En historisk dag

Med Fælleserklæringen kan vi lære, at det er muligt at nedbryde stereotyper katolikker og protestanter imellem, og fra nu af må der ses fremad

I morgen - på reformationsdagen d. 31. oktober - underskrives den meget omtalte Fælleserklæring om Retfærdiggørelseslæren (FR) mellem Den Katolske Kirke og Det Lutherske Verdensforbund. Underskrivelsen finder sted i Augsburg - dét sted hvor lutheranerne i 1530 overrakte Den Augsburgske Bekendelse til den katolske kejser Karl V - og på dén dag, hvor Luther indledte sit opgør med afladshandelen i 1517. Tilmed umiddelbart forud for år 2000-skiftet. Scenen er sat med sans for symbolik og historisk vingesus. Trods alt har både den katolske kirke og de lutherske kirker gennem mere end 450 år forkætret hinanden både i ord og handling - netop med henvisning til forskellige opfattelser af, hvordan mennesket kan blive »retfærdiggjort« af Gud. Hvor langt er man så kommet? Lad det være sagt med det samme: Fælleserklæringen betyder ikke, at den katolske kirke og de lutherske kirker »ophæver« de fordømmelser, som man i 1500-tallet formulerede i henholdsvis det katolske Tridentiner Koncil (1545-63) og i den lutherske Konkordieformel (1577). Fælleserklæringen hævder derimod, at man nu har et tilstrækkeligt teologisk grundlag for at sige, at de traditionelle fordømmelser ikke rammer den anden part, sådan som denne forstår sig i dag. Men hvordan kan f.eks. lutheraneren vide, hvordan katolikken forstår sig selv i dag? Hvordan kan man sikre sig, at man ikke bare underskriver en blankocheck (»Jeg er ok, du er ok«) under den tavse forudsætning, at kirkens tro og lære i sidste ende er en temmelig ligegyldig sag. En sådan overfladiskhed kan kun undgås ved, at begge parter fremlægger deres egen retfærdiggørelseslære og sætter den i forhold til partnerens. Fælleserklæringen er netop en sådan gensidig regnskabsaflæggelse - med henblik på at afklare det fælles bibelske budskab. Uden teologisk regnskabsaflæggelse tager man nemlig hverken sig selv eller den anden part alvorligt. Tænkte vi os f.eks., at lutheranerne sagde, at mennesket frelses ved tro alene, og at katolikkerne sagde, at mennesket nu nok alligevel frelses ved egne fortjenester, så ville de gamle lutherske fordømmelser af Romerkirken fortsat gælde i dag. Eller tænkte vi os, at lutherske teologer sagde: »Retfærdiggørelsen er Guds og hører hjemme i himmelen; her på jorden kan der ikke ske nogen fornyelse, for vi er alligevel alle sammen syndere« - så ville katolikkerne (med god ret) hævde, at dette er en praktisk fornægtelse af Helligåndens gerning. Den lutherske selvafklaring i Fælleserklæringen indebærer netop en afstandtagen fra den opfattelse, at mennesket retfærdiggøres uden helliggørelse. Lutherdommen skelner rigtigt nok mellem retfærdiggørelse og helliggørelse: Der er forskel på Guds helhjertede tilgivelse og den fornyelse i mennesket, som altid kun er delvis, fordi den livet igennem bliver modsagt af menneskets synd. Men det var ikke Luthers opfattelse, at menneskets retfærdiggørelse kun sker »i Guds øjne« - og så er der ikke mere at sige! Sagt med de gamle teologiske begreber kan den såkaldte »forensiske« retfærdiggørelseslære ikke stå alene. Luther selv havde altid en tillid til, at Guds Ord ikke vender tomt tilbage, men slår rod i menneskets verden. Svarende hertil beder vi ved hver eneste nadvergudstjeneste om, at Kristus skal »bo ved troen i vore hjerter«, og at vi skal »styrkes i det indre menneske« og »vokse i kærligheden« (jf. Ef. 3,16f). I gudstjenesten - navnlig ved dåb og nadver - bliver det klart, at luthersk kristendom altid tænker retfærdiggørelsen fra Kristus i sammenhæng med Helligåndens gerning i os. Blot med den afgørende tilføjelse, at det ikke er vores sag at måle hellighedens temperatur i os selv - eller hos andre, for den sags skyld! Nu påstår nogen imidlertid, at Fælleserklæringen nærmest er »en enighed om ingenting«. Sådan formulerede Jan Lindhardt det i TV 2-nyhederne torsdag d. 28. oktober. Men det er dog et understatement. Den 31. oktober skriver den katolske kirke faktisk under på, at mennesket frelses - ikke kun ved Guds nåde (hvilket katolikkerne altid har sagt), men at mennesket frelses ved nåden alene, fordi »Kristus selv er vores retfærdighed« (FR 15). I et nyskrevet »Annex« til Fælleserklæringen tilslutter katolikkerne sig endog følgende udsagn: »Retfærdiggørelsen sker »ved nåde alene« (FR 15 og 16) , ved tro alene. Mennesket er retfærdiggjort »uden lovgerninger« (Rom 3,28, jf. FR 25).« Er dette virkelig »en enighed om ingenting«? Jeg tror, at enhver teolog vil vide, at dette aldrig før er sagt med samme klarhed fra den katolske kirke. Og selvom regionale dialog-kommissioner i USA og Tyskland er kommet frem til lignende resultater, så er en formulering som ovenstående ikke tidligere blevet officielt godkendt fra Roms side. Som lutheraner kunne man fristes til at sige: »Min sjæl, hvad vil du mer'?