Prøv avisen
Kronik

En kendis fra fortiden fylder 150 år

Hans død var en national begivenhed, og selvom digteren Jeppe Aakjær har sat langvarig kurs mod glemslen, kan han endnu mønstre landets største litterære selskab, som på lørdag fejrer hans 150-årsfødselsdag

Den 10. september er det digteren Jeppe Aakjærs 150-års fødselsdag.

Om den i øvrigt skal fejres af andre end Aakjær-selskabet er vel tvivlsomt. Aakjær er ved at være glemt, selvom han ved sin død i 1930 fik en af de største bisættelser i mands minde, hvor kisten under deltagelse af tusinder af mennesker blev transporteret fra hans gård Jenle i Salling til Idrætshuset i København, hvor statsminister Stauning (S) talte over ham.

Dengang var Aakjær kendis, og hans datter fortæller, at han under gåture fra sit hotel til forlaget Gyldendal jævnligt af københavnerdrenge fik opfordringen: ”Sid ned, Aakjær!”. Efter en hård sygdomsperiode medbragte han nemlig i sine sidste leveår en klapstol på enhver gåtur.

Det første, og eneste, årti for min læsning af Aakjær var 1950’erne, årtiet for min skolegang. Det var lidt personligt. Min far havde været ansat som karl hos Aakjær fra 1921 til 1923, og Aakjær var litterær husgud i hjemmet. Han tronede over bogreolen på et foto med dedikation, flankeret af Johannes V. Jensen og Henrik Pontoppidan.

Det var det personlige kendskab, der gav Aakjær førstepladsen – min far var helt i stand til at anerkende de to andres langt højere digteriske kvaliteter.

Vi havde hans samlede værker stående, og det var kun prosaen, der interesserede mig, da jeg omkring 10-års‑alderen begyndte at kigge i dem.

”Jens Langkniv”, en røverroman fra 1600-tallet med et lille anarkistisk tvist, var den foretrukne. Den var der mestaction og flest bandeord i. Bevares, de mere samtidige romaner som eksempelvis ”Vredens børn”, ”Bondens søn” og ”Arbejdets glæde” indeholdt da både dramatik og erotik, der gav et pift til skildringen af livet og vilkårene for landboerne i slutningen af det 19. århundrede.

Disse vilkår var for tyendets vedkommende præget af mangel på rettigheder og udbredt usselhed, og Aakjærs beskrivelse af forholdene i ”Vredens børn” var som bekendt med til væsentligt at forbedre landproletariatets dårlige forhold.

Disse eksisterede ikke mindst i kraft af en mangelfuld, dårligt gennemtænkt tyendelov. Det var folkeligt gennembrud og indignationslitteratur på nogenlunde linje med den samtidige Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren”.

Aakjærs lyrik fyldte meget i de samlede værker, men der var for en skoledreng ikke så meget ved at læse den. Vi lærte mange af hans gængse sange i skolen, og nogle af dem blev ofte sunget ved forsamlinger af forskellig art. Dog ikke hos missionen, som Aakjær havde indledt sin skribentkarriere med et frontalangreb på.

Lyrikken havde i 1950’erne allerede længe været det blivende hos Aakjær. Noget af den var folkeeje, også fordi især Carl Nielsen havde givet den melodier med en formidabel sangbarhed. Der var en del at vælge imellem.

Det hændte et par gange i min barndom, at min far under vinterselskabelighed fandt et digt i de samlede værker, der passede til lejligheden og snakken, og med gæsternes tilslutning læste det højt. Så sad disse Venstre-bønder og fordøjede flæske‑ stegen med Aakjær og kaffe og cerut.

Fra omkring 1960 tabte også lyrikeren Aakjærs betydning stedse højde. Fjernsynet lavede i 1960’erne et par portrætudsendelser om ham – den første vistnok i 1963, den anden i anledning af hans 100-årsfødselsdag i 1966. Det kunne dog ikke ændre ved, at han trængtes i baggrunden. Han passede dårligt ind i den ny massekultur, der bredte sig i disse år.

I den lidt mere finkulturelle verden var der ikke længere plads til Aakjær. På det seminarium, hvor jeg selv gik i slutningen af 1960’erne, betragtedes han som for længst forældet, så der var ingen grund til at bruge tid på ham.

