En gudbenådet fortæller

Redaktøren og forfatteren Egon Nielsen var ud over at være inkarneret thybo også en del af den uddøende race af store fortællere. For dagens kronikør blev det et møde for livet at stifte bekendtskab med den særprægede missionsmand

Det var en gang i 1970'erne, og vores første samtale forløb ikke alt for godt set fra min synsvinkel. Jeg havde telefonisk kontaktet redaktøren og forfatteren Egon Nielsen for at få ham til at holde et foredrag på et kursus, som jeg skulle lede. Vi var »landsmænd« han og jeg. Det vil sikkert for de fleste være en ligegyldig betragtning, men når man er thybo, så er det ikke noget, man tager let på. Derfor indledte jeg da også med at give ham denne væsentlige oplysning. »Hvor kommer do da fra?« spurgte han på sit lidt drævende thybomål. »Jeg er fra Hurup,« sagde jeg . »Så kan det diskuteres,« replicerede han afmålt. »For I har altid snuppet det hele fra vi andre. Hvad mener do f.eks. om Andelsmejeriet Frem eller Sydthy Andels Svineslagteri, for slet ikke at tale om Chr. Hanckes Herremagasin i to etager. I nappede skidtet, selv om det var os i Ydby, der stod for alle de store tanker. Nej, vi har aldrig været meget for alle jer blærerøw' inde fra Hurup.« Det var jo ikke den mest lovende indledningsreplik til et samarbejde, og det endte da også med, at Egon sagde nej til min forespørgsel. Han ville skam ikke sådan stå til rådighed, bare fordi der var en mand fra Hurup, der inviterede ham til møde. »For en anden gangs skyld,« sagde han til sidst, »så må do godt vide at æ aldrig holder foredrag, æ fortæller, og det gør æ' ordentligt, kan do godt hilse og sige, men kan man vel æ forvente, at en fra Hurup kan fatte.« Nu var det jo sådan set, derfor jeg havde ringet til ham, så det var jo ikke ganske retfærdigt, men det gav han mig slet ikke lov til at fortælle. Min henvendelse var en fiasko, og jeg hang sandt at sige lidt med skuffen, da Egon en time senere ringede tilbage. Hvodden har do det? Du sidder vel og piver. Der har jo aldrig været meget rygrad i jer derinde fra Hurup. Og så gik han ellers i gang igen, hvor han var sluppet en time tidligere. »Hvor ville Danmark have været uden Ydby?«, sagde han, og så fortalte han om Ydbypræstens søn, der for landets skyld og af Guds nåde i tide havde giftet sig ind i Gyldendals boghandel og forlag. Den formæling var angiveligt den egentlige årsag til, at der overhovedet udgives bøger i Danmark i dag. Han fik sat skik på »lortet«, som Egon bramfrit udtrykte det. Og hvad med Cirkus Miehe. Det eneste ordentlige cirkus verden har set. Båren og skabt i Ydby!! »Æ' kan godt give dig flere eksempler, men æ er en beskeden mand, der aldrig kunne drømme om at prale af, hvor æ kommer fra. På den anden side er det da kun rimeligt, at man i det mindste udtrykker taknemmelighed over en så salig herkomst,« tilføjede han. »Hvornår var det for resten, at du ville have mig til at komme,« sluttede han svadaen. Aftalen var på plads, og det kom mig til gode, at jeg havde op til flere bekendte fra Ydby. Godt, sagde han til sidst. Det går an. Du kan indtil videre gå for at være thybo. »Herrens venner ingen sinde mødes skal for sidste gang.« Jeg forestillede mig vel, at vi gennem sangen kunne mane Egon frem. Det slog da heller ikke fejl. Midt i andet vers blev der blev hamret på døren, og sangen forstummede med ordene »i den store helgenkæde, mødes vi på Herrens dag«. Ind trådte Egon og så sig søgende rundt i lokalet, hvorpå han råbte: »Børge, Børge, saj mæ, hwor der ær en toilet, for æ ska både pese og skide.« Det var jo noget af en entre, og når sandheden skal frem, så var der ikke så få af kursusdeltagerne, der så noget snerpede ud. Alt var imidlertid forladt og tilgivet, da Egon Nielsen nogle timer senere udmattet drattede ned på en stol, efter at han havde fortalt intenst og lidenskabeligt om, hvordan vækkelsen sneg sig op til Thy. Om Thyholmboen Ole Brændgaard, der havde deltaget i den anden slesviske krig i 1864. Hvordan han, såret i benet og på sjælen som enhver krigsmand, alligevel havde slæbt sig op gennem Jylland til Thyholm og Thy og havde fortalt thyboerne, at der kun var én, der var værd at følge i livets storme - også når kuglerne peb om ørerne på én, og det var Jesus, tømrerens søn fra Nazareth. Og thyboerne tog ham på ordet. Egon Nielsen leverede en forrygende pragtpræstation, som jeg aldrig glemmer. Vi hørte både kanonsalutter og kunne smage de halvrå kartofler, som Ole B. spiste på sin vej. Egon talte indimellem larmende og voldsomt, indimellem lavmælt og bevægende. Hele tiden båret af den vidunderlige underfundige lune og kærlighed til det og dem, han fortalte om. Og med kritisk distance, når han fandt dette nødvendigt. Fortælleregenskaber, der var så særegne for ham, når han fortalte om det, der lå ham på sinde. Fuld af humor var han også, når han berettede om søndagsskoleudflugter, hvor talen om den brede og smalle vej nødvendigvis måtte tages med, hvis der skulle leges tagfat og drikkes sodavand senere på dagen, og hvor hver eneste barn faldt i søvn inden eller midt i Fadervor på vej hjem, udmattet efter en velsignet dag. Eller når han fortalte om den uheldige kammerat, der alle dage efter