En kærlighedserklæring til det murede hus

Murstenen er et genialt påhit og kan nærmest sidestilles med hjulets opfindelse. Ligesom med hjulets stadig stigende betydning har menneskelig forbedringstrang gjort murstenen til verdens mest anvendte byggeklods, skriver en tidligere murer

Søren Frarup, tidligere murer, skriver i kronikken, at i dag "er det udfordrende murerarbejde forsvundet ind i husenes badeværelser og køkkener i form af flisearbejder af høj kvalitet, hvorimod mursten blot er noget, der skal stables oven på hinanden". Læs hans hyldest til de gode byggesten her. Arkivfoto.
Søren Frarup, tidligere murer, skriver i kronikken, at i dag "er det udfordrende murerarbejde forsvundet ind i husenes badeværelser og køkkener i form af flisearbejder af høj kvalitet, hvorimod mursten blot er noget, der skal stables oven på hinanden". Læs hans hyldest til de gode byggesten her. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Ved en Guds lykke blev jeg murer! Derved indgik jeg i en tradition, der går mere end 10.000 år tilbage i tiden, for omkring den tid fik det murede hus sin spæde start i Mellemøsten, hvor æltet ler blev formet i hånden til franskbrødslignende klumper (adober), som blev lagt til tørring, hvorefter de, sammenmuret med vådt ler, skabte ly og læ for den tids mennesker i et klima, hvor man slet ikke kendte til vore breddegraders regn, rusk og kulde – og således foregår det endnu mange steder i stort omfang.

Og hvad mere er, så tror jeg også, fortidens mennesker og jeg deler den samme glæde ved ubesværet at kunne anbringe den ene sten oven på den anden i lod og vage, så der til slut fremstår et beboeligt hus. Selv Aleksandr Solsjenitsyn, der i de sibiriske fangelejre under tvang og i op mod 20 graders kulde med store lecablokke måtte bygge huse til sin egen indespærring, har i sin verdensberømte skildring ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” beskrevet fascinationen ved murerhåndværket, som kunne få fangerne til at glemme alt andet end den forhåndenværende glæde ved arbejdet.

Selv er jeg aldrig blevet træt af at lade mit kritiske blik vandre op og ned ad både mit eget, men også andres murværk, og jeg fyldes ofte af misundelse, når jeg betragter murværk, der er opført for over 100 år siden, idet det både i skønhed og håndværksmæssig kunnen langt overgår, hvad jeg har været med til at bygge.

Murstenen var et genialt påhit og kan nærmest sidestilles med hjulets opfindelse, for ligesom med hjulets stadig stigende betydning og forfinelse har menneskelig forbedringstrang gjort murstenen til verdens mest anvendte byggeklods, hvorfor vi lever i en verden, der bogstavelig talt var utænkelig uden den.

Om huset var til beboelse, til gudelig tilbedelse, til borge, til underholdning (Colosseum) eller bare tænkt som ren magtdemonstration, så overgik den lille geniale byggeklods mængdemæssigt og funktionelt helt op til vor tid stort set alt andet, da forarbejdelig ler er let tilgængelig så godt som overalt i verden, og kalken til deres sammenbinding også.

I ”civilisationens vugge”, Mesopotamien, bragte sumererne for omkring 6000 år siden lerklumpen til sit næste stade ved at lade det brænde ved høje temperaturer (cirka 1000 grader celsius) i specielle ovne, og se, frem kom den klimabestandige sten, som jeg murer med den dag i dag, og som har bragt mig og så mange andre så megen stolthed og glæde – først og fremmest den glæde, at du, når dagen er omme, kan træde tilbage og beundre dit dagsværk, og du ved, at det sikkert vil blive stående til beskuelse og gavn mindst din levetid ud.

Romerrigets legionærer kunne murerkunsten og byggede adskillige forsvarsværker i sten i de erobrede områder, men med dets fald omkring år 400 e.Kr. forsvandt mureriet med dem ganske pludseligt og blev først genoptaget omkring år 1000.

Såvel murerhåndværket som stenfremstilling blev bragt til Danmark sydfra af de munke, som vi skylder så meget kulturelt, og det første murede ”hus” i Nordeuropa, Roskilde Domkirke, blev opført af munkene i 1175, hvorefter mange kirker og borge fulgte efter, men det var ikke menigmand forundt at bygge i mursten, det var kun for velhavere.

Med 1800-tallets industrielle revolution billiggjordes stenfremstillig så meget, at alle kunne være med, og murstenshuset meget mere brandsikre bolig fik en rivende udvikling. Danmarks rige forekomster af ler betød, at adskillige private bønder selv brændte sten af den ler, der var på deres ejendom, i primitive jordovne, hvor der kunne produceres 2000-4000 sten pr. brænding, og simple huse med halvstensmure blev opført mange steder. Lerets indhold af kalk bestemte overordnet, hvilken farve stenene fik – blåler gav gule sten, og rødler gav røde sten.

Bygmestrene fravristede i løbet af middelalderen efterhånden munkene deres eneret på murerhåndværket, og den lidt klodsede store munkesten (hvor hver tredje sten blev vendt ind i den massive mur) blev efterhånden erstattet af den stenstørrelse, vi bruger i dag.

Mørtelen, som der spøges med, om den er til for at holde stenene sammen eller for at holde dem fra hinanden, er først og fremmest til trykudligning, og intet murværk må i princippet beregnes at kunne optage trækkræfter, som det for eksempel er tilfældet med jernbeton.

Nu om stunder er mørtelen blevet alt for stærk, og helt op til min læretid blev der udelukkende brugt ren kalkmørtel, som har den fordel, at eventuelle revner i murværket forplanter sig gennem fugerne, som let lader sig reparere, og ikke, som nu, revner gennem stenene.

Ligeså er det ganske let at rense ren kalkmørtel af stenene, så de kan genbruges, hvor man i dag er henvist til brug af vinkelsliber, selv ved mindre reparationer – det er en stor skam, og efter min mening noget, vi burde komme bort fra. Også kalk graves op af undergrunden (eller fås fra strandskaller), hvorefter den brændes. Den brændte kalk knuses og læskes så ved vandtilsætning (helst i flere år), og med iblanding af passende mængder sand har man den færdige muremørtel, som hærder af, når den kommer i forbindelse med luft.

I 1800-tallet blev det for alvor herhjemme opgangstid for det murede hus (muret i ren kalkmørtel – og de står der endnu!), hvor særligt femetagers huse i de københavnske brokvarterer skød i vejret med rivende hast, stadig i massiv mur, der forneden var tre en halv sten tyk og foroven halvanden sten, helt almindelig viden for enhver murermester.

Disse ofte meget smukke kvalitetshuse, såvel fra et håndværksmæssigt som fra et arkitektonisk synspunkt, med deres facader pudsede eller i blankt murværk, overgås næsten kun af de opførte offentlige bygninger, såsom rådhuse, posthuse eller stationsbygninger, der er et svendestykke værdige i udførelse.

Helt op til midt i 1900-tallet holdt denne høje traditionsbundne kvalitet i såvel håndværk som materialer, og med skam at melde gik det meste fløjten i løbet af 1960’erne (min læretid) og frem, hvor adskilligt murværk har måttet ommures eller helt fjernes på grund af deres dårlige kvalitet. Også det traditionelle, og for enhver murer det mest tiltalende murværksforbandt i facaden, krydsforbandtet med skiftevis halve og hele sten, er nu næsten helt forladt, da det er lidt mere tidskrævende – men bemærk – ethvert hus med betegnelsen ”murermestervilla”, har dette forbandt, alt andet var nærmest utænkeligt!

Derfor er det en god tommelfingerregel, at du roligt kan købe et moderne hus opført med krydsforbandt, da det i sig selv er et kvalitetsstempel, men næsten alle villaer i dag er muret i det såkaldte løberforbandt – desværre!

Nu er det udfordrende murerarbejde forsvundet ind i husenes badeværelser og køkkener i form af flisearbejder af høj kvalitet, hvorimod mursten blot er noget, der skal stables oven på hinanden.

Vil man se murværk af absolut højeste kvalitet fra håndværkets solnedgang, så skal man besøge Grundtvigskirken på Bispebjerg i København, opført 1920-1940 ved brug af omkring seks millioner mursten og med synlige flader slebne for at få et blødt skær, alle samarbejdende om med fuldendt præcision at skabe slanke piller, buede hvælvinger og kunstfærdige udsmykninger til Guds og menneskers ære.

Såvel jeg som murstenen kan helhjertet istemme Kingos: ”Af mit ler, du gjorde mer, end jeg kan sige grant” (salme nummer 761 – den eneste salme i salmebogen, hvor ordet ”arbejdsmand” forekommer).

Om huset var til beboelse, til gudelig tilbedelse, til borge, til underholdning (Colosseum) eller bare tænkt som ren magtdemonstration, så overgik den lille geniale byggeklods mængdemæssigt og funktionelt, helt op til vor tid, stort set alt andet

Vil man se murværk af absolut højeste kvalitet fra håndværkets solnedgang, så skal man besøge Grundtvigskirken på Bispebjerg i København,