En agnostikers tvivl og håb

Når talen falder på selve livets opståen, så er vi alle på Herrens mark. Biologernes og evolutionsforskernes forklaringsmodel med tilfældige mutationer virker ikke overbevisende, men det gør snakken om jomfrufødsel, mirakler og opstandelse fra døden heller ikke, mener dagens kronkkør.

Arkivfoto: Kvinde i et illumineret telt kigger op mod stjernehimmelen.
Arkivfoto: Kvinde i et illumineret telt kigger op mod stjernehimmelen. . Foto: Frank Zullo.

Lever vi mennesker kun med det formål at forplante os og aflevere vores gråhvide støv til jorden for vore efterkommere? Har livet en større og højere mening? Disse spørgsmål har optaget menneskeheden i årtusinder, og mange tænkere har gennem tiden søgt svar på de spørgsmål, som mere end noget andet har optaget dem livet igennem.

Jeg er uddannet civilingeniør i svagstrømselektroteknik og har derfor kun kompetence til at udtale mig rent fagligt om anvendt naturvidenskab og de tilhørende naturlove og teorier. Som menneske har jeg ikke større forudsætninger end alle andre for at udtale mig om disse livsvigtige og eksistentielle spørgsmål.

Men en passus under studierne blev hængende i hovedet på mig og har ikke forladt mig siden. Det var i varmelære, hvor professor E.S. Johansen i sin lærebog siger:

Hvis man tænker på Jordens urtilstand som en glødende, vel steriliseret klode og på, at det er de selvsamme atomer, der har fundet sammen til den nuværende verden og blandt andet udgør den ærede læser, er det lidt vanskeligt at forstå, at denne udvikling har været helt tilfældig.

Der kom virkelig noget at tænke over.

Da Darwin lancerede sin teori om arternes udvikling gennem tilpasning til miljøet, selektionspres og rigeligt med afkom, kendte han ikke til gener og mutationer. Den gældende evolutionsteori kaldes derfor også nydarwinismen og er for så vidt en velbegrundet erfaringsvidenskab. Men evolutionsteoriens forudsætninger om en udvikling, der sker gennem naturens tilfældige forsøg med mutationer og afprøvning efter de forhåndenværende søms princip, virker ikke overbevisende som naturens drivkraft.

Da et meget stort antal af de tilfældige mutationer ikke er brugelige i evolutionær henseende, går de tabt i tidens løb i naturens store skraldespand. Den utroligt lange række af gennemsnitligt heldige, overlevelsesdygtige mutationsfølger, der skal til for at danne organerne i en funktionsdygtig, nulevende organisme, er så enorm, at det overgår al menneskelig forstand. Og det gælder også, selvom naturen har rigeligt med afkom at forsøge sig med. Atter her er det vanskeligt at forstå, at denne udvikling har været helt tilfældig.

Det korte spand af tid på evolutionens tidsskala, hvor vi har eksisteret her på Jorden og har haft mulighed for at fundere over og undersøge evolutionens frembringelser, er så kort, at det nærmest grænser til det infinitesimale. Og når talen falder på selve livets opståen, så er vi rent ud sagt på Herrens mark. Hypoteser og teorier er der nok af, men de slående beviser skylder biologerne og evolutionsforskerne os stadig.

Jeg er døbt og konfirmeret i folkekirken, men jeg kan ikke tro på en personlig, skabende og opretholdende Gud. For Jesus som menneske er det i dag historisk godtgjort, blandt andet af den antikke jødiske historiker Josefus og af den græske historiker Tacitus, at han har levet som fysisk person og vandreprædikant i Palæstina .

Tacitus fortæller: Navnet de kristne opstod med den Jesus, der i Tiberius regeringstid blev henrettet af statholderen Pontius Pilatus. Josefus: Han var Messias (den salvede) og blev på vore lederes angivelse dømt til døden på korset.

Men hans mor, Marias jomfrufødsel, hans undergerninger og opstandelse fra de døde på tredjedagen efter sin korsfæstelse har præsten ikke kunnet sælge til mig.

Disse menneskeskabte fortællingers oprindelse hylder sig i fortidens tåger, men smukke er de sandelig og fulde af livserfaring fra den tid med dens normer, menneskesyn og traditioner for overtro. Jeg har en begrundet antagelse om, at jeg i dag ikke står alene med disse forestillinger.

