Prøv avisen
Kronik

En ekspedition med traumatisk udgang

Under ekstreme forhold opstår situationer, hvor det ikke blot handler om ens eget og de andres liv, men også ens eget eller de andres liv, og hvor et tragisk valg, uanset hvor nødvendigt det kan synes, nådesløst straffes af os selv, skriver dagens kronikør

Det er vist de færreste, der ikke kender oplevelsen af svigt. Det kan handle om ikke at forsvare en kammerat, der bliver mobbet, eller at komme med en løgn for at fremstå klogere, modigere og mere ansvarsfuld, end man er. Svigtet er i disse eksempler åbenbart og uden dybere konsekvenser. Måske søger man at bortforklare det, måske føler man skam og dårlig samvittighed, men uanset hvad vil situationen normalt hurtigt være glemt.

Men der findes også situationer, man ikke glemmer, fordi konsekvenserne er så meget større, hvor det handler om liv eller død. Har man, måske endda kun i udkanten af sin bevidsthed, en mistanke om et svigt af denne art, har man fået en af de mest plagsomme følgesvende, der findes.

For at denne mistanke kan melde sig, behøver der ikke være tale om et faktisk svigt. Mistanken kan være helt ubegrundet eller bero på, at det dybest set er umuligt at afgøre, om der er tale om et svigt. I så fald risikerer man at ende i samme situation som Josef K. i Kafkas ”Processen”, i en illusorisk frihed, hele tiden med muligheden for i næste øjeblik at blive indkaldt for en imaginær domstol og skulle gennemgå udmattende forhør, der alligevel ikke fører til noget – mindst af alt til den frikendelse, som romanen ikke kender noget eksempel på.

Under Anden Thule-ekspedition, hvis afgørende fase fandt sted i 1917, altså i år for 100 år siden, og som havde til formål at kortlægge den nordgrønlandske kyst, omkom to personer: grønlænderen Hendrik Olsen og den svenske botaniker Thorild Wulff. Omstændighederne blev aldrig ordentligt klarlagt, og især sidstnævntes død og spørgsmålet om ansvaret for den blev den væsentlige årsag til, at der i kølvandet på ekspeditionen opstod en strid mellem lederen Knud Rasmussen og en af deltagerne, geologen Lauge Koch. Efter at have rumlet i mange år på de indre linjer bragtes den til sidst også ud i offentligheden, dog først i forbindelse med Knud Rasmussens død i 1933. Det skete i Lauge Kochs nekrolog om ham, trykt som kronik i dagbladet Politiken.

Koch nævner her, at han i en bestemt situation under ekspeditionen havde rådet til at vende om. De havde under ekspeditionen slet ikke haft den jagt, der skulle ernære dem selv og hundene, og risikerede derfor at bukke under af sult og udmattelse. Herefter fortsætter han:

 ”Til sidst tog Knud en beslutning og sagde: ’Nej, vi skal løse vore opgaver og så gå, til vi ikke kan mere.’ Det gjorde vi så. Det var Knuds autoritet, det var hans viljekraft, der gennemsyrede rejsen hjem over indlandsisen, således at i alt fald kun dr. Wulff døde af følgerne af den. Når Knuds og mine veje i de senere år skiltes, så skyldes det ikke, som nogle har troet, en forskellig opfattelse af dispositioner fra den rejse. Alle de spørgsmål har vi for længst gennemdebatteret, og jeg tror, at jeg i Knuds sted ville have handlet som han. Det har jeg også sagt ham.”

Selvom man må sige, at Koch taler lige ud af posen, er der alligevel en vis uklarhed knyttet til hans udtalelser. Nok fremgår det utvetydigt, at der efter Kochs mening undervejs er blevet disponeret uforsvarligt, og at Knud Rasmussen er ansvarlig for Wulffs død, men disse stærke anklager dementeres tilsyneladende samtidig af, at Koch ville have handlet som Knud Rasmussen.

Nekrologen forblev ikke ubesvaret. Den såkaldte Thule-komité, som stod bag Knud Rasmussens ekspeditioner og blandt andet bestod af fem fremtrædende videnskabsmænd, reagerede skarpt på påstanden om ansvaret for Wulffs død: ”Spørgsmålet om, hvem der har skylden for dette dødsfald, om nogen overhovedet har det, kan ikke nu klares, men det faktiske forhold er, at dr. Wulff efter egen anmodning blev efterladt, medens han endnu var i live, af Lauge Koch, der herved handlede mod de med ekspeditionens leder trufne aftaler.”
 
