Korset. Det er korset, der adskiller kristendommen fra alle andre religioner. I kristendommen tales om et kors, hvorpå Guds søn hænger. Det udtrykkes radikalt, at Gud dør, og at Gud dermed tager ind i dybet af den intethed, som omgiver mennesket og verden. Gud tager intetheden på sig; og ikke alene det: Han tager den helt ind i sig og bliver selv til intet. Gud dør. Det er det afgørende.
Men korset er også menneskets sidste bastion. Korset tager mennesket alvorligt. Korset er udtryk for skabningens egne kræfter. For på korset lukker Gud for alle menneskelige tiltag og frelsesveje.
Hvis det var muligt at komme til Gud ved egne midler og kræfter, så kunne Gud have anvist disse muligheder. Så kunne Gud have sagt til menneskene, at de nu måtte strenge sig lidt mere an og prøve lidt mere.
Men kristendommens dybe grund er, at det sagde Gud ikke. Gud hang i stedet på et kors. Og derved er korset et ganske konkret udtryk for, at alle veje til Gud er lukket. Vejen til Gud er spærret. Ethvert forsøg og enhver religiøs stræben må stå tavs ved foden af korset. På korset siger Gud fra over for mennesket.
Søren Kierkegaard fortæller i "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" en historie om, hvorledes Gud står på en borgmur og sænker en stige ned til frelse for dem, der står ved foden af muren. Men nogle smarte hoveder kommer op på borgen ved hjælp af entrehager og kommer hen og prikker Gud på skulderen for at se, hvad han laver. Kierkegaard slutter historien med ordene: "Fanden være Gud på den Måde!" Det betyder, at Gud alene findes på korset, hvor han er ofret for vores skyld. Det ville være en uforskammet handling så at søge ham andet sted. Gud findes nu kun på korset.
Men hvis korset er Guds nej til menneskets religiøse stræben, er alt så sagt med det?
Alt er ikke sagt med dette, for i korset er der noget mere: Hvis Gud bare ville lukke af for sin skabning, kunne han have ladet skaberværket sejle sin egen sø. Lade det gå til grunde i stedet for at kravle op på et kors. Men det gjorde Gud. Rejste et kors i verden, som derfor på sammen tid er et nej til det selvretfærdige menneske og skjult bag ved et ja til det fortabte menneske. Korset står som et udtryk for både Guds vrede og Guds kærlighed på en og samme tid. Det er derfor det mægtigste udtryk i vores kultur.
Med langfredags kors binder Gud sig til verden. For samtidig med at alle veje til Gud så dystert lukkes ved korsets fod, så overlades enhver mulighed for frelse helt til Gud. Det er korset udtryk for. Frelsen tilhører Gud alene. Det er det, korset peger på.
Men så adskiller kristendommen sig måske alligevel ikke så meget fra andre religioner? I islam tilhører frelsen jo også Allah alene. For man kan ikke kvalificere sig til frelse ved hjælp af gerninger, heller ikke i islam. Her er det Allah, der suverænt dømmer til fortabelse og til frelse. Er det ikke således også i kristendommen? Adskiller islam og kristendommen sig da så meget fra andre religioner? Taler de så ikke om den samme ting? Taler de ikke om den samme Gud?
Forskellen er i korset. I korset har Gud bundet sig til verden, og korset er derfor ophør af den vilkårlige Gud. Korset bliver da at sammenligne med regnbuen, som Gud satte på himlen efter syndfloden for at påminde sig selv om, hvor meget han elsker verden. Guds frelse er i kristendommen bundet til korset. Gud har knyttet sig fast til verden gennem korset, hvorimod i islam Allahs frelse er vilkårlig, for han er ikke bundet af noget.
Et eksempel på dette er en beretning om Martin Luthers inderlige bøn til Gud: I juni 1541 blev Luthers gode ven og medkæmper Melanchthon syg, og sygdommen greb ham så voldsomt, at man troede, at han skulle dø. Luther bad for Melanchthon; han bad alvorligt til Gud og foreholdt Gud hans forjættelser. Luther fortæller, at han vandrede op og ned ad gulvet i stuen og tudede Gud ørene fulde og viste og forkyndte ham Jesus Kristus.
