Eksistentialisme og vulgær-eksistentialisme

KRONIK: Frankrig fejrer i år 100-året for fødslen af Jean-Paul Sartre, den moderne eksistentialismes fader. Meningerne er delte om den franske filosof, men at han har sat sig varige spor, er de fleste enige om

Jean-Paul Sartre, den moderne eksistentialismes fader, har altid vækket stærke følelser hos sine læsere. Således også i dag: I Frankrig fejres 100-året for Sartres fødsel med en række nye udgivelser om hans liv og værker. I Danmark giver fødselsdagen anledning til voldsomt kritiske udbrud – i hvert fald fra nogle debattører.

Sartre er således nok en gang blevet bebrejdet sin forblindelse af marxismen, ligesom han er blevet beskyldt for at savne det engagement, han selv prædikede. Han er endda blevet opfattet som fortaler for terror. Sidstnævnte på baggrund af hans udtalelse om, at vold, der ikke lader sig holde tilbage, er mennesket, der skaber sig selv på ny.

I mine øjne er sådanne anklager et tydeligt eksempel på, at Sartre er blevet misforstået, og eksistentialismen forvansket gennem de seneste 50 år. Den almene læser kender formentlig Sartre bedst fra hans skønlitterære forfatterskab. Ikke alle er lige begejstrede. Det skyldes måske, at Sartres romaner og skuespil bør læses på baggrund af hans filosofi. Det er idéerne bag fortællingerne, som bærer disse værker. Sartre var en middelmådig forfatter, men en stor tænker.

For at imødegå dommen over den, der ikke længere kan forklare og forsvare sig selv, må det være på sin plads at lade Sartres eksistentialisme tale hans sag. Derfor en kort opsummering af eksistentialismens grundbegreber i deres oprindelige form: Ifølge Sartre har verden – som Gud har forladt – ikke i sig selv en betydning: Verden får sin mening gennem det enkelte menneske.

Mennesket er i stadig forandring i og med, at det er, hvad det vælger at gøre sig selv til. Mennesket er summen af sine allerede udførte handlinger, og de projekter, det strækker sig frem mod: Eksistens går forud for essens, siger Sartre.

Mennesket er altså frit stillet til at vælge sine handlinger. Eller, som Sartre udtrykker det: Mennesket er frihed. Dette gælder, selvom vi til enhver tid befinder os i en begrænset situation. Mennesket kan nemlig vælge, hvordan det vil forholde sig til situationen – og de begrænsninger, vi opstiller som undskyldninger for vores tilværelse, er et resultat af vores oprindelige valg. På den baggrund bliver det tydeligt, at mennesket ikke er givet nogen undskyldning for sine valg. Mennesket er dømt til frihed.

Med frihed følger ansvar: Den enkelte fremstår gennem sine handlinger som eksempel for andre. I bevidstheden herom oplever mennesket angst: Hvilket valg er det rette?

For Sartre er det rette valg, det valg, der medfører størst mulig frihed for det størst mulige antal mennesker. Sartres etik viser sig således som en frihedens etik: en etik, der vælges af det redelige menneske, som bestræber sig på at føre en autentisk eksistens.

En autentisk eksistens foregiver ikke over for sig selv eller andre at være andet, end den er. Den er en levende ansvarlig frihed, som vælges på ny hvert øjeblik. Det vil egentlig sige, at autenticitet ikke handler om at være (forblive), men om at (til)blive.

Man kan derfor hævde, at Sartre talte for oprør i og med, at eksistensen er et vedvarende oprør mod tilværelsens meningsløshed. Men Sartres omtale af volden må betragtes som et forsøg på at forstå de processer i den menneskelige bevidsthed, der får volden til at manifestere sig som handling, og handlingen til at manifestere sig som vold.

Sartre taler om den onde tro eller falske bevidsthed, som er modstanderen i forhold til en autentisk eksistens. Ond tro er en tilstand, i hvilken man bedrager sig selv.

Mennesket foregiver for sig selv, at tingene forholder sig på en given måde, skønt det ved, at de i virkeligheden forholder sig anderledes. Sådan lever de fleste individer det meste af deres liv – trygge ved de illusioner, som forhindrer, at angsten overvælder dem.

Vi er alle med til at opretholde den onde tro i os selv og hinanden. Vi definerer hinanden ud fra bestemte karakteristika eller roller, hvormed vi indirekte afviser tanken om mennesket som en fortsat tilblivelse og forandring. Vi opfatter i højere grad hinanden og os selv som ting end som liv.

I et sådant determineret socialt landskab er det lettere at navigere.

Vi undgår at sætte spørgsmålstegn ved vor egen eksistens og ved vore menneskelige relationer. Men vi mister samtidig muligheden for at udnytte vort fulde potentiale som frit vælgende individer.

I efterkrigstidens rystede og desillusionerede vestlige samfund slog Sartres tanker an i intellektuelle og kunstneriske kredse: Eksistentialismen blev en modefilosofi. Avantgarden tillagde sig Sartres og livsledsagersken Simone de Beauvoirs vaner: Man hang ud på caféer, røg franske cigaretter og anlagde en kritisk spekulativ holdning til bestående systemer, som ivrigt blev debatteret.

Med tiden bredte eksistentialismens frihedstanke sig til større dele af samfundet og blev fulgt af et mere aktivt udadvendt engagement, som fandt et eksplicit udtryk i 1960'ernes ungdomsoprør. I tiden, der fulgte, blev den vestlige verden stadig mere frigjort. Eksistentialismen havde sejret. Men var det en pyrrhussejr?

På paradoksal vis synes eksistentialismens udbredelse at have medført en udvanding og forvanskelse af dens grundbegreber. Eksistentialismen kendes nu kun som en vulgær-eksistentialisme, der til gengæld har gennemsyret samfundet.

Følgelig fremstår friheden i dag som frihed for ansvar og autenticiteten som en ny form for ond tro eller falsk bevidsthed. At vælge sig selv er blevet til det at iscenesætte sig selv, for derigennem at postulere en autentisk eksistens uafhængig af udefrakommende moraldomme og grænsesætninger. De mange reality-shows på tv, hvor menigmand kan "træde i karakter" foran kameraet, kan siges at eksemplificere dette fænomen.

I sin oprindelige form er eksistentialismen en ansvarlighedens og humanismens filosofi, som også i dag taler til den, der søger en brugbar tilværelsestolkning og en global etik uafhængig af religiøse og politiske tilhørsforhold. Eksistentialismen viser os, at autenticiteten skal søges i det enkelte subjekt og udfolde sig i forhold til medmennesket.

I 2005 har vi ikke den angsterfaring at bygge på, som var udgangspunktet for efterkrigstidens eksistentialister. Autenticitetsspørgsmålet trænger sig imidlertid så meget desto mere på, idet den tryghed, som opleves på basis af en forøget ydre frihed, synes at have befordret den falske bevidstheds fortræng-ning af det autentiske autenticitetsbegreb.

Hvorvidt Sartre i forbindelse med sit politiske engagement traf de rette valg, kan vel fortsat diskuteres. Men så bør man diskutere en hel generations holdning til samme ideologi.

Til gengæld kan det næppe diskuteres, at det lykkedes Sartre gennem sit engagement i udarbejdelsen af den moderne eksistentialisme at påvise almengyldige strukturer i den menneskelige bevidsthed og dermed i forholdet mellem mennesker. Derfor har Sartres livsværk eviggyldig karakter, uanset om man deler hans ateistiske syn på verden eller bekender sig til en religion.

Tina Charlotte Møller

er stud.mag.art. i nordisk litteratur