LIVET BESTÅR VEL AF 90 procent hverdage og kun 10 procent ”balfaldera”, så det er vigtigt, at vi holder af hverdagen – selvom det er en udfordring en kold, grå og småregnende novemberdag.
Dan Túrell skrev de populære ord ”Mest af alt holder jeg af hverdagen” – og det må jo siges at være et godt udgangspunkt. Og en stor del af befolkningen i Danmark holder faktisk af deres hverdag, jævnfør rapporteringer om, at vi er et af verdens lykkeligste lande. Denne lykke handler vel netop om kærlighed til de dage, der er flest af. Det er imidlertid ikke det billede, vi får, når vi læser aviser og ser nyheder – for hverdagen er sjældent en god historie. Nyhedsreportager handler overvejende om det dramatiske, det katastrofale, spektakulære og ekstraordinære.
Ifølge den østrigsk-amerikanske sociolog Alfred Schutz er det vaner, rutiner og det velkendte, der præger vores hverdag. Han definerer hverdagen ved ”den naturlige indstilling” – det vil sige den indstilling, vi almindeligvis har i vores dagligdags gøremål, hvor vi ikke tænker nærmere over hændelser og egne handlinger. Den naturlige indstilling gør det let for os at gebærde os i hverdagen.
Vores handlinger i hverdagslivet fordrer ikke særlige refleksioner eller overvejelser. Vi kan bare gøre, som vi plejer at gøre, og faktisk er disse vaner definerende for hverdagslivet ifølge Alfred Schutz. Man kan her få den tanke, at indstillingen i hverdagslivet er lidt sløv og mindre opmærksom – men det er ikke sådan, Schutz forstår hverdagslivet.
Tværtimod mener han, at vores indstilling i hverdagen er præget af en lysvågenhed, hvor vi er rettet mod konkrete (arbejds-)opgaver. Ifølge Alfred Schutz skal der et særligt chok eller brud til, for at vi træder ud af hverdagslivet. Dette beskriver han metaforisk som et tæppefald i teateret, når forestillingen afsluttes. Et sådant chok eller brud betyder, at vi for en tid forholder os på en anden måde og ikke agerer med den naturlige indstilling. Det gælder for eksempel, når vi reflekterer teoretisk over en problemstilling, bevæger os ind i drømmen eller legens verden, eller når vi – som i tiden efter den 11. september 2001 – frygter endnu et terrorangreb og er påvirket af stigende mistro og angst for offentlige pladser eller menneskefyldte steder.
FØR ALFRED SCHUTZ’ hverdagslivsteori havde man inden for filosofien også rettet blikket mod hverdagen – dog uden at tematisere denne filosofi som en filosofi om hverdagen. Jeg tænker her på Søren Kierkegaard og den tyske og franske eksistentialisme. Pointen hos Kierkegaard er dog en helt anden end den, vi ser hos Alfred Schutz. Ifølge Kierkegaard er det vigtigt at bryde med hverdagslivets vanemæssige indstilling. I bind 12 i sit samlede værk sammenligner Kierkegaard vanen med et rovdyr ”som listende overfalder de sovende, mens det da suger blodet ud af de sovende”.
Han mener imidlertid, at vanen er endnu værre end dette rovdyr:
”Thi hint dyr søger sit bytte blandt de sovende, men det har intet middel til at dysse de vågne i søvn. Det har derimod vanen; den lister sig søvndyssende ind på mennesket, og når dette er sket, da blodsuger den en sovende, mens den vifter kølighed over ham og gør søvnen endnu lifligere.”
Vi skal altså ikke lade os lulle i søvn af vanemæssige handlinger. Ifølge Kierkegaard skal vi bryde med den vanemæssige tilgang – konfrontere os med ”angest”. Inden for eksistentialismen argumenteres der for, at vi skal se ned i den metafysiske afgrund som døden og vores egen forgængelighed kan anskues som.
Kun herved kan vi ”vælge os selv” og træde i eksistens. Hos Kierkegaard er det overordentligt vigtigt at bryde med den indstilling, som han mener karakteriserer en spidsborgerlig tilværelse – hvilket skal forstås nedsættende som en småborgerlig tilværelse. Her har individet ikke bevidst taget stilling til sin egen hverdag og valgt sig selv.