Op gennem 1970’erne var der ikke megen opmærksomhed omkring Jeppe Aakjær, mig bekendt.

I 1977 udkom Knud Erik Pedersens roman ”Puslingelandet”, som har lånt titlen fra samme sang med det velkendte ”Du pusling-land, som hygger dig i smug,/mens hele verden brænder om din vugge”. Pedersens roman foregår under Besættelsen i et hjørne af Vesthimmerland og kunne med en vis ret genbruge Aakjærs betegnelse fra Første Verdenskrig.

I 1980 blev Aakjærselskabet dannet, og senere samme år udgav datteren Solvejg Bjerre bogen ”Den hvide rug, den blide rug. Jeppe Aakjær og ’Jenle’”. Det var meget væsentlige bestræbelser på at bevare mindet om en digter og det miljø, han havde virket i.

Ifølge hjemmesiden har selskabet nu omkring 2000 medlemmer og er dermed for længst blevet Danmarks største litterære selskab. I dets regi udfoldes en mangesidig aktivitet med Jenle som base. Eksempelvis er Jenle-festerne genopstået i en form tilpasset nutiden. Festen afholdes hvert år den første søndag i august.

Det er faktisk imponerende, men når man ikke er medlem af Aakjærselskabet kan man sagtens komme til at leve i uvidenhed om al den aktivitet, der bliver udfoldet omkring digteren.

Jeg mindes i hele perioden fra 1980 til årtusindskiftet kun en enkelt episode, hvor Aakjærs betydning endnu en gang blev slået fast. Det var, da Gunnar Nu Hansen i en radioudsendelse fortalte, hvordan han mange år tidligere ved en bestemt begivenhed i (vistnok) Californien var blevet bedt om at udpege det, der havde størst betydning for ham som dansker. Med grødet stemme citerede Gunnar Nu fra sangen ”Jylland” strofen:

Hvad var vel i verden det fattige liv

med al dets fortærende tant,

om ikke en plet med en dal og lidt siv

vort hjerte i skælvinger bandt!

Om ikke vi drog fra det yderste hav

for bøjet og rynket at stå

og høre de kluk,

de mindernes suk

fra bækken, vi kyssed som små!

Som eksempel på det ypperste hos Aakjær blev den samme strofe brugt af den socialdemokratiske tidligere kulturminister Julius Bomholt, da han hyldede digteren på 100-årsdagen i 1966.

I sin fyldige mindeartikel var Bomholt overbevist om, at den svækkede interesse for Aakjærs digtning ville blomstre op igen, fordi ”cand.mag.-digtningen er ved at ebbe ud, og når de verbale ekvilibrister har vist, hvad de kan, vil verden vende tilbage til hyrdefløjten og de enkle ord, der har oplevelsens styrke i sig”.

Bomholt svang sig endda op til at mene, at ”hvad Grundtvig var for det 19. århundredes menigheder, er Aakjær for det 20. århundredes brede demokrati”. Han gik hårdt i rette med litteraturkritikernes elite med Hans Brix i spidsen, der for længst havde erklæret Aakjærs digtning for død, undtagen de få uopslidelige naturidyller.

Bomholts profeti gik dog ingenlunde i opfyldelse. Aakjær synges vel stadig meget mere, end han læses, men det er formentlig kun i det jyske område. Og på det arkadiske Jenle dyrkes det forgangne på behjertet vis. Det er lidt paradoksalt, at en digter med en langvarig kurs mod glemslen kan mønstre landets største litterære selskab.

Det har nok flere grunde. En af dem er uden tvivl nostalgi. En anden er måske noget med udkanten, en stædig pegen på nogle værdier, som var virksomme i kraft af landskabet og dets nøjsomme befolkning, og som Aakjær hyldede hele sit liv.

Så længe der bor mennesker nord for Karup Å vil der være folk, der værdsætter denne digter og det landskab, han var så uløseligt sammenknyttet med. Så tidens tand vil alligevel være længe om at fjerne ham helt.

Hakon Poulsen er tidligere viceskoleleder 

Digteren Jeppe Åkjær. Foto: NF