En homoseksuel søn var ikke ønskescenariet i mit hjem

I mange år har jeg gået ensomme skridt uden at vide, hvilken vej jeg gik. I dag kan jeg stadig tvivle, for nogle gange står jeg stadig op og ønsker at gøre en ende på alting. Hvorfor? Fordi jeg som 20-årig forelskede mig i en mand, skriver Mateen Malik Hussain

En søn, der er homoseksuel, er uforeneligt med de normer, der knytter sig til køn i de minoritetsmiljøer, jeg er opvokset i, skriver Mateen Malik Hussain.
En søn, der er homoseksuel, er uforeneligt med de normer, der knytter sig til køn i de minoritetsmiljøer, jeg er opvokset i, skriver Mateen Malik Hussain.

Jeg har altid vidst, at det ikke var velset at være tiltrukket af det samme køn. I hvert fald ikke i de kredse, jeg kom i som ung. Heller ikke inden for de familiemæssige rammer. Men selvom det aldrig var et emne, der blev luftet ved middagsbordet, forstod jeg hurtigt, hvad der var acceptabelt, og hvad der ikke var. En søn, der er homoseksuel, er uforeneligt med de normer, der knytter sig til køn i de minoritetsmiljøer, jeg er opvokset i. Det står i fuldstændig kontrast til den hypermaskuline machomand, og det er – åbenbart – en klokkeklar degradering. Jeg lærte allerede i mine tidlige barndomsår, at ”bøsse” oftest blev slynget ud, som var det et skældsord. Og sådan brugte vi unge rødder det gennem pubertetsårene, for vi vidste ikke bedre.

Jeg husker, hvordan jeg oftest var fascineret af mænd. Jeg var nysgerrig, men på hvad, vidste jeg aldrig helt. Det var, som om min krop talte et sprog til mig, jeg ikke kunne beherske. Det var underligt. Og det tog mig 12 år at forstå, at jeg har været homoseksuel hele mit liv, men blot ikke har haft noget sprog eller nogen redskaber til at kunne formidle det.

Hvor skal jeg overhovedet starte? I december 2015 rullede dokumentarserien ”Oprør fra ghettoen” hen over DR 2. Fire modige unge personer inviterede os ind i deres skinbarlige fortællinger om sorg, smerte og ar på sjælen. Deres historier er forskellige, men fælles for dem er, at de kæmper for en frihed, hvor deres lykke kan harmonere med familien, således at de ikke er nødt til at klippe båndene over.

Jeg var med i denne dokumentar under dæknavnet Sami, og som den eneste optrådte jeg anonymt i serien af hensyn til min egen sikkerhed. Mange var af den opfattelse, at jeg, Sami, til slut brød med min familie og ofrede relationen til min mor. Det var sådan, det blev lagt frem i dokumentarserien. Det gjorde jeg ikke. Tværtimod stak jeg halen mellem benene, fordi jeg ikke kunne få ordene sagt, fordi jeg alligevel flyttede hjemmefra og derfor kunne se begyndelsen på en ny tilværelse med den frihed, jeg længtes efter. Men det valgte jeg at lave om på to år senere.

For skæbnen skulle alligevel vise mig, at du ikke kan flygte fra din pinsel og smerte. Den skal nok komme krybende og æde dig op indefra. Og det gjorde den. Bid for bid. Indtil jeg krakelerede og igen var tvunget i knæ, bønfaldende over for Gud om, at han skulle fikse mig, fordi jeg ikke besidder den styrke, folk har påduttet mig. Mit brede smil og min udadtil stærke psyke har mere været et udtryk for en facade, end det har været mit sande jeg. Det var mit skjold. For ingen skulle have lov til at se mig i mine mest sårbare øjeblikke. Og jeg har alt for ofte levet i en eller anden illusorisk fantasiverden af en villavejsstemning, fordi det føltes langt mere bekvemt ikke at skulle forholde mig til emner, der i virkeligheden var med til at nedbryde mig.

I mange år har jeg gået ensomme skridt uden at vide, hvilken vej jeg gik. Var jeg på vej ind i mørket eller på vej ud af det? I dag kan jeg stadig tvivle, for nogle gange står jeg stadig op og ønsker at gøre en ende på alting. Hvorfor? Fordi jeg som 20-årig forelskede mig i en mand, der skulle vise sig at vende op og ned på min verden. Jeg brugte lang tid på at forstå, om han gav mig værktøjerne til at forstå det sprog, min krop aldrig har kunnet beherske som ung, eller om han vildledte mig. Det var en processuel erkendelse og en rejse med så meget smerte, at jeg i skrivende stund sidder og græder hen over tastaturet, fordi det føles, som om jeg har levet to forskellige liv, der omsider forenes i disse sekunder.

Jeg glemmer aldrig maj 2016, hvor ham, jeg troede var min store kærlighed, forsvandt som sand, der smuldrede imellem fingrene. Alene hjemme i en villa på vestegnen sad jeg og skulle skrive mit bachelorprojekt om selvsamme målgruppe, jeg er del af: minoritetsetniske, homoseksuelle mænd. I stedet smækkede jeg computeren i. Klokken var 01.22, hvis jeg husker rigtigt. Jeg græd. Helt ustyrligt. Jeg kunne ikke se, hvordan min pinsel nogensinde skulle få ende. Hvordan jeg skulle kunne forene mig med min familie og min egen lykke.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Og efter at have stirret ind i væggen i hvad der føltes som en time, strejfede tanken mig, at jeg ønskede at tage mit eget liv. Så jeg tog de tunge skridt. Ud af sengen. Ned ad trapperne. Hen ad gangen og direkte ind i køkkenet. Der lå en masse smertestillende piller. Alt for mange faktisk. Jeg ønskede at tømme alle bøtter. På én gang. Jeg husker, hvordan jeg var dybt fristet, men formåede at blive så skræmt af mine egne tanker, at jeg helt panisk løb tilbage i sengen.

Min offervillighed er blevet testet gang på gang. Hen over sommeren 2013, da jeg omsider blev nogenlunde komfortabel med min seksualitet, mærkede jeg et behov for at møde ligesindede. Det kunne ikke passe, at jeg var det eneste brune hoved, der kæmpede med ensomhed og en kvælende angst over, hvad fremtiden skulle byde mig. Derfor rettede jeg henvendelse til Sabaahs rådgivning. Sabaah er en forening, og i øvrigt den eneste af slagsen i Danmark, der kæmper for at forbedre levevilkårene for minoritetsetniske LGBT+-personer. En gruppe, der på flere parametre er svært udsat. Ikke alene er der mange fordomme og diskrimination fra samfundet omkring gruppen, men de møder også diskrimination, homo- og transfobi i baglandet. I 2015 udkom rapporten ”Nydanske LGBT-personers levevilkår” fra Als Research, en undersøgelse foretaget for Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Resultaterne taler sit tydelige sprog: Hver tredje nydanske homoseksuelle har overvejet selvmord inden for det seneste år.

Som årene gik, begyndte jeg at investere min tid i Sabaah. Jeg blev bestyrelsesmedlem i 2015, hvorefter mit aktivistiske virke tog fart. I foråret 2017 landede jeg posten som forperson. Nu er jeg ansigtet udadtil. Men mit virke i Sabaah har ikke været helt fair. Jeg har for alt i verden villet advokere for alle brugerne. Jeg har villet være den første til at påpege det ækle hykleri, der flyder tykt i visse minoritetsmiljøer. Men hvordan kan jeg være bekendt at tale deres sag, når end ikke jeg står ved den, jeg er? Jeg har så meget på hjerte, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde hoved og hale i det.

Jeg vil stadig stolt og med hovedet hævet højt vedkende mig som muslim. Mit bagland spørger mig gang på gang, om ikke jeg frygter Gud, men hvad I ikke forstår er, at jeg har tillid til Gud. Det er jeg nødt til at have. Min religiøsitet vedkommer desuden på ingen måde andre end mig selv. Det er en sag mellem mig og den Gud, I reducerer gang på gang, når I går i clinch med mig.

Vi bryster os i Danmark over at være en frisindet, progressiv guldmine, men jeg vil vove at påstå, at virkeligheden ser anderledes ud. Homoseksualitet er stadig tabubelagt overalt i samfundet. Jeg kan naturligvis kun tale ud fra mit eget erfaringsperspektiv, men både i min familie og i det pakistanske community er der en forventning om, at du går i skole, får dig en uddannelse, bliver gift med en fra det modsatte køn og stifter familie. Således viderefører du slægten.

Jeg oplever oftest, at religiøse spørgsmål bliver brugt som argument for at lukke for enhver diskussion. Hvordan argumenterer jeg over for nogle, der bygger alle deres logikker på en bogstavnær fortolkning af religiøse tekster? Nej, jeg tror ikke, det handler om, at mine forældre er bange for, at jeg skal ryge i Helvede. Det handler i højere grad om den udskamning og den perfide fingerpegning, som jeg og resten af familien vil møde i samfundet. Selvom man skulle tro, at jeg kunne sænke skuldrene efter at have stået frem, kommer jeg nok aldrig rigtig derover, hvor alt er sødt og rosenrødt. Kampene vil stadig være der.

Så længe vi har minoritetsmiljøer, hvor man taler om hinanden i stedet for med hinanden, reproduceres de strukturer, der splitter familier ad. Aftabuiseringen sker, når unge med minoritetsbaggrund tager opgøret med konservative religiøse dogmer og undertrykkende kulturelle normer. Jeg har selv gjort det.

Jeg troede aldrig, jeg ville nå hertil, hvor jeg er i dag. Sami ridsede kun overfladen, men nåede aldrig at springe ud. Frihedskampen har stået for egen regning. Og det har kostet mere end bare familiære relationer, men jeg var nødt til at være tro mod mig selv. For jeg vil ikke gå ind i år 2018 med endnu en byrde så tung, at det halve kunne være nok. Jeg vil have lov at være mig selv nu.

I dag håber jeg på forsoning. Jeg håber, at de mørke tider vender, og at jeg kan blive et helt menneske igen. For der er ingen skam i min kærlighed. Ikke længere. Jeg har altid sagt, at ”Gud giver de sværeste kampe til sine stærkeste soldater”. Og det her er min kamp.

Mateen Malik Hussain er forperson i foreningen Sabaah og international socialrådgiver