Jeg var i livskrise i mit livs bedste sommer

Hvad jeg ikke ser denne lysende sommer, vil unægteligt ske. Uvejret i det private liv kommer. Sammenbruddet sker. Jeg skulle igennem skyggen og give slip for at konstatere, at det blev mit livs bedste sommer. Sådan skriver kronikør om sommeren, som dannede optakt til en katastrofe i hendes ægteskab

Kirstin Deckert
Kirstin Deckert.

Solen bragede ned og bankede os i hovederne, som om den ville banke os på plads. Den hede blæst forvandlede græsplanen til et hæsligt tørketæppe.

Støvet hvirvlede op fra gaden og sved i øjnene på den unge kvinde, der skubbede sin barnevogn hen ad de uendeligt lange forstadsgader, der kaldte på en fornemmelse af ørkesløshed og tomhed. Husene så efter hende med blændede øjne.

Overalt var vinduerne lukkede og gardinerne trukket for, som om det ville hjælpe på varmebølgen.

Hvorfor vil jeg vove at påstå, at netop den sommer står lysende i min erindring? Den dannede optakt til en forestående katastrofe i vores ægteskab.

Vores samliv var tørret ud sammen med blomsterne og græsplanen. Ikke fordi der var noget i vejen, nej, vi bildte os ind, der ikke var noget i vejen. Men sandheden var den, at min mand havde for travlt med højskolearbejde og med lokalpolitik og var til møder ustandseligt, efterladende mig i en bundløs ensomhed.

Min dreng, der skulle i 4. klasse efter sommerferien blev mobbet i skolen, fordi han spillede cello og ikke fodbold. Engang var der 10 over ham og tævede ham på hjemvejen. Da sagde jeg stop og sendte ham i en bedre skole i en anden by.

Jeg gik hjemme sammen med småpigerne på henholdsvis tre måneder og tre år. På det tidspunkt vidste ingen af os, at jeg var ved at blive sjæleligt syg med angst og depression og i så alvorlig en krise, at ægteskabets opløsning var det eneste rigtige. Dog endnu befandt vi os i Edens Have. Endnu var alt lutter idyl.

Hvem skulle have anet, at jeg to år senere måtte indlægges i flere måneder, og da jeg blev rask nok komme til at bo i en helt anden by og drengen komme i en bedre skole, og at jeg ikke skulle have mine piger hos mig?

Men endnu ånder alt tilsyneladende idyl. Vi skal på en rigtig familiebilferie til Norge og har byttet hus med min svoger. Jeg finder et brev fra den 3. juli 1968 til mine forældre, som de havde opbevaret.

”Klokken er nu 21,” skrev jeg. ”Med møje og besvær fik vi lagt ungerne. De ville ikke sove, det er alt for lyst. Klokken halv tolv nat kan vi læse bøger uden at tænde lys. Så bliver det mørkt i kun halvanden time. Vildt og ensomt er her.

De mørke, truende granskove, de blinkende floder, dybe klare søer og hvidt skummende elve, græsgange med blomstervrimmel som på skabelsens tredjedag. Rød- og hvidmalede bondegårde med græs på taget, brune stavkirker, røde stabbure. Indtil nu helt blå himmel og 30 graders varme. Pyh!

Turen herop var lang. Færgen fra Grenaa til Varberg gik klokken seks morgen. Ingen vind. Drak medbragt morgenkaffe om bord og sad ellers bare i solen og var til. Turen gik over Göteborg til den norske grænse.

En lang tur langs Skageraks kyst til Oslo Fjord med rigelige ophold, pottesidning, bleskift og flaske til den lille. Ved 21-tiden nåede vi så byen Moss, hvorfra vi sejlede over til Horten. Børnene var eksemplariske på bagsædet. Skænderier var på minimum, de kunne endda sove på samme sæde!

Efter Horten blev landskabet vildt og smukt. Der blev meget ensomt. Fjeldene, skovene, fjordene og himlen sløredes i et ejendommelig hvidligt lys. Midsommernatten går med sølversko.