« Helt så enkelt er det imidlertid ikke. Kritikerne af dokumentet har nemlig ret i, at Fælleserklæringen langtfra opnår en fuldstændig konsensus om retfærdiggørelseslæren. Det gør dokumentet også selv opmærksom på. Den største knast er fortsat syndsforståelsen (FR 28-30). Traditionelt kalder katolsk teologi nemlig kun dét for synd, som mennesket siger ja til med sin personlige vilje. Vi lutheranere ser derimod synden allerede i menneskets affekter og begærsstruktur - i det ubevidste, om man vil. Der er altså enigheder, og der er overlappende synspunkter, men der er også uenigheder. Vi taler hver især ud fra vores tradition, som ikke helt lader sig oversætte til den andens sprog. Den diplomatiske formulering i Fælleserklæringen lyder, at der er opnået en »enighed om grundsandheder i læren om retfærdiggørelsen«. Denne tanke om »grundsandheder« (basic truths) er efter min opfattelse uheldig. Meningen er velsagtens, at selvom man ikke er 100 procent enige, så er man alligevel nået langt. Man skal være meget modvillig for ikke at give erklæringen ret i dét stykke. Men det problematiske er, at »basale sandheder« forudsætter, at man kan skelne skal fra kerne, væsentligt fra uvæsentligt. Forskelle i kirkesyn og traditioner bliver da underhånden til noget mindre grundlæggende, måske endda noget »perifert«. Men i virkeligheden er det ikke så let at skelne skal fra kerne. F.eks. kan selve udtrykket »ved troen alene« udlægges forskelligt. Er der tale om en tro, som retter sig mod evangeliets Ord - i tillid til, at åbenheden over for næsten vil pible frem af sig selv, som Helligåndens frugt? Det er det lutherske anliggende. Eller forstår vi ved tro også en tro på Kirken - i form af en forbundethed med pavens læreembede i Rom og med det syn på tro og etik, som formuleres herfra? Det lader sig ikke bortdiskutere, at sidstnævnte forbliver et katolsk anliggende. Det har derfor med rette været diskuteret, om retfærdiggørelseslæren er det eneste kriterium - eller der er flere? I en berømt-berygtet formulering i FR 18 hed det således, at selvom retfærdiggørelseslæren er et »ufravigeligt kriterium«, så »véd katolikkerne sig forpligtet af flere kriterier«. Som lutheraner må man spørge - hvilke? Det må derfor hilses velkommen, at der på luthersk foranledning er tilføjet et fortolkende »Annex« til Fælleserklæringen, som skaber lidt større klarhed på dette punkt. Det hedder nu, at »ingen lære må modsige (retfærdiggørelseslærens) kriterium«, men også at retfærdiggørelseslæren selv har sin »sandhed og særlige mening inden for rammen af Kirkens grundlæggende treenige trosbekendelse«. Det betyder bl.a., at Guds retfærdiggørelse af mennesket ikke kan forstås uden for den sammenhæng, hvori den kristne menighed bekender sin synd for Gud og lader Gud Fader, Søn og Helligånd gøre sit værk færdigt i os. Det er god teologi, fordi det holder os fast på, at kristen tro i sidste ende ikke er en lære - heller ikke en nok så god »retfærdiggørelseslære«. Tro er at være undervejs med den levende Gud, som har begyndt sin gode gerning i os ved dåben - og som vil fuldføre den. Hvad kan vi lære, og hvad kan vi ikke lære af Fælleserklæringen? Efter min opfattelse kan vi lære, at det faktisk kan lade sig gøre at nedbryde stereotyper såsom »katolsk gerningsretfærdighed« og »luthersk ligegyldighed«. Det er nu blevet officielt, at lutheranere og katolikker ikke længere fordømmer hinanden. Men et sådant historisk-dogmatisk oprydningsarbejde bør kun gøres, hvor det er absolut påkrævet! Der er næppe brug for, at katolikker og lutheranere nu sætter sig sammen endnu en gang for at konstruere en endnu mere præcis, men også endnu mere spidsfindig lære om retfærdiggørelse og fornyelse. Når alt kommer til alt, ville en fuldstændig dogmatisk enighed munde ud i ensformighed. Vi behøver kun at opnå så megen enighed, at vi ikke længere fordømmer hinanden. Herudover har vi brug for at nå frem til, at vi kan gå til alters sammen uden forbehold. Her er der stadig et stykke vej at gå, som vil indebære både nytænkning og et historisk oprydningsarbejde. Men hovedopgaven i sådanne samtaler må nu være at se fremad og overveje, hvad vi overhovedet teologisk mener med »retfærdiggørelse ved tro alene« - i dag. Paul Tillich formulerede det i sin tid på den måde, at tro er at »acceptere Guds accept«. Men kunne der måske være andre måder at sige det på? Andre måder at opdage troen på? Det er her, energien bør lægges fremover. n En kommenteret oversættelse af ÒAnnexÓ til Fælleserklæringen udgives af lektor, dr.theol. Erik Kyndal i Præsteforeningens Blad. lektor i dogmatik