Naturvidenskaben har i cirka 200 år gået sin sejrsgang den ene gang efter den anden ved sin egenskab at kunne udnytte naturkræfterne og den materielle natur til gavn for mennesket. Men i rusen over disse sejre ser vi i dag resultaterne af en rovdrift og hensynsløs overudnyttelse, så det kræver flere jordkloder for at kunne tilfredsstille vores materielle behov: global temperaturstigning med klimaændringer, arktisk afsmeltning med havvandsstigning til følge, usædvanlige storme og tyfoner, monsterregn, oversvømmelser og mudderskred i visse områder og tørke andre steder.

Det er naturens egen naturlige måde at svare igen på vores utæmmede grådighed over for den, når den forsøges presset bort fra balance.

Inden for fysikken gælder det såkaldte kausalitetsprincip eller årsagsloven, der simpelthen siger, at en virkning forudsætter en årsag, hvor årsagen kommer før virkningen. Ser man bort fra visse spidsfindigheder inden for kvantefysikken, er kausalitetsprincippet et universelt princip en naturlov der gælder overalt i den kendte del af universet.

Hos filosoffen Benedict Baruch Spinoza (1632-1677) er begrebet substans et nøglebegreb, nemlig det, der er årsag til sig selv og kun kan begribes ved sig selv. Alt, der er forårsaget af noget andet, eksisterer i kraft af sin årsag. Hos Spinoza er der noget, der eksisterer i kraft af sig selv og altså er sin egen årsag, nemlig Gud.

Hvis Gud eksisterer, hvad jeg i dag mener, han gør, må han/det være det eneste eksisterende, fordi i begrebet Gud (substans) ligger, at der ikke kan være flere af slagsen, da flere så på en eller anden måde ville begrænse hinanden eller gensidigt påvirke hinanden. Hvis en af dem kræver de andre til sin forklaring, så ville den ikke være en substans. Vi kan heraf slutte, at Gud (substansen) er alt: altet, verdensaltet, universet, kosmos. Universet er det eneste kendte objekt, der er årsag til sig selv og kun kan begribes ved sig selv.

Hvad er det så for en gud, jeg er havnet i? En slags udvidet panteisme, der ligesom H.C. Ørsted fandt Gud i naturen. For Spinoza, der var en lovende rabbiner, betød det en fordømmelse fra Det Jødiske Trossamfund i Amsterdam og en flugt til Spanien. I sine senere år vendte han tilbage til Amsterdam og levede tilbagetrukket sin tid ud som fredelig linsesliber i byen. Hans filosofiske tanker og resultater er aldrig blevet gendrevet, og der er ikke tale om endnu et gudsbevis i gængs forstand.

Gud i den udviklede gestaltning kan ikke nægtes at være skabende og opretholdende for sit skaberværk, men personlig og kærlig kan han eller det ikke siges at være tværtimod snarere fjern og kold. For at komme videre i mine tanker må jeg endnu et trin op og ty til fysikkens mere subtile forestillinger om såkaldte multiversereller mange-universer og højere dimensioner end de tre, vi fra naturen er udstyret til at kunne fatte. Og deroppe slår min forståelse ikke længere til, og det kan være godt det samme.

Da den engelske fysiker Stephen Hawkings engang besøgte den daværende polske pave Johannes Paul II, spurgte paven til Big Bang-teorien for universets skabelse, og hvad der var før den. Dette nærmest forbudte spørgsmål kunne Hawkings som fysiker ikke svare på, hvorpå paven foreslog: Skal vi ikke overlade dette spørgsmål til Vorherre?.

Hvis Gud var erkendbar for os mennesker, hvorfor er vi så aldrig kommet nærmere svarene på de spørgsmål, som stilles i begyndelsen af denne artikel? Måske er grunden til det, at Gud er et menneskeskabt billede, der personificerer menneskets frygt for det ukendte, et håb og en trøst i nøden imod verdens tilskikkelser og en Gud, der kun skal tros og håbes på? Jeg vil derfor slutte med at til tilstå, at jeg som agnostiker må beholde min tvivl og mit håb indtil videre.