så hellere være en tand for fjollet.

Når min mor er på vej ud ad døren, og jeg synes vores kram var halvt, så stopper jeg hende og giver hende et nyt.

Det er dét, jeg ville ønske jeg havde gjort med min bror. Så ville han have grinet ad mig, fordi det var åndet, og det havde været fint. Men jeg var hæmmet, og jeg turde ikke.

Så vær fjollet, for meget, overdrevet og gavmild med kærligheden. Det tror jeg ikke på, man kan fortryde.

Med dette nye år vil jeg gøre mit bedste for at sige tak til dem, der hjalp vores familie i det allersværeste. Dem, der var gavmilde, og som ikke var bange for at være for meget.

Og også sige tak til dem, der ikke helt magtede det, men som fumlede klodset med ordene, som ikke vidste, hvilket ben de skulle stå på, men alligevel prøvede og på den måde gjorde en forskel. Det er ikke nemt, så tak.

Det eneste, vi har, er hinanden. Dem, der griber og støtter, er dem, der redder os. Send et tak til dem, der har grebet og støttet dig, eller se, hvem du kan gøre noget ekstra for.

Det eneste, vi har, er hinanden. Godhed er magisk. Det er vel bare så simpelt som det.