Guds frelse ses i korset, hvilket Luther allerede i den tidlige forelæsning over Romerbrevet har opdaget, og det er grundlaget for hans reformatoriske kamp. Gud er bundet til Jesus på korset. Martin Luther opdagede, at Gud i korset holder op med at være vilkårlig. Korset er et pant på Guds nåde.
Både i kristendom og i islam er frelsen helt og holdent virket af Gud; men hvor den i islam er vilkårlig og alene grunder sig på Allahs beslutning, da er frelsen i kristendommen bundet til Kristus og hans kors. Korset er den nye pagt.
Korset står i verden. Korset står i den skabte verden. Kristendommen bekender, at Gud skabte verden ud af intet. Der var intet på forhånd, for Guds skaberhandling er suveræn. Midt i intetheden og tomheden skaber Gud. Og denne intethed og tomhed truer altid med at skylle som en tilintetgørende syndflod ind over skaberværket igen.
Når intetheden skyller ind gennem sprækker i skaberværket, så erfarer vi det som ulykker og katastrofer; som tsunamier i Asien, jordskælv i Pakistan, som tab af vore kære. Intetheden er skaberværkets modstander. Den intethed, som verden er skabt ud af, og som hele tiden truer med at gøre det hele til intet. Den intethed, som et dybt deprimeret menneske kan give udtryk for, når vedkommende siger: Der er ingenting, der er noget værd. Her giver man pludselig intetheden værdi. Her lader man intetheden få plads i sig. Men vi må aldrig lade intetheden få værdi. Den har netop ingen værdi.
Som digteren Søren Ulrik Thomsen skriver i sit digt til Michael Strunge: "Jeg vil ikke være med til at give din død en mening, som alene er livets" (i "Nye digte"). Vi må ikke give intetheden mening og betydning. Det er også derfor, vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. For at undgå at give intetheden mening.
Man kan ikke fornægte uden at bekende; og man kan ikke bekende uden at fornægte. Den, der fornægter opstandelsen, bekender intetheden. Det er den konsekvens, som langfredag indeholder. Hvis beretningen om Jesus slutter med langfredag, så er historien ikke længere.
Men den kristne bekender, at Gud trådte ind i intetheden og trådte ud af den igen. Derved er påskemorgen svaret på, at der er noget, der er mere værd end intetheden. Der er noget, der har værdi. Ikke alt er født til at dø. Gud har gennem kors og grav kæmpet sig vej frem til påskemorgen, og så er skaberværkets vej ført til ende. Så klinger Jesu ord fra korset om, at det er fuldbragt, sammen med ordene fra skabelsens morgenstund om, at Gud så, at det var godt. Korset og i sidste ende den tomme grav er skabelsens fuldendelse.
Derfor har korset denne dobbeltbetydning: dels et udtryk for intetheden i verden og dermed livets definitive ophør ved døden, dels Guds vedvarende fastholden af sit skaberværk i en kamp mod disse tilintetgørende kræfter.
Uden påskemorgen bliver kristendommen til den rene gru. Martin A. Hansen taler i "Løgneren" om opstandelsestanken, der som en harpun i landet holder meningen fast. Hvis opstandelsen ikke fastholdes, måske endog kun som tanke, så driver alt væk i den intethed og det mørke, som korset peger på.
Men den kristne bekender, at Gud trådte ind i intetheden og mørket for at holde sit skaberværk fast. At Gud som en harpun skydes ind i verden for at undgå, at vi driver væk. Det er det, korset taler om til os. Det mægtigste symbol, vi har i vores kultur. Korsets forkyndelse er på én gang så tilintetgørende og så ganske opløftende. Det er i egentligste forstand en befrielse af menneskelivet. Glædelig påske!
Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst i Tversted-Uggerby, Aalborg Stift.