KIRKEKLOKKEN ER ET fascinerende instrument. Når klokkekneblen "kysser" klokkens malm – mere end en let berøring er det ikke, hvis klokken er rigtigt ophængt – kan det høres vidt omkring, fordi hele instrumentet bringes i svingninger og samtidig bruger sig selv som en slags lydparabol. Intet andet instrument høres så langt (kun store musikfestivalers lydanlæg ville kunne klare at udsende en lige så langtrækkende lyd elektrisk). Ved næppe noget andet instrument hører man så mange overtoner.
Martin A. Hansen mener, at klokkeklangen kan forklare en del af middelalderkirkers placering. De skulle ligge så langt fra de gamle helligsteder, at klangen ikke forstyrrede de gamle guder. For kirkeklokken forstyrrer – om-end med vellyd (medmindre man er meget tæt på). Den beslaglægger det offentlige lydrum for Vor Herre, insisterer med sin klang på, at den hele jord hører ham til.
Fra jeg var 11 til 15, var jeg klokkerdreng ved Tønder Kristkirke, ringede klokkerne til alle gudstjenester og ofte også hverdagsringningerne, stående på det smukke tømmerdæk lige under klokkerne. Et dødsfald krævede en times ringning med den dybeste og største på over et ton. Når jeg skulle standse den, røg jeg med halvanden meter op i luften – fantastisk. Den sidste dag i måneden cyklede jeg ud til menighedsrådets kasserer og hentede de 20 kroner, som månedens ringninger indbragte – ved højtiderne var der et tillæg på en 10?er. Mit mesterstykke var, da jeg som stor dreng præsterede ene mand at ringe alle fire klokker ved at sætte de to største i gang først, ringe de to mindre og så hvert halve minut lige slippe rebene for at give nogle gevaldige ryk i rebene til de to klokker, der holdt sig selv i gang.
Allerede længe før den tid optog klokker mig. Til familiehistorierne hører, at jeg som femårig en søndag efter gudstjenestetid sammen med min bror gik i gang med at ringe med en nabokirkes klokke, indtil præst og graver kom ud af kirken og fik standset dette brud på den liturgiske orden. De seneste år har jeg nogle gange sneget mig til at bistå med højtidskimningen fra Haderslev Domkirkes spir aftnerne før de store helligdage.
NU HAR NOGEN så fået den idé, at man kunne "røre" klokkerne over den ganske verden den 13. december under klimakonferencen i København, lade lyden rulle overalt, hvor klokker findes, som en "bølge" hen over den ganske jord.
Jeg hører og ser det for mig, hvordan man tamper på stumper af jernbaneskinner ved små lerkirker i Stillehavet og Bangladesh eller på lastbilfælge i Afrika (for de steder må man ofte klare sig med noget, der ligner klokker) og lader klokkerne lyde ved trækirkerne i Grønlands bygder – alle de steder, hvor allerede i hundredtusindvis af mennesker plages af klimakrisens konsekvenser på egen krop. Og selvfølgelig også i Danmark, det lille flade land, vi bebor, som også kunne blive ramt, hvis verdenshavene stiger meget.
Jeg synes, det er flot idé. For netop den dobbelte funktion har kirkeklokkerne nemlig haft siden gammel tid: ringet til tro på og bøn til Vor Herre – og ringet alarm, når der skulle skabes opmærksomhed om verdslige ting og jordiske farer, ja, helt indtil for nylig indgik klokkerne i det offentliges beredskabsplaner.
Mere hellige er de ikke. Eller måske er det snarere et udtryk for, at kristendommen ikke kun handler om, hvad der går ud over dette liv, men i høj grad også om dette liv. Vor Herre meddelte et håb, der går ud over alt, hvad vi kender, men kom også folk til hjælp i noget så hverdagsagtigt som deres sult.
I 1960'erne var Tøndermarsken ved et par lejligheder truet af stormflod. Det stormede voldsomt, og det var springflodstid. Vi vidste fra mærket cirka en meter oppe på kirkens mur, hvor galt det kunne gå – kirken lå endda på byens højeste punkt.
