Prøv avisen

En kirke med plads til alle

Kopier af Anders Behring Breivik, ligger klar til udleveringen i Oslo AFP PHOTO/SCANPIX/ Erlend Aas Foto: Leif Tuxen.

En topstyret kirke risikerer at underminere den usynlige sammenhængskraft, som binder Danmark sammen. Skrækscenariet er en topstyret kirke med ét øverste råd til at fortælle os andre, hvordan kirken bør forholde sig til en række spørgsmål

Anarkisme og konservatisme går sjældent hånd i hånd. Men i særlige tilfælde smelter de sammen i en højere enhed. Sådan er det med folkekirken. Her hersker en særlig anarkistisk rummelighed, som har helt essentiel betydning for vores etik og moral, ja, hele måden vi har indrettet samfundet på.

Derfor er det ikke blot folkekirkens fremtid, der står på spil, når kirkeminister Marianne Jelved (R) lægger op til at ændre den nuværende folkekirkeforordning efter 165 år. En topstyret kirke risikerer at underminere den usynlige sammenhængskraft, som binder Danmark sammen. Derfor er der god grund til at advare mod at give et landsdækkende organ indflydelse på økonomi, ritualer og andre indre kirkelige anliggende.

Som folkeskolen er folkekirken én af de vigtigste grundpiller i samfundet. Den danske folkekirke er evangelisk-luthersk og understøttes som sådan af staten, fastslår Grundlovens paragraf 4. At samfundet hviler på Luthers protestantiske tankegang er ensbetydende med, at vi som mennesker har en grundlæggende frihed. Med Luthers ord er vi alle krøbet ud af dåben som præster. Det er et opgør med den katolske ordination. Her er ingen mellemmand, pave eller andre mellem Gud og den enkelte. Vi er alle lige for Vorherre. Et lille barn kan ikke kvalificere sig, men modtager ved dåben Guds nåde gratis og ubetinget.

LÆS OGSÅ: Flertal vil have nationalt råd i kirken

Derfor mødes vi i kirken som lige uanset politisk ståsted, titel eller økonomisk formåen. Fordi folkekirken som det kristne lutherske budskab er rummelig. Alle er velkomne også dem, der ikke har betalt kirkeskat. Ingen spørger om medlemskort ved indgangen, ligesom præsten kan være sjælesørger også for ikke medlemmer. Her er plads til os alle, høj som lav. Borgerlig, socialist eller liberal. Vi kan gå i kirke uden at have den fjerneste anelse om, hvad præsten stemmer. Og ingen fortæller os, hvad der er den rette kristelige måde at drive politik på, eller hvordan den rette kristne bruger sin kirke eller sin kristendom. Ingen kan udtale sig på kirkens vegne, og den danske folkekirke har ingen fælles holdning til miljø- eller asylpolitik. Her er plads og intet krav om politisk enighed.

Gennem århundreder har dette kristne grundsynspunkt præget det danske folk med en grundlæggende forståelse af at være i samme båd og bære over med hinanden. Respekten for det enkelte menneske er rodfæstet i kristendommen. Det samme er fællesskabets ansvar for at tage vare på næsten. Den baggrund er fælles, uanset hvordan den enkelte dansker i øvrigt måtte forholde sig til tro og religion. Derfor er fanatisme, hellighed og hovenhed udansk. Den styrke og sammenhængskraft er underkendt, men uvurderlig. Svær at sætte kroner og ører på og umulig at genoprette, når den først er smuldret væk.

Skrækscenariet er derfor en topstyret kirke med ét øverste råd til at fortælle os andre, hvordan kirken bør forholde sig til en række spørgsmål. Umiddelbart er der ikke lagt op til, at Folkekirkens Fælleudvalg skal udtale sig om politiske spørgsmål. Men den vej vil det gå. Men det nye udvalg bliver det langt lettere for journalister at søge kirkens kommentar til dette og hint.

Sådan har udviklingen været i en række andre lande eksempelvis hvorvidt oliemilliarderne i Norge skulle bruges til u-landsbistand. Som sognepræst Lise Trap, Soderup og Kirke Eskilstrup Sogn, har udtrykt det: Bare formanden eller næstformanden siger, at vi skal passe på skaberværket og derfor spise økologisk, vil det blive opfattet som folkekirkens mening, og så risikerer vi, at folk oplever, at de skal komme i en kirke, de ikke er enige med.

