Jeg har i den seneste tid funderet over, hvorfor nogle af mine ligesindede borgerlige debattører og politikere er blevet så fascinerede af den såkaldt stærke mand. Man kan næsten kalde det en diktator-fascination.
I Rusland har vi i årevis været vant til Vladimir Putin som den topløse, muskuløse leder på hesteryg, og nu har vi i USA fået den aldrende og utilregnelige Donald Trump, som fortrinsvist udtrykker sig i oneliners og på Twitter. Begge dele med stor folkelig succes.
Bevares. Mere bekymrende er det, at deres appel nu også virker på indflydelsesrige mennesker, som – med al respekt for almindelige mennesker, der også skal sørge for madpakker, rengøring, vasketøj og sengetider – burde vide bedre.
Som borgerligt-liberal værdikonservativ strider hele denne fascination af enevældige machomænd lodret imod min opfattelse af frihed i hele sin grundvold. Under et diktatur – de facto eller mere elegant camoufleret – er det måske nok en mulighed at tænke frit, så længe man gør det i stilhed. Men her stopper friheden. Muligheden for at ytre sig frit eller organisere sig, som man ønsker, er ikke en mulighed.
Den britiske premierminister Neville Chamberlain vendte hjem fra München i 1938 og erklærede ”Fred i vor tid”. Talrige sovjetiske ledere er behændigt redigeret ud af fotos, fordi de gik imod systemet. Hvad ville borgerlige koryfæer som John Locke, Edmund Burke eller Winston Churchill sige?
Historien har det med at gentage sig selv. Også fascinationen af stærke mænd i svære tider. Den ikoniske danske præst Kaj Munk, som i 1930’erne skrev toneangivende indlæg i blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten, var i begyndelsen af Hitlers regime meget fascineret af den tyske leder og hans annoncerede ambitioner om at skabe orden og fremgang for det tyske rige. Kaj Munk ændrede ret hurtigt opfattelse, da diktaturets sande ansigt viste sig. Denne detalje har det – desværre for hans eftermæle – med at gå tabt.
Spørgsmålet er, hvornår det går op for de personer, som jeg ellers i store træk deler fløj med; nogle vil placere dem på den yderste højrefløj – jeg vil selv betegne mange af dem som borgerligt ligesindede. Men det er et problem af dimensioner, at mange af dem er fascinerede af den russiske krigsforbryder Vladimir Putin eller den syriske massemorder Bashar al-Assad. Se blot, hvad der foregår i det østlige Ukraine i øjeblikket – et område, som Putin ulovligt har annekteret, imens Vesten kigger den anden vej. For slet ikke at tale om, hvad Assad i årevis har foretaget sig i Syrien: systematisk tortur og ugentlige hængninger af politiske modstandere.
Disse stærke mænd har så meget blod på hænderne, at det trodser enhver beskrivelse. Deres motiver er i bedste fald uklare; deres gerninger er i strid med enhver ædruelig opfattelse af, hvordan man kan behandle mennesker. Nærmere beskrivelser af forholdene i den syriske præsidents fængsler er under alle omstændigheder forbudt for børn.
Alligevel står danske debattører i kø for at foretrække en mand som den høflige og velsoignerede Bashar al-Assad frem for ”alternativet”. Jeg fatter det ikke. Hvordan kan man foretrække en mand, som har så meget blod på hænderne? Han har brugt kemiske våben imod sin egen befolkning, han er skyldig i dokumenterede krigsforbrydelser, og hans efterretningstjeneste anvender tortur. Hans regimes ideologi, baath, er en arabisk ideologi, der er inspireret af socialisme og 1930’ernes fascisme.
Hans heppekor påstår, at det er bedre for os i Vesten at have netop ham ved magten frem for en opposition, som kunne vise sig at være imod den vestlige ideologi. Men Assad har altid kritiseret Vesten og anklaget den for sammensværgelser imod hans regime. Andre påstår, at han er meget Israel-venlig, men Assad har endnu ikke anerkendt Israel og kalder området for ”det besatte Palæstina”. Han påstår, at han bekæmper islamister og Islamisk Stat, men indtil nu har han først og fremmest bekæmpet de moderate, som kunne true hans position. Desuden har Assad allieret sig med en religiøs terrororganisation, Hizbollah, der er på terrorlisten, og som har et erklæret mål om at udslette Israel. En anden af Assads allierede er det brutale iranske præsteregime. For slet ikke at tale om Putin. Ham vender jeg tilbage til. Lidt af en klub. Og igen: Det hænger slet ikke sammen – set med vestlige, demokratiske øjne.
Hvorfor skulle man foretrække en mand som Assad? Ja, han holder efter bedste evne kontrol med sit land, og det sker med en jernhånd. Det burde give sikkerhed og stabilitet for os i Vesten, men virkeligheden er en anden. Det ser vi hver eneste dag – i Tyrkiet, i Grækenland, på Balkan og videre op igennem Europa. Men toneangivende politikere og debattører er åbenbart ligeglade med syrerne, så længe Assad ikke eksporterer flere problemer i vores retning.
Jeg er ikke en af dem. Jeg har læst mine historiebøger. Jeg ved, hvad der skete, da Chamberlain indgik sin naive aftale med Hitler i 1938. Det, der sker i Syrien i disse år, er ikke i Churchills ånd.
Disse meningsdannere, der hævder, at alt var bedre og i hvert fald mere stabilt under massemordere som Iraks Saddam og Libyens Gaddafi, skulle selv prøve at have levet under dem. Bare en måneds tid. Eller bare én dag i deres fængsel. De forestiller sig ikke de umenneskelige forhold, som diktatorer udsætter deres egne befolkninger for.
Og så har vi Putin. Hans propaganda virker tilsyneladende efter hensigten. En stor del af højrefløjen i Danmark betragter ham nu som en kristen helt. De ser ham som en mand, der forsvarer kristne værdier og bekæmper terror.
Vi taler om en mand, som slår sine politiske modstandere ihjel. For Putin er det ikke kristendommen, der er vigtig, men ham selv og hans magtambitioner. Putin er professionel kristen og er sig selv nærmest, og hans primære mål er at skabe kaos i Vesten, så han kan komme længere frem på banen. Det kører ret godt for tiden.
Manden hader demokratier, og jeg forstår ikke, at man i Vesten har købt hans skepsis over for EU og Nato. Det er ren propaganda. Ja, EU er i krise, men det er at foretrække frem for en alliance med Putin. Der er desuden intet alternativ til Nato for Danmarks sikkerhed.
Putin er ikke gået ind i konflikten i Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat, sådan som han påstår. Ikke én eneste bombe har han kastet mod IS’ hovedstad, Raqqa. Ligesom Assad er Putin primært gået efter den moderate opposition. Man kan naturligvis rose ham for at bekæmpe al-Qaeda-aflæggeren al-Nusra, men denne jihadist-gruppe har ikke udført et eneste terroranslag mod Vesten. Al-Nusra opererer udelukkende i Syrien. Putin har egne militære interesser i Syrien – længere er den ikke.
Alt, hvad Vladimir Putin profilerer sig med, er en stor løgn. Alligevel er det lykkedes ham at profilere sig som en stærk mand, der kæmper for grundlæggende kristne værdier. Meningsdannere i Vesten er villige aftagere og formidlere af budskabet. Jeg forstår det ikke. Man gør sig til en nyttig idiot for en diktator.
En diktator er en diktator er en diktator. Det kan ikke siges nok. Man skal ikke lade sig forblænde af mænd, der uden at blinke tager folks frihed fra dem, torturer dem og samtidig stikker blår i øjnene på Vesten. Det ser ud, som om man i kampen imod islamistisk terror har valgt at gå i partnerskab med Fanden selv. Det er rent bedrag.
Jeg håber, de besinder sig og i Churchills ånd lader fascinationen af den stærke mand erstatte af en sund liberal-konservativ skepsis.