Prøv avisen
Kronik

En flænge i et maleri – en ridse i rigsfællesskabet

I Færøernes domkirke i Tórshavn hænger et maleri af Ditlev Blunck. Nu er den danske stat og det færøske landsstyre blevet uenige om, hvem der ejer billedet. Ingen aner, om det dengang i en fjern guldalder var en gave eller et lån, skriver dagens kronikør

I denne sommer oplystes den danske kulturkalender pludselig af to overraskende highlights: Nivågaard-udstillingen opdagede den glemte danske guldaldermaler Ditlev Blunck, og en lang række danske kulturinstitutioner, som i en årrække havde modtaget donationer fra Feriefonden, fik besked om, at donationerne faktisk havde været lån, der nu skulle tilbagebetales.

De to bemærkelsesværdige hændelser havde ud over samtidigheden dét til fælles, at de belyste og aktualiserede en helt tredje, længerevarende historie, som er: Der hænger – og har siden 1829 hængt – i en kirke i Tórshavn et maleri af Ditlev Blunck, som Frederik VI dengang gav som altertavle til kirken, der siden er blevet Færøernes domkirke. Og så pludselig viser det sig, at ingen aner, om det dengang i en fjern guldalder var en gave eller et lån. Og altså hvem der så i dag ejer billedet: den danske stat eller det færøske landsstyre – eller kirken? Og hvem ejer så dén? Jo, man aner det med bestemthed. Problemet er bare, at det man aner, er det stik modsatte af hinanden.

I 1829 bestod Tórshavn af en klynge små hytter på et næs, hvor man fra før Harald Hårfagers og Svend Tveskægs tid havde holdt tingsmøder. Det færøske samfund var forunderligt, forblæst og fattigt. Om ”kunst” i landet skrev en færøsk maler en gang til mig: ”Kunst var husflid i de mørke dages tvungne lediggang. Af træ var der kun drivtømmer. Af farver kun fårenes brune toner. Livet var enkelt uden mange valgmuligheder. Nøjsomt i et omfang vi i dag næppe forstår.” Vores histories anden pol er København. En landbrugskrise gennem hele 1820’erne havde standset opsvinget efter statsbankerotten i 1813. Så det er rigtigt, hvad Poul Martin Møller hørte klerken råbe ude blandt Manilas rønner: ”Danmark er et lidet, fattigt land.”

På Færøerne sidder den første til formålet uddannede amtmand: Christian Ludvig Tillisch, jurist, energisk, idérig. Han kender godt triviel portrætkunst i embedsmandshjemmene, men billedkunstneriske udtryk for livets større temaer, tilgængelige i det offentlige rum, findes kun i kirken. Tórshavns gamle, italienske altertavle er en Getsemane-idyl fjernt fra det karske klima uden for vinduerne. Da sætter amtmanden sig midsommerdag 1829 til skrivebordet og anmoder Sjællands biskop, Frederik Münter, nede i København om ”at udvirke hos Hans Majestæt, at en altertavle kunne skænkes Thorshavns Kirke”.

Münter har en klart overophedet energi tilfælles med sin søster Friederike Brun ude på Sophienholm. På sine rejser har han ikke bare besøgt Goethe og Herder, men talt om kunst med kardinalen af Napoli og set Caravaggios ”Jesu nedtagelse af korset” i Vatikanet. Han husker nu at have set et billede af en ung maler, Ditlev Blunck, som kongen tre år før købte på Charlottenborg-udstillingen, og som mindede ham om Caravaggio-billedet. Dét må lige være noget for en færøsk kirke.

Münter går straks løs på overhofmarskal Hauch, der er leder af kongens malerisamling, og Hauch går videre til kunstkammerforvalter Spengler med spørgsmålet: Der ønskes overladt til brug som altertavle i kirken i Tórshavn et billede, som uden afsavn kan afgives, og biskoppen foreslår nu et billede af Blunck. Og dét passer Spengler godt. Han har nemlig Blunck-billedet ”Kristi gravlæggelse” stående og aner ikke, hvad han skal stille op med det. Det egner sig hverken til ”decoration af værelser, endmindre til galleristykke, og så er det et af kunstnerens svageste ungdomsarbejder”. Men som altertavle? Jo!

Hauch udformer øjeblikkeligt en velafvejet indstilling til kongen om ønsket fra Færøerne og billedet i samlingen, som egner sig så godt, og som også findes at kunne undværes, og allerede den 26. oktober 1829 signerer kongen, at bemeldte maleri ”kan afgives fra vor Malerisamling for at anvendes til Altertavle i Thorshavn Kirke på Færø”.