Min far sagde til mig, at nu måtte jeg holde mig parat, hvis der skulle ringes til evakuering. Jeg svarede: Hvad med lugerne – kan jeg overhovedet åbne dem i denne storm? Vi går op og prøver, svarede han. Så gik vi højt op i tårnet, som knagede og bragede i stormen, og konstaterede, at vi godt kunne åbne lugerne. Ud over at jeg var spændt og måske også lidt bange, rummede det en tryghed, at alarmen kunne komme til at udgå fra kirken. Klokkerne ville da melde, at hvor galt det end gik, ville ikke alt gå under – de dybe toner fra klokkerne af håb og fortrøstning ville klinge længst.
I 1980'ERNE SAMLEDE JEG ind til en ny kirkeklokke til en kirke, hvor jeg var præst. Vi fik digteren Ole Wivel til at skrive klokkeverset. Det blev et af de smukkeste, mest indholdsrige klokkevers, jeg har set – når alt, hvad han ellers har skrevet, for længst er borte, vil det stadig stå der. Det lyder:
Jeg ringer for dag og år
skønt liv forgår.
Jeg ringer for Herrens ord,
Guds rige på jord.
Der er netop klokkens dobbeltfunktion udtrykt. Den ringer ved dagens begyndelse for at kalde folk ud til arbejdslivet, alt det, der er vigtigt for os i denne verden, uanset at den skal forgå. Den ringer tillige for det ord, som allerede her og nu åbner det Guds rige, der skal bestå, når alt andet er borte.
I Kristeligt Dagblad spørger sognepræst Agnete Raahauge den 1. oktober mig, om kirkeklokkerne virkelig skal stilles til rådighed for politiske mærkesager.
Dertil er at sige, at klimaspørgsmålet selvfølgelig har politiske momenter, men det er også noget andet. Jeg er naturligvis opmærksom på, at klimaeksperterne i Dansk Folkeparti ikke mener, at vi kan eller skal gøre noget ved det (jeg har det lidt skidt med, at denne lille elite taler nedladende om almindelige jordbundne menneskers foruroligelse over, hvad vi både kan se og selv har på fornemmelsen med hensyn til klimaet), men ellers er der jo bred konsensus om, at vi har et problem, som i hvert fald går over det partipolitiske.
Hvem skal afgøre, hvilke sager der fortjener klokkeringning og hvilke ikke? spørger Agnete Raahauge. Det skal selvsagt det enkelte sogn, og den afgørelse synes jeg i modsætning til hende sagtens, det enkelte sogn kan træffe uden at blive til en kampplads. Enhver sag kan gardere sig med slagord om, at livsvilkårene for verdens fattige er truede, siger Agnete Raahauge. Det mener jeg afgjort ikke enhver sag kan, men denne kan, fordi det kan dokumenteres med tørre tal og kendsgerninger.
Klokkerne kunne den 13. december signalere, at noget alvorligt er på færde. Men desuden, at der er håb – at der altid er andet og mere at sige, end forskere og politikere kan, uanset hvor alvorligt de så taler. Klokkeringningen kunne være den kristne kirkes med- og modspil til klimakonferencen. Både tage undergangsprofetierne alvorligt – og overbyde dem. At det skulle være afgudsdyrkelse af skaberværket, kan jeg ikke rigtigt forstå.
Men desuden: Vi holder os ikke på afstand af enhver politisk sag i folkekirken.
Tag kirkebønnen: Jeg har bedt for arbejdsløse og for bønder, der skulle på tvangsauktion – er det forkert? Lige for tiden beder jeg for soldaterne i Afghanistan – og har været med til at anbefale det. Så må enhver præst gøre, hvad han eller hun kan have sig selv med i, ligesom ethvert menighedsråd må gøre det i forhold til ringningen i december.
Lad mig indrømme: Man kan komme i tvivl om, hvad der er oppe og nede i klimasagen – men så må man jo holde sig til dem, man finder mest troværdige, Connie Hedegaard (K) for eksempel.
Under alle omstændigheder vil jeg hellere, at klokkerne bliver rørt en gang for meget end en gang for lidt. Gud havde ingen berøringsangst i forhold til at blive menneske. Kristendommen har også med dette liv og denne klode at gøre, uanset at den forkynder et håb, der går ud over den.
Niels Henrik Arendt er biskop i Haderslev Stift