På et meget øde sted gav bilen pludselig et drøn og et hop, vi var punkteret! Klokken var blevet halv tolv. Så måtte Hans skifte hjul, men donkraften var i uorden. Ud for at finde tømmer og løfte vognen på den måde. Børnene og jeg stod udenfor imens. Mette skreg gudsjammerligt ud i sommernatten, hun var sulten og måtte trøste sig med en kold flaske.

Børnene, der ellers var faldet i søvn, måtte nu ud af bilen, da vi stod på en stejl skråning, og bilen truede med at vælte, når Hans løftede den med tømmeret for at få det flade hjul af. Som han dog asede!

Søren, der nu var helt vågen fandt mere tømmer til ham, og Mette sad på potten i grøftekantens blomsterpragt, lo en søvnig latter og sagde: 'Far leger.'

Efter en times asen, slid og slæb var hjulet sat på, og vi kunne fortsætte de endnu to timers køretur. Så I kan tro, det var nogle trætte ferierejsende, støvede og indsmurt i olie, der væltede ind i frisk opredte senge i det lille brune lærerhus ved Rollag Folkhögskolan.

I dag gik vi så en 'tur' til den nærmeste købmand for at købe lidt proviant. Med trækvogn og barnevogn drog vi af sted. Først tre kilometer gennem skov, så gennem marker og til en smal, meget lang hængebro, der fører over den brede rivende flod Numen.

Broen var lige bred nok til, at en barnevogn kunne køre over den, men det var meget vanskeligt at balancere med de fire hjul på broens brædder, fordi mellemrummene var så brede, at to af hjulene gang på gang dumpede i.

Tilmed var der en temmelig kraftig blæst, så broen gyngede og svajede faretruende. Men over kom vi da, og på den anden side åd vi os mætte i vilde jordbær, mens hvid okseøje blinkede fornøjet, klokkeblomster og blæresmælde ringlede lysteligt, æblerosen duftede, og de gyldne bier summede i lysviolette gederams.

På markerne var høet hængt til tørre i lange rækker over tørrestativer. Spurve og svaler skød op og ned og dannede små lystige skyer.

Endelig, efter seks kilometers march, nåede vi købmanden. Her kunne købes tandbørster, gardiner, snørebånd, chokolade, fårekød, rygsække, gummistøvler, traktorer, glansbilleder, gedeost og med mere Vi fik tørsten slukket med en varm sodavand og købt det, vi skulle. Så gik det igen over hængebroen tilbage til den brune lille træbarak.

'Hjemme' blev børnene sat i koldt bad, og efter en kartoffel og pølseret fik de en lang middagslur.”

Jeg husker, det trak op til uvejr den dag, jeg skrev brevet. Skymasserne tårnede sig op. Det var ikke kun i vores parforhold, at der begyndte at komme spændinger, bulder og brag, nej, der skete også noget derude i det store samfund.

Et oprør fra midten og et kæmpe ungdomsoprør. Kvinderne gjorde også oprør, det var slut for kvinderne at skulle gå derhjemme og passe mand, børn, hus og have uden løn og ofte også uden en tak.

Hvordan ville det blive at komme hjem til ligusterhækkenes endeløse baner? De ligegyldig lygtepæle, de mange søvnløse nætter? Hvad jeg ikke ser denne lysende sommer, vil unægteligt ske. Uvejret i det private liv kommer. Sammenbruddet sker.

Jeg ser heller ikke englen gå med fejebladet bag os for at feje vort livs potteskår sammen. Ej heller evnede jeg dengang at se den store mester, der limer og klinker vore potteskår til en ny helhed for at læge det brudte.

Et nyt liv i en ny by ser jeg heller ikke. I hvert fald ikke dengang. Men jeg ser skyggen af en sommer nu, for den lyste jo med det nære. Den lignede en almindelig grå lille perle.

At jeg fandt den igen langt senere var et under og gav det gennemlevede vidde og udsyn. At finde det perspektiv, som udsynet gav, gør den grå lille perle til det bedste, der er hændt mig. Jeg skulle igennem skyggen og give slip for at konstatere, at det blev mit livs bedste sommer.

Kirstin Deckert, Middelfart

Navnene på kronikørens mand og børn er opdigtede af hensyn til familien. De er redaktionen bekendt.