en udflugt måtte leve med tænder, der stod vandret ud i luften, fordi hovedet var blevet mast mod en tilfældig stalddør, der kom i vejen efter at en karrusel - styret af et par bønder fra landet - løb løbsk. Eller når han stilfærdigt beskrev den særlige stemning i oplevelsen af et karlemøde ude på landet i 30'erne. Da jeg så den her bibeltekst til i aften, så bestemte jeg mig egentlig til, at jeg ingenting ville sige, for det står jo så klar det hele, og nu er det jo også sådan, at vi har haft travlt, og det har knebet sådan og få tid til at gå det igennem , men der er jo da nok en af jer unge, der har nogle tanker at knytte til, for I har vel husket at læse teksten. Ja det havde vi da, men så sagde han alligevel noget om, hvor god Gud er ved, og hvor vigtigt det er at leve en ret ungdomsliv. »Det er så godt at kende Gud i sine ung år, at tjene, lyde, følge ham men år og dage går.« Når han så havde sagt det, han ikke ville have sagt, men som han sagde alligevel, så blev ordet givet fri, for vi havde jo nok nogle tanker at knytte til. Og efter lidt rømmen og småsnak, så kom befrielsens stund, om der var en, der havde en sang til sidst, og det var der jo altid. Og så begyndte det at klirre med kopper og klirre med kander. Nå I kan nok trænge til jer kaffe. Så havde kvindfolkene lavet til i køkkenet. Og så skal æ love for æ snak gik i gang - om små og store problemer. Æ piger havde været til pigemøde et andet sted i sognet, og det slog aldrig fejl, at de to grupper på de aftener mødtes præcis på den øverste plet på den højeste bakke i sognet. Og så stod man der og snakkede alvorlig og skønt sammen, mens duggen faldt på cykelstyret.« Ved en anden lejlighed, fortalte han, om før verden fik fart på. Han kunne med særlig fornøjelse beskrive den overvældende lyd, som han slap agterud under korbuen i Ydby Kirke da han blev døbt, med en tilføjelse af, at dåben ikke havde lidt skade af den grund og sågar også overlevede, at det vistnok var en grundtvigianer, der døbte ham. Spillet mellem det grundtvigske og det missionske bevægede Egon Nielsen sig også underfundigt igennem hele sit fortællerliv. Han var barn af missionen. Ingen tvivl om det. Men et kærligt, kritisk barn, som ikke så sjældent var på kollisionskurs med ophavet. Han kunne lunt fortælle om den urimelighed, der overgik Guds børn i sognet derhjemme, da de havde fået en vantro præst. Eller så godt som vantro. Han var nemlig grundtvigianer! Valhala og Himmerig gik i ét for ham. Det blev de da også hurtig træt af, som han udtrykte det. De var jo ikke vikinger mere. Men man gik jo da alligevel nu og da af høflighed til gudstjeneste hos præsten. Især den første tid efter, at man var blevet konfirmeret. Og der har Egon en forrygende fortælling om præsten, der en søndag overraskes af, at der er flere til gudstjeneste end forventet og derfor må mande sig op og lade sig inspirere af øjeblikket, da forberedelserne tilsyneladende ikke havde været alt for omfattende i studerekammeret. Præsten lader sig inspirere af solstriberne i organistens cigarrøg og giver sig i gang med at fortælle, at de jo da minder om Guds kærlighed. For solen er der både, når man kan se den, og når man ikke kan se den. Og så afbrydes udlægningen af en af Egons unge medkonfirmander, der mens kirkedørens hængsler piber, lister ind med en bagerpose i hænderne. Egon foldede i hast sine hænder og bad så mindeligt Vorherre om, at Laust, som drengen hed for himlens skyld ville sætte sig et andet sted end ved siden af Egon. Der var ingen bønhørelse. Laust klaskede sig ned ved siden af Egon. Og da han havde hørt lidt på organistens cigar og Guds soleklare kærlighed i præstens udlægning, samlede han sindet om bagerposen. Det larmede som et maskingevær, da han omtrent stak den op i næsen på Egon. Om han ville have én. Det var flødeboller, og Egon stivnede som en saltstøtteÉ Og registrerede blot syndens vellyst og huskede ellers ikke mere, før præstens velsignede amen. En helt vidunderlig fortælling, som står lysende klart for mig hver søndag, når kirkegængere lidt fjernt begynder at rode efter en bolsje eller en gajol! Det ville være overdrevent, hvis jeg hævdede, at jeg blev en af Egon Nielsen nære venner. Så ofte krydsedes vores veje heller ikke, mens han levede. Men det var altid en givende og munter oplevelse at være sammen med ham. Han tilgav aldrig helt, at jeg var fra Hurup, men han sagde, han kunne leve med det - i mangel af bedre. Til gengæld stod vi urokkeligt sammen, når der var folk syd for Oddesundbroen og fjorden, der forsøgte at skyde en kile imellem os. Hvis vi havde erobret et bord ved et møde, hvor vi var sammen og udvekslede historier, og folk nærmede sig vores sted, kunne Egon godt henstille til folk at drage deres sko af, for nu nærmede de sig hellig jord, for her holdt thyboer i diasporaen en livgivende konventikel, som de nok måtte overvære, men ikke blande sig i. Alvorlig sygdom ramte Egon Nielsen få uger efter pensioneringen og berøvede ham efter kort tid livet. Han var med til at åbne blikket for storheden i de nære ting og placere sin hjemegn og dens folk på fortællingens stjernehimmel. Dette er frydefuldt at erindre mødet med ham. n sognepræst