Det siges dermed ikke, at Koch må bære ansvaret for Wulffs død, men komitéen søger tydeligt nok at flytte spørgsmålet om ansvar og skyld tilbage til afsenderen.
Brød m indryk: Den situation, komitéen henviser til, var følgende: Fire dage før Wulff blev efterladt, er Knud Rasmussen sammen med polareskimoen Ajako taget i forvejen for at hente hjælp til de resterende og mest medtagne deltagere i ekspeditionen, Koch og Wulff, der er ledsaget af endnu to polareskimoer. Det er, mens disse langsomt bevæger sig mod et mødested, at Wulff giver op og efter eget ønske bliver efterladt, stadig i live, men dybt afkræftet. Han ser kun sin redning i, at de andre skyder et rensdyr, der kan give ham det nødvendige energitilskud, men det gør de først flere dage efter, og det er da for sent at vende tilbage til Wulff, der, ræsonnerer de, nu med sikkerhed må være bukket under.

Den vigtigste aftale, Koch skal have handlet imod, er, at han ikke er blevet hos Wulff og har sendt de to polareskimoer i forvejen. Men det er ifølge Koch blevet umuliggjort af stærk tåge, der vil gøre det så godt som umuligt for dem at finde hinanden igen.

Alt dette og mere til, der samlet betyder, at der ikke kunne være handlet anderledes, end der blev, fremgår af en officiel rapport, som offentliggøres i forbindelse med hjemkomsten fra ekspeditionen i 1918 og er aftrykt i Knud Rasmussens bog om den, ”Grønland langs Polhavet”. Der var da heller ingen, der i samtiden satte spørgsmålstegn ved rapporten. Det besynderlige er så, at Koch 15 år efter af egen drift tager spørgsmålet om ansvar og skyld op i sin nekrolog.

Hvis vi skal forstå det, er vi nødt til at sætte os ind i Kochs situation. Det nytter ikke, at alle frikender ham, hvis han ikke selv gør det. Som sagt: Blot mistanken er nok til, at man kan komme til at befinde sig i det kafkaske skyggerige. Blandt flere vidnesbyrd om den traumatiske virkning hos Koch af at forlade Wulff kan nævnes polarforskeren Eigil Knuths udtalelse: ”Talte man med ham i mere end fem minutter, kom han ind på det.”

Også de øvrige vidnesbyrd viser klart, at Koch, lige siden begivenhederne udspillede sig, har levet med den nagende tvivl som en uafbrudt plagsom følgesvend. Når han i sin nekrolog helt uhørt – om de døde ikke andet end godt, plejer man at sige – i al offentlighed lægger ansvaret for Wulffs død på Knud Rasmussen, må det ses som et forsøg på én gang for alle at befri sig for tvivlen og som udtryk for hans voldsomme bitterhed mod den mand, der har bragt ham i en umulig situation med dybt traumatiske eftervirkninger.

Som det fremgår af min bog om ekspeditionen og dens lange efterspil, er den officielle rapport en konstruktion. Der findes et mere autentisk grundlag for at bedømme, hvad der egentlig skete i de kritiske dage, hvor Wulff blev efterladt, nemlig Kochs egne, aldrig offentliggjorte dagbogsoptegnelser og meteorologiske journal.

Under min jagt på hans dagbøger dukkede optegnelserne op i Rigsarkivet. Med kendskabet til disse bliver man ikke bare klar over, hvor barsk situationen var, men også dens indbyggede brutalitet, fordi alt handler om overlevelse. Og man forstår bedre, hvorfor Wulffs død voksede til at blive et traume for Koch.

Veteraner fra krigen i Irak eller Afghanistan vil formentlig kunne fortælle tilsvarende historier. Under ekstreme forhold opstår situationer, hvor det ikke blot handler om ens eget og de andres liv, men også ens eget eller de andres liv, og hvor et tragisk valg, uanset hvor nødvendigt det kan synes, nådesløst straffes af os selv. Skal vi overhovedet finde noget opmuntrende i det, er det, at vi åbenbart i bund og grund er moralske væsner. Om ikke før bliver vi klar over det, når det virkelig gælder. J