Frederik VI var jo en nøjsom mand i en nøjsom tid. Så da han nu ifølge instruksen til samlingen har ”bortskænket” billedet, synes han, at færingerne selv kan betale for rammen og fragten. Rammen udfører en professor Møller, som dertil forsyner den med et et meter højt kors, så det virkelig ligner en altertavle. Korset må dog ved ankomsten tages af, da – som Færøernes landsantikvar Sverri Dahl senere noterer – ”de høje herrer nede i København ikke vidste, hvor lavt der er til loftet i en færøsk kirke”. Men med fragt og opsætning ender regningen til den færøske kirke dog på ikke mindre end 224 rigsdaler.

Så hænger billedet dér i godt 150 år på præcis den væg, donationen tiltænkte det. Og man bliver på Færøerne glade for det, mens man i Danmark glemmer det.

Men i 1986 vælter en stige ind i billedet. Det sendes til reparation nede på Statens Museum for Kunst (SMK), og her bliver flængen udbedret, og billedet restaureret, hvilket sidste i øvrigt skadede det mærkbart.

Vel ophængt hjemme i sin kirke fulgtes billedet året efter op af et brev fra SMK, der havde fået den prisværdige idé at søge overblik over uddeponerede billeder. Mindre prisværdigt var det måske at betegne netop dette som ”uddeponeret”. Da man i øvrigt ikke kendte billedet, og ej heller havde det med i nogen af samlingsoversigterne for de forløbne 150 år, udbad man sig et foto deraf, men slog dog samtidig fast, at billedet ”aldrig var udskilt fra de kongelige samlinger”, hvori det ukendte værk nu tilmed opløftedes til at være ”et væsentligt værk”. På samme tid skrev et andet kontor på det københavnske statsmuseum til det færøske kirkevæsen, formentlig for at undgå at skulle hæfte for den uheldige restaurering, at ”Den kgl. Malerisamling betragter maleriet som definitivt afgivet”.

I 2007 overgår kirkevæsenet fra dansk til færøsk ”særanliggende” som led i hjemmestyreforløbet. I en lov fra 2005 skrevet i Statsministeriet bestemmes, hvad det er, der ”overføres”. Det er det hele alt iberegnet. Man parallelforskyder simpelthen det danske folkekirkeforhold til færøsk ansvar. Omfanget af dette rejser så spørgsmålet: Hvem ejer egentlig den danske folkekirke? Det har Kirkeministeriet haft svært ved at beslutte sig om, men hælder nu i dag til den almindelige danske forfatningsopfattelse, at dét gør staten. Dermed blev spørgsmålet et anliggende mellem den danske stat og det færøske landsstyre.

Efter at alt nu var blevet så svært, skriver museets overinspektør sammen med dets forskningschef til deres kulturministerium for at søge råd. De fortæller om maleriet, og at ”i første omgang mente vi, at det var endeligt afgivet, men nu har vi måttet erkende, at det er det ikke”. Og ministeriet er det rette til at rette kringler ud. Det svarer straks ud fra den moderne museumslov: Hvis ikke man har ministerens tilladelse, kan man ikke bortgive en genstand fra samlingerne. ”Bemægtigelsen er dermed ulovlig.”

Museet fremforsker dernæst en liste på uddeponeringer i første halvdel af 1800-tallet, hvor de fleste ganske vist er havnet i hertugdømmerne, som vi siden mistede i De Slesvigske Krige. Spurgt om man har gjort ejerskabet gældende dér, svarer det danske museum, at billederne nu må anses for tabt. Modsat Færøerne havde hertugdømmerne jo fået en hel tysk hær bag sig.

Dels tager man på mere fredelig, dansk vis udgangspunkt i Den store Danske Ordbog. Den viser nemlig, at ”afgive” dengang betød det samme som ”aflevere” og altså ikke de mere gavebetonede ord ”bortgive” eller ”bortskænke”, som færingerne lægger vægt på. På Færøerne har man dog samme ordbog stående og er ikke sene til at notere, at man fra dansk side kun har benyttet første led af definitionen, mens andet led peger på en mere endelig ”afgivelse” med de illustrative eksempler: ”afgive sin stemme, afgive blod”. Og hvem ville mon i sin vildeste fantasi komme efter et år – eller 200 år! – og kræve sin stemme, endsige sit blod, tilbage? Og sådan lister sagen sig ubønhørligt fremad midt i det milde, vestnordiske fællesskab.

Steen Adam Cold er kontorchef, cand.jur. 

Maleriet ”Kristi gravlæggelse” af den danske guldaldermaler Ditlev Blunck er blevet centrum i en strid mellem de danske myndigheder og det færøske landsstyre. Foto: Privatfoto