Forfatter: En fornyelse af liturgien skal hjælpe os kirkegængere

Jeg er menighedsmedlem og medlem af liturgiudvalget i Lindevang Kirke. Her tror vi på, at alle er Guds børn, og vi formoder, at man kan ændre gudstjenestens liturgi, så man mere troværdigt kan formidle det kristne budskab, skriver kronikøren

Marianne Davidsen-Nielsen. Foto: Leif Tuxen
Marianne Davidsen-Nielsen. Foto: Leif Tuxen

Folkekirkens bispekollegium har sat fokus på gudstjenestens liturgi, og har derfor igangsat en undersøgelse af kirkelivets holdninger og erfaringer med henblik på liturgiske fornyelser. Lindevang Kirke, hvor jeg hører til, har i en periode været liturgisk frisogn, og derfor har vi haft mulighed for at eksperimentere med gudstjenestens form og indhold.

Som et almindeligt menighedsmedlem har jeg været medlem af det liturgiudvalg, som kunne redegøre for vores erfaringer som frisogn. I fremmedordbogen står der, at liturgi betyder gudstjenestens indretning i kristne kirker.

Når bispeudvalget ønsker at tage fat på gudstjenestens liturgi handler det vel om en opfordring fra menighedslivet om, at tiden er inde til at frisætte og modernisere gudstjenestens form. Nye tider kræver nye veje, og det er bestemt kompliceret at forny gudstjenesten og samtidig bevare dens genkendelighed.

Det ligger mig på sinde, fordi det er rigtig svært for mange ”moderne” mennesker med tro og tvivl i sindet ikke at snuble over for eksempel trosbekendelsens mytiske indhold og nogle af evangelieteksterne.

Det betyder, at en del af vor tids kirkegængere har det svært med, at det ikke bare er i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye Testamente, at man læser om hadefulde og voldsomme udsagn, som passer dårligt sammen med Kristus og barmhjertighed.

Lytter man så til dem, der mener, at Bibelen er Guds ord og ikke menneskers historiske forsøg på at sætte ord på det ufattelige, så er der mange, som får problemer med den kristne tro.

Den berømte tyske religionsfilosof Paul Tillich, som i sin tid flygtede fra Nazityskland til USA, udtrykte det således: ”I vores daglige liv er vi optagede af de vilkår som hører livet til, af bekymringer, bånd, tilknytninger og alle vores anliggender, vilkår og begrænsninger. Når vi imidlertid hengiver os til det ubetingede, opstår der en følelse af ’sandheden’, kærligheden, Gud, det guddommelige eller hvad vi nu vil bruge af ord om det, som ord ikke kan beskrive.”

Og dette er vel liturgiens svære pædagogiske udfordring, at kunne formidle tanker og følelser ind i vores mediefokuserede tid om den side af kristendommen, som ord ikke kan beskrive. Liturgidebatten har sikkert i mange teologiske kredse sat stærke følelser i spil.

Jeg er hverken præst eller teolog, men blev både sur og i dårligt humør ved at læse en kronik den 27. januar af den tidligere sognepræst fra Skovshoved, Johannes H. Christensen, som jeg kun kender til som en begavet filmanmelder.

Kronikkens overskrift var: ”Den danske højmesse er smuk – lav den ikke om.” Og herefter udsagn som ”I stedet for at arbejde på, hvad der kan være til større gavn og glæde for de troende, synes de aktuelle bestræbelser om at ændre højmessen at nivellere og banalisere af hensyn til dem, som alligevel ikke gider være med.” Og ubegribeligt, synes han, er det, ”at vi skal belemres med nye salmer, som sjældent er andet end fromme rimerier af moderne digtere, når vi har Kingos djærve magtfulde poesi og Brorsons inderlige og yndefulde lyrik”.

Han skriver også, at ”da ingen i dag tænker så dybsindigt over kristendommen, at man meningsfuldt kan ændre/forny liturgien, bør man lade tingene være, som de er, og blive, som de var”. Det har han også lov til at mene. Men jeg synes, det er fornærmende, at han udtrykker, at det vitterligt er noget vås, at man i en af de københavnske kirker tilpasser dåbsritualet, så det passer på, at alle mennesker er Guds børn.

Kronikkens afsluttende ord er, at vi er ”både lidettroende og godtroende” i den benævnte kirke, hvis vi virkelig tror ”at få kirkefremmede i tale ved at erklære alle mennesker for Guds børn”.

Jeg skriver vi, fordi jeg hører til den kirke, hvor vi tror på, at alle er Guds børn og også formoder, at man kan ændre gudstjenestens liturgi, så man mere troværdigt kan formidle det kristne budskab, så Helligånden kan få bedre vilkår i nutidens kristne fælleskaber – også gennem de nye salmer, som vi hos os øver os flittigt på at kunne synge.

Som Fanden læser Bibelen er et godt gammelt udtryk for en misforstået opfattelse af det, man læser. At læse Bibelen er svært stof og en udfordring for liturgien, hvis den skal læses som andet end et 2000 år gammelt skrift, hvor personificeringen af Gud, Helligåndens hvide due og det lille Jesusbarn er i familie med væsner, som dem vi for eksempel finder i den græske eller nordiske mytologi.

Hvis man som jeg er optaget af de fordomme og snubletråde, som kristne mennesker slås med, så er det oplysende at læse om, hvordan to professorer med speciale i det Det Nye Testamente ikke har været for fine til at gå i dialog med en ”Fanden”, som læser biblen. Fanden, som synes at være en grundig bibeltekstlæser, er filminstruktøren Christian Braad Thomsen, som skrev i en kronik i Politiken i marts 2018:

”Jesus hørte ikke til Guds bedste børn – han var en hadprædikant, der krævede massakre på dem, der ikke troede på ham.”

Professor Mogens Müller svarede i Politiken i marts 2018 i en kronik med overskriften, ”Så Nej Braad Thomsen, Jesus var ikke en hadprædikant”, at

Braad Thomsen læser Bibelens ord fundamentalistisk og ignorerer den vigtige viden, vi har om Bibelens tilblivelse. Mogens Müller skriver, at sammenblandingen af religiøs tro og verdslig politisk magt er en livsfarlig cocktail.

Troels Engberg-Pedersen, også professor i Det Nye Testamente, skriver også provokeret af Braad Thomsen en kronik i Politiken i april 2018 om, hvordan moderne kristne bør forholde sig til Bibelen. Han udtrykker, at ”der står så mange frygtlige ting i Bibelen”.

Som moderne kristne må vi ifølge Troels Engberg-Pedersen ”forsøge at forstå det i dets historiske sammenhæng. Og så må vi forkaste det. Når de tidlige kristne talte om dommedagsbegivenhederne, tog de uden tvivl volden bogstaveligt. Og det kan vi så ikke. Både anerkendelsen og forkastelsen er et must for vores intellektuelle redelighed”. Disse ord burde for mig være en væsentlig udfordring for den moderne liturgi.

At forholde sig seriøst til Christian Braad Thomsens udfordrende holdninger skal de to teologer have tak for, fordi dialogen i sin grovhed tydeliggør, hvorfor gudtjenestens almindelige tekstlæsninger er en kompliceret disciplin.

Vi har brug for hjælp for at kunne rumme det dilemma som består af den blodige kristne historie sammenholdt med barnet i krybben, Kristus på korset og kærlighedens væsen.

Og dér skal en fornyelse af liturgien hjælpe os ”moderne” kirkegængere. Vi har i Lindevang Kirke megen glæde af mange nye salmer, som har en både opløftende og pædagogisk formidling af Helligåndens væsen tilsat berørende moderne musik, som er så langt fra det, som Johannes H. Christensen i sin kronik kalder for dagligdags ”rimeri”.

Den nye kirkesangbog er for mig at se moderne liturgi i kirkens hus. ”Jeg samler lys her til dunkle dage, og der er styrke i dette blus. Jeg lader livet slå rod i ordet, jeg hører hjemme i dette hus.”

Sådan afsluttede en af vores præster sin prædiken med salmedigteren Helle Søtrups ord, så vi kunne mærke ånd, nåde og kærlighed inde i ordene, inde i musikken, inden vi forlod Guds hus. Sådan kan ”moderne” liturgi sende os hjem ad kirkevejen.