I de seneste uger har de fleste af os danskere været tunet ind på, hvordan det er gået de 120 danske atleter ved De Olympiske Lege i Rio.
Vi har fået sat ansigt og navne på både kendte og ukendte sportsudøvere, der mere eller mindre lever og ånder for deres sport. Tag bare OL-sølvvinderen Jakob Fuglsang og guldmedaljevinderen Pernille Blume, som vi allerede er kommet på fornavn med efter deres fantastiske præstationer. Og hånden på hjertet: Hvem har ikke følt en snert af ejerskab og national stolthed, når medaljerne er kommet i hus?
Inden OL forudså det ansete amerikanske sportstidsskrift Sports Illustrated i en analyse af alle deltagerlandenes talenter spået, at Danmark ville få 11 medaljer. Nu fik vi 15. En medaljehøst, som ikke er set større end ved legene i 1948, og som er langt større end vort befolkningstal egentlig tilsiger.
Det er da heller ikke landets 7000 kilometer kystlinje eller befolkningens vikingeaner, der har bragt Dannebrog og danske sejlere, roere og svømmere til tops ved OL igennem tiderne. Ej heller er det en tilfældighed, at verden kalder os en håndboldnation, og at folk i Kina stadig kan huske badmintonstjernen Lene Køppen.
Nej, at Danmark og danske atleter kan gøre sig gældende i verdenseliten skyldes i høj grad idrætsudøvernes dedikation og talent, men også politikernes mod. Med vedtagelsen af eliteloven og oprettelsen af Team Danmark i 1985 blev det slået entydigt fast, at eliteidræt – og dermed national medaljehøst – er et fælles anliggende for staten, idrætten og erhvervslivet.
Som nationen Danmark har vi ganske enkelt en fælles interesse i at skabe optimale sportslige, økonomiske og strukturelle betingelser, så de bedste af de danske idrætsudøvere kan konkurrere med et stadigt mere professionelt felt af atleter fra hele verden. Nationale sejre og profilering af Danmark internationalt er ikke alene et nationalt gode. Idrætsudøvernes sejrsmarch inspirerer også blandt andre børn og unge til at blive idrætsaktive og forhåbentlig forfølge egne stjernedrømme som alternativ til virtuel Pokémon-jagt eller online-champ i World of Warcraft.
Nu hvor OL er overstået, er der derfor god grund til at overveje, om successen fra 1985 ikke bør kopieres til et andet område.
Trods det gamle OL-motto fra 1908 – ”Det vigtigste er ikke at vinde, men at deltage” – er der nemlig en betydelig gruppe danskere, der ikke føler sig inviteret til at deltage i landets idrætsklubber. De finder ikke selv vej til klubberne og føler ikke, at en etableret idrætsklub ville være et oplagt sted for dem. Det drejer sig som landets socialt udsatte mennesker.
Den psykisk syge, som har brug for at føle, at det er i orden med holdkammeraterne at have en dårlig dag og høre nogle stemmer. Den tidligere eller nuværende alkoholiker, som er bange for den tredje halvleg, der er en integreret del af fodboldkulturen i Danmark, eller den hjemløse, der kun magter at komme til træning hver fjerde gang, og som for øvrigt ikke har en adresse, som girokortet kan sendes til.
Det er ikke alene synd og skam for den enkelte, men også skidt for den nationale bundlinje. Socialt udsattes lave aktivitetsniveau er en af årsagerne til, at de dør 22 år tidligere end gennemsnittet og trækker betydeligt på sundhedssystemet. De går kort sagt glip af idrættens effekter i forhold til livskvalitet og sundhed. For eksempel viser forskning fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet, at hjemløse, der blot spiller fodbold to timer om ugen, ryger ud af risikozonen for samtlige livsstilssygdomme. Anden forskning viser, at fællesskabet omkring idrætten kan medvirke til at reducere misbrug, ensomhed og motivere til at komme videre i livet.
Men ligesom med eliteidrætsudøvere skal der noget ekstra til for at få målgruppen af udsatte til at præstere. Det kræver idrætstilbud, som tager højde for deres fysiske og psykiske funktionsniveau. Og så kræver det ikke mindst en ekstra indsats i forhold til at motivere og fastholde socialt udsatte i idrætsaktiviteterne. En indsats, som idrættens hovedorganisationer ikke prioriterer, og som landets lokale idrætsforeninger foreninger ikke har ressourcerne og kompetencerne til at løfte, da det ligesom med eliteidrætten, ikke er en opgave, der udelukkende kan løftes af frivillige kræfter.
Heldigvis har en række frivillige organisationer taget udfordringen op. For eksempel har Dansk Væresteds Idræt, Idræt for Sindet og Ombold udviklet idrætsformer- og turneringer, der bevirker, at tusinder af socialt udsatte er blevet del af idrætsfælleskaber rundt omkring i landet – også selvom de ikke er medlem af en klub. De spiller med andre i samme situation ved gratis åbne fodboldtræninger i større byer, de deltager i cykelløb, hvor det også er tilladt at stille op med tandemcykler, de konkurrerer i diverse tilpassede sportsgrene ved idrætsfestivaler og events og engagerer sig som frivillige og udøvere i Asfaltligaen. Udsatte, men nu også idrætsudøvere, fordi der tages hensyn til deres livs‑ situation og fysiske funktionsniveau.
Alle disse initiativer får hjælp fra statslige puljemidler fra Social- og Indenrigsministeriet og Kulturministeriet samt private fonde som for eksempel Trygfonden.
Men i modsætning til eliteidrætten er der ikke nogen fælles målsætning om, hvor mange der rent faktisk skal dyrke idræt – endsige en langsigtet økonomisk model, der sikrer, at der rent faktisk er midler til at oprette permanente tilbud til de udsatte. Kort sagt: Afhængigheden af puljemidler og det manglende fælles strategiske afsæt betyder, at der konsekvent er usikkerhed om aktiviteterne, og at organisationerne må hoppe fra tue til tue. Tallene taler her for sig selv. Hvor stat og kommuner hvert år bruger mere end 500 millioner kroner på eliteidræt og fem milliarder kroner på breddeidræt, afsættes der årligt betydeligt mindre end de cirka otte millioner kroner, det koster i direkte støtte at få en enkelt OL-medalje med hjem fra Rio på at understøtte idrætsdeltagelsen hos samfundets allersvageste.
Det kan og bør vi kunne gøre bedre som samfund. Lad os derfor bruge OL-begejstringen fra Rio til at inkludere alle i sportsfælleskabet. Sloganet ”Kom op af sofaen” bør også gælde dem, der slet ikke ejer et sådant møblement! Selvfølgelig skal Team Danmark ikke også være en organisation for de socialt udsatte. Men lad os bruge modellen til langt om længe at skabe et Team HeleDanmark med klare målsætninger for, hvor mange udsatte der skal dyrke idræt – naturligvis med afsæt i en langsigtet finansieringsmodel. I modsætning til i Rio vil vi ikke kunne gøre successen op i guld, sølv og bronze. Men faldende sundhedsudgifter, længere levetid og medborgere, der kommer tilbage på sporet er mildest talt også værd at kæmpe for.
Kom så, Danmark!
Martin S. Pedersen og Lykke Friis er henholdsvis sekretariatsleder og bestyrelsesmedlem i organisationen Ombold