Ude i sognene, hvor kirken virker til daglig, ønsker man derfor at beholde den folkelige bredde, som den nuværende løse styringsstruktur sikre. Her er et velordnet anarki, som giver plads til stor forskellighed. Her er masser af liv, gode idéer og nye initiativer, som spirer frem. Danskerne går til babysalmesang, på pilgrimsvandringer og bruger i det hele taget kirken langt mere aktivt end tidligere. Rigtig mange sogne landet over har spændende projekter i gang. Initiativer, der også appellerer til grupper, som ikke har tradition for at komme i kirken.

Ganske vist er folkekirkens medlemstal faldende. Det er ikke overraskende, eftersom en stigende del af befolkningen har dybe rødder i den muslimske tro. Men otte ud af ti danskere er stadig medlemmer, og kristendommen er langtfra ved at gå af mode. Tværtimod. Rigtig mange særligt unge leder efter et åndeligt ståsted og finder i en tid med store forandringer ro i det kristne budskab om nærhed og næstekærlighed. Hver på sin måde.

Den mangfoldighed og rummelighed må vi ikke sætte over styr. Og det er netop, hvad vi risikerer med Folkekirkens Fællesudvalg, som efter styringsudvalgets forslag skal bestå af 26 medlemmer. Heraf skal 19 medlemmer være lægmænd, og syv gejstlige som eksempelvis biskopper og præster.

Men allerede nu står det klart, at der ikke bliver plads til den del af folkekirken, der består af valgmenigheder. Det samme vil være tilfældet for andre kristne trossamfund, der benytter sig af for eksempel bibeloversættelser og salmebøger, som det foreslåede Folkekirkens Fællesudvalg fremover skal stå i spidsen for. Så allerede inden det er oprettet, kommer mangfoldigheden under pres.

Med andre ord er det vigtige beslutninger, vi står over for i forhold til, hvordan vi fremover skal forvalte den kristne arv, der binder os sammen som folk. Det er ikke for ingenting, at vi som konservative taler om Gud, konge og fædreland. Konservatismen er vokset ud af et kristent livssyn. Og det er slet ikke tilfældigt, at Gud er nævnt først. I det konservative grundsyn ligger nemlig en stærk bevidsthed om vores kristne arv. Omsorgen for de svageste er ligesom frivilligt socialt (diakonalt) arbejde helt centralt. Sådan kunne vi blive ved. Men det væsentligste er, at vi ikke står alene med denne kristne arv. Også den socialdemokratiske bevægelse er rundet af dette værdisæt et vigtigt fællesskab på tværs af politiske skel.

Alligevel har den radikale kirkeminister, Marianne Jelved, travlt. Alt for travlt. Knap to måneder vil ministeren give græsrødderne i folkekirken til at forholde sig til den meget komplicerede 448-siders betænkning om folkekirkens styre.

Allerede da regeringen satte arbejdet i gang, var der alt for meget fart på. Sølle tre måneder hen over sommerferien fik det folkekirkelige bagland til at drøfte et debatoplæg, som var blevet udarbejdet i løbet af det forløbne halve år. Heldigvis blev det forlænget til seks måneder, så det også var realistisk for menighedsrådene at nå at drøfte oplægget på deres rådsmøder. En høring, der i øvrigt viste, at flertallet ikke ønsker et centralt kirkeråd.

Nu haster det så åbenbart igen. Er det overhovedet realistisk at få et rimeligt antal gennemarbejdede høringssvar på den tid. Eller er strategien at udmatte de mange menighedsråd, præster og andre, der allerede én gang har sagt fra over for en topstyret kirke. Til sammenligning tog det 10 år at udarbejde en ny salmebog.

Så kære kirkeminister: Vi har levet med den nuværende styreform siden 1849. Giv folk en chance for at læse på stoffet, drøfte det med hinanden og lave nogle ordentlige høringssvar. Folkekirkens fremtid er for vigtig til, at den skal gøres til en udmattelseskamp.

Det folkekirkelige anarki længe leve!

Lars Barfoed er formand for Det Konservative Folkeparti, Charlotte Dyremose er folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, og Tove Videbæk er kandidat til Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti