Prøv avisen
Kronik

Min jordemoder hjalp mig, da jeg ikke ville se min søn

Foto: Privatfoto

Inge Ambrosius, pensioneret gymnasielær, cand.mag. i historie og geografi

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I 1984 skulle Inge Ambrosius føde tvillinger. Men efter at den første tvilling var født, var der med ét panik, ilttilførslen til den anden var afbrudt. Da hun vågnede af narkosen, ville hun ikke se den nyfødte, for det var bedre, han ikke eksisterede, hvis han døde

I 1984 var jeg gravid med tvillinger. Det var ganske overraskende, som jeg sagde til den første konsultation hos jordemoderen: ”Det får vi ikke i vores familie!”. Men jordemoderens formodning blev bekræftet ved en scanning, og da vi havde sundet os og konstateret, at huset, bilen og barnevognen var for små, begyndte vi at glæde os, og vores førstefødte fortalte vidt og bredt, at hun skulle være storesøster til to babyer.

Terminen var først i juni, men i april blev jeg sygemeldt på grund af risiko for for tidlig fødsel.

Tiden gik, og jeg blev større og større, uden tegn på at børnene ville ud, og til sidst forsøgte hospitalet flere gange uden held at sætte fødslen i gang, men endelig lige før terminen gik fødslen i gang af sig selv.

Jeg var stor som et hus, og presseveerne var svage, men med hjælp fra ve-stimulering og sug blev den første tvilling født.

Der var nærmest en euforisk stemning på fødestuen. Han var en kæmpetvilling på 3520 gram og 50 centimeter. Der blev skruet ned for ve-stimuleringen, for der var ingen grund til hastværk!

Jeg fik lov at holde den nyfødte, hvorefter min mand gik rundt med ham, narkoselægen gik ud og talte med min mor og far, der lige var kommet, og min far blev sendt af sted for at hente storesøster, der var på lejr med børnehaven.

Men lige med et blev der panik. Min mand blev smidt ud, og narkoselægen hastetilkaldt, mens jeg blev tippet på hovedet, hvorefter alt blev sort.

Denne historie handler ikke om, hvorvidt der blev gjort fejl under fødslen, det er over 30 år siden, og vi er kommet videre, men om en af de personer, der var til stede, og som hjalp langt ud over, hvad man kunne forlange og forvente i situationen.

En person, der i den grad var til stede, og som hjalp mig og fik mig videre på en måde, jeg er dybt taknemmelig for.

Da jeg vågnede op af narkosen, anede jeg ikke, hvad der var sket. Jeg vidste, jeg havde født en dreng og set min mand gå rundt med ham, men derefter var alt kaos og voldsomme smerter, og nu lå jeg fortumlet og ør.

Der var en, der tog min hånd og strøg den. ”Er du vågen?”. Det var min jordemoder, hendes vagt var for længst ovre, men hun havde siddet og ventet på, at jeg vågnede. ”Hvad er der sket?”, spurgte jeg. ”Du har fået to store drenge, den første har det fint, din mor er hos ham. Kan du huske noget?”.

Hun talte stille og strøg mig hele tiden på hånden. Jeg kunne nu huske, at jeg havde set ham, og at de skruede ned for ve-stimuleringen, men derefter intet. Jeg begyndte vist at græde, for jeg var jo godt klar over, at der var noget galt.

Hun forklarede stille, at der var opstået en sjælden komplikation, som kunne ske ved tvillingefødsler, især når børnene var store. Efter den første var født, havde den anden fået drejet sig på tværs, så navlestrengen var faldet frem og ilttilførslen afbrudt. De havde tippet mig på hovedet, vendt ham og trukket ham ud i benene. Hun tav, og det gik op for mig, at det var alvorligt.

”Er han død? Hvor er min mand?”. Jeg tudbrølede. ”Han havde hjertestop, men børnelægen fik ham i gang, nu ligger han på neonatalafdelingen, og din mand er hos ham, men hans tilstand er kritisk, først om et døgn ved vi mere, men nu kører jeg dig over til neonatalafdelingen, så du kan se ham.”

Jeg var knust, det havde været et chok at få at vide, at vi ventede tvillinger, men vi havde vænnet os til tanken, og de var blevet en del af os, skulle jeg så kun få én med hjem?

Nej! Jeg ville ikke se ham, hvis han døde var det bedre, jeg ikke havde set ham, for så eksisterede han ikke! Jordemoderen hørte på mig og fortsatte med at klappe min hånd, mens hun beskrev, hvor fin han var, at han var en stor dreng på over tre kilo, og han kæmpede for livet. Min mand skulle ikke stå alene med ham, det ville jeg fortryde.

Men nej, jeg ville ikke se ham, de kunne hente mig, hvis han mod forventning fik det bedre, men lige nu kunne jeg ikke klare det. Jeg ville se min datter og den førstefødte tvilling, de var mine, men nummer to ville jeg ikke se, ham ville jeg bare glemme.

Jeg skældte ud, fordi hun fortsatte med at forsøge at overtale mig og insistere på, at jeg ville blive glad for at se ham. Uanset hvor meget jeg råbte og græd, hørte hun tålmodigt på mig og klappede min hånd.

På et tidspunkt kom en sygeplejerske med et lille kort med et aftryk af en barnefod, som hun gav mig. Det var hans fod. Han var virkelig, uanset om han overlevede eller ej, og så overgav jeg mig, mest for min mands skyld. Jeg kunne efterhånden godt indse, at han ikke skulle være alene med erindringen om et dødt barn, så jeg blev anbragt i en kørestol og kørt til neonatalafdelingen, hvor vores lille baby lå, alt for stor til den kuvøse, han lå i, hævet i ansigtet og med sonder og slanger og biplyde overalt, men så fin, så fin.

Hun havde ret, han var vores barn, uanset hvordan det gik, og vi græd sammen og håbede det bedste. Vi havde fået en sund og stærk baby og en dødssyg. Skulle vi være glade eller ulykkelige? Vores normale verden var væltet på et splitsekund.

Historien endte lykkeligt. Efter et døgn var han uden kramper og ude af den mest kritiske fase, efter fire døgn kom han for første gang ud af kuvøsen, og efter tre uger blev han udskrevet. Han slap ikke uden men, han er spastiker og har kognitive vanskeligheder og lider af udtrætning, så han trods en pæn studentereksamen måtte opgive at få en uddannelse og er i dag på førtidspension, men han har et godt liv, hvor han klarer sig selv og arbejder som frivillig på et værested, så meget han kan.

Jeg fik desværre aldrig sagt ordentligt tak til ”min” jordemoder, som blev hos mig, længe efter hendes vagt sluttede, som sad hos mig og gav mig håb og fik mig til at acceptere, at mit syge barn var mit barn, uanset hvordan det gik.

Jeg er dybt taknemmelig over hendes omsorg, medfølelse og forståelse, der hjalp mig igennem en af de største og tungeste dage i mit liv.

Jeg skældte ud, fordi hun fortsatte med at forsøge at overtale mig og insistere på, at jeg ville blive glad for at se ham. Uanset hvor meget jeg råbte og græd, hørte hun tålmodigt på mig og klappede min hånd

Inge Ambrosius, pensioneret gymnasielærer
Foto: Privatfoto