Hvor Alfred Schutz opstiller begreber til en nøgtern analyse af vores hverdagsliv, kommer Kierkegaard med en opfordring om ”at træde i eksistens”. Selvom Kierkegaard ikke forholder sig eksplicit til hverdagen, kan hans eksistentialisme ses som et bud på, hvordan vi bør forholde os til hverdagen. For Alfred Schutz er rutinerne og vanerne en forudsætning for, at vi kan få hverdagslivet til at fungere.
ANDERLEDES HOS KIERKEGAARD, der retter et skarpt og kritisk blik mod vanemæssige handlinger og ser disse handlinger som blokerende for det eksistentielle valg om at træde i eksistens. Ifølge Kierkegaard fordrer dette valg den religiøse tro. Uden troen er det nemlig ikke muligt at foretage det eksistentielle valg, forholde sig engageret og opleve hverdagen meningsfuld, selvom denne mening ikke kan begrundes logisk.
Uden faste, definerende holdepunkter bliver det hele mere flydende, og det har konsekvenser for vores hverdagsliv. En række sociologer eller modernitetsteoretikere har analyseret og skrevet om de forandringer, som kendetegner vores senmoderne hverdagsliv. Inden for sociologien er det således blevet langt mere trendy at beskæftige sig med hverdagen. De strukturelle forandringer for vores hverdagsliv handler blandt andet om globalisering, demokratisering, frisættelse fra køn, klasse, social baggrund og sekularisering.
Religionen definerer ikke længere meningen for os – den skal vi selv skabe. Hvis vi forholder os religiøst, er det et aktivt tilvalg, vi skal kunne begrunde og legitimere, og er ikke blot overleveret via kulturelle traditioner. Den engelske sociolog Anthony Giddens påpeger, at disse ændringer og ikke mindst globalisering og individualisering betyder, at vi forholder os langt mere refleksivt i vores hverdagsliv. Vi er optaget af alle de valgmuligheder, vi har og skal tage stilling til – det gælder i forhold til overordnede beslutninger vedrørende uddannelse, boligform, familierelationer og kontinuerligt i hverdagen, idet vi konfronteres med en række konkrete forbrugs- og livsstilsvalg.
Modsat argumentationen inden for eksistentialisme gælder det ifølge Giddens om at holde den eksistentielle angst stangen ved ”at holde vores selvfortælling kørende”. Det vil sige, at det gælder om at være i gang med meningsfulde aktiviteter i hverdagen for herved at skærme os for eksistentiel angst og uro. Samtidig vil vi i kraft af individualiseringen opleve succes og fiasko som vores eget ansvar og egen skyld, hvilket kan virke forstærkende på den eksistentielle angst og uro. Kritisk kan det her bemærkes, at det for mange opleves som et stort pres – ikke mindste for socialt mindre privilegerede grupper i samfundet.
SCHUTZ, KIERKEGAARD OG GIDDENS bidrager alle med væsentlige perspektiver på hverdagslivet. Vores handlinger i hverdagen er til en vis grad stabiliseret af den naturlige indstilling, vaner og rutiner, sådan som Schutz har tydeliggjort. Men også kun til en vis grad, for konfrontationen med mange livsstilsvalg og livsmåder giver anledning til kontinuerlige refleksioner over vores hverdagsliv; og det er uanset, om alternative livsmåder er opnåelige og reelle valgmuligheder eller ej.
I dag vil vi typisk forholde os reflekterende til vores eget hverdagsliv. Er jeg på rette kurs? Ønsker jeg at leve, som jeg gør, med det arbejde, den familie og de fritidsaktiviteter, jeg har, eller skulle jeg foretage nogle andre valg og bryde med mit nuværende hverdagsliv?
Uanset om det er realistisk økonomisk og på andre måder muligt at vælge frit, vil vi typisk forholde os langt mere reflekterende til hverdagslivet, end Schutz’ teori giver indtryk af. Den eksistentielle uro – og måske også angst? – er nemlig ikke blevet mindre, men må snarere forstås som et grundvilkår for det senmoderne hverdagsliv.