MANDAG DEN 3. APRIL 1916 var en ganske almindelig dag ved fronten. Ikke en dag husket for specielt store eller blodige begivenheder. Ved byen Givenchy i Nordfrankrig, hvor Reserveregiment 86 var i frontlinjen på den tyske side, var alt ”normalt”– hvis man kan kalde et liv i skyttegrave under stadig beskydning og med daglige blodige tab for normalt.
Noget af det, der gik soldaterne mest på nerverne, var fjendens mange forsøg på at underminere skyttegravene med tunneller, hvor der blev anbragt miner. Når de blev sprængt i luften, kunne skyttegrave og dækningsvolde falde sammen over soldaterne med dræbte og sårede til følge. Af og til kunne man høre lyde dybt under dem: fjendtlige minører, der arbejdede i de underjordiske tunneller.
DET VAR DOG IKKE en underjordisk eksplosion, men en almindelig mine, der ved 6-tiden slog ned på dækningen, hvor fem soldater lå og sov. En blev gravet fri, men døde senere af kvæstelserne. De fire var døde på stedet. En af dem var min fars far, gefreiter (korporal) Gottlieb Heinrich Bollmann, kaldet Heinrich.
Alle fem dræbte kom fra Nordslesvig. Regiment 86 og dettes reserveregiment var helt almindeligt infanteri, fodtudser, og bestod for en stor dels vedkommende af nordslesvigere. Heinrich og to af de andre dræbte blev begravet på en soldaterkirkegård dernede. Tre overlevende kammerater skrev hjem til Flensborg Avis om tabet. Om de to sidste dræbte hedder det i omtalen: ”De to andre har det været umuligt at faa tilbage, og de hviler nu derude i Skyttegravene, hvor et lille Trækors vil kendetegne deres Grav.” Med andre ord: De har været så pulveriserede, at man ikke engang kunne samle deres rester.
”Det var alle fem god og brave Mænd, som vi ikke har andet end gode Minder om,” slutter omtalen. Den og en enestående skat af andre oplysninger om og fotos af soldaterne fra Nordslesvig findes på det imponerende hjemmesideprojekt ”Den store krig 1914-1918”, som Museum Sønderjylland og frivillige fra Historisk Samfund for Sønderjylland står bag.
Jeg bruger bevidst udtrykket ”soldaterne fra Nordslesvig”, ikke ”dansk sindede sønderjyske krigsdeltagere”. Databasen lægger ikke noget nationalt snit ind, heldigvis, for den sidstnævnte betegnelse ville ikke have omfattet min fars far. Det er heller ikke til at sige, om de andre fire dræbte var dansksindede. Navnene ser danske ud, men de afslører jo ikke umiddelbart det nationale sindelag. Der var masser af tysksindede Hansen’er og masser af dansksindede med tyskklingende navne.
Betegnende nok kaldes min farfar Henrik, ikke Heinrich, i Flensborg Avis. Den var jo dansksindet, og Henrik lyder mere dansk end Heinrich. Men sammenholdet mellem nordslesvigerne i skyttegravene var åbenbart ikke nødvendigvis begrænset af de nationale skillelinjer. I hvert fald ikke i dette tilfælde. De overlevende i omtalen betoner det ”inderlige og varme venskab” mellem dem og alle de dræbte.
Heinrich Bollmann var ikke nordslesviger. Han var indvandret fra Preussen til Haderslev og blevet gift med Hansine, der var ud af en dansksindet familie. Med et godt arbejde som bestyrer på et af de mange teglværker ved Haderslev tegnede familiens fremtid lys. Det nationale skel synes tydeligvis ikke at være gået ned gennem ægtesengen, for i perioden 1902 til 1914 fik de fem børn, hvoraf min far var den yngste. Han var halvandet år gammel, da hans far faldt.
MIN FAR FORTALTE, at Hansine og Heinrich havde besluttet at give børnene en dansk opdragelse, uanset hvordan krigen endte, og at hans far lærte sig dansk. Alligevel fik min far som rigtig mange nyfødte drengebørn i Tyskland i efteråret 1914 det tyskpatriotiske fornavn Wilhelm – kejsernavnet! På det tidspunkt var Heinrich for længst blevet indkaldt som soldat.
Det samme gjaldt Hansines to brødre. Den ene af dem overlevede i modsætning til Heinrich krigen. De blev taget – eller lod sig tage – til fange af franskmændene og endte i den engelske krigsfangelejr Feltham sammen med de fleste andre dansksindede krigsfanger. Men den ene døde i krigsfangelejren. En onkel til Hansine kom hårdt såret hjem i 1917 og overlevede ikke. En tredje svoger kom fysisk nogenlunde helskindet hjem, men var mærket af krigen og døde ung.
Heinrich Bollmann er en enkelt skæbne blandt de adskillige tusinde faldne fra Nordslesvig i Første Verdenskrig. Når tabstallet almindeligvis opgives til 5000 sønderjyske soldater, omfatter det kun de registrerede dansksindede sønderjyder. Om min farfar var dansksindet eller ej, er ikke sådan lige til at besvare, men han er i hvert fald ikke født i Nordslesvig og heller ikke registreret som dansk sindet. Det samme er selvfølgelig heller ikke de mange faldne tysksindede nordslesvigere. Så det faktiske tal på faldne fra det, der i dag er Sønderjylland, er langt større end de 5000.
PÅ KLOSTERKIRKEGÅRDEN i Haderslev står der to mindesten for faldne i Første Verdenskrig, delt op efter nationalitet. Heinrich Bollmanns navn står på den tyske. Om Hansine er blevet spurgt om, hvor Heinrich hørte hjemme, tvivler jeg på! Hans navn figurerer heller ikke på den store mindemur i Marselisborg Park i Aarhus. Det var min far ked af.
Hans mor fik ikke tid til at sætte sig hen og ruge over sorgen over sin dræbte mand. Krigsenkepensionen var ikke stor, og der var mangel på alt. Min far skriver i sine erindringer, at hun stod op hver dag klokken 4 og bragte aviser ud, så hun kunne være hjemme klokken 7 og få de store børn op og i skole. Han fortæller også, at hun stod i kø for at få en liter skummetmælk til ham. Det var kun spædbørnene, der kunne få mælk.
Mod slutningen af krigen var nøden så stor, at børnene blev taget med ud på markerne uden for Haderslev for at samle aks, når høsten var sluttet, bygaks til byggryn, rugaks til kaffe og hvedeaks til franskbrød, men der var ikke meget tilbage, når hesteriven havde været der. I det sidste krigsår kunne man tale om direkte sult, også i de nordligste dele af kejserriget. Heinrich så sin yngste søn to gange: lige efter fødslen og på en kort orlov i 1915, hvor der blev taget et billede af parret. Han i gefreiter-uniform med jernkors, hun i sort, begge med alvorlige ansigtsudtryk, uden smil. Hun så ham ikke igen. Det ældste af børnene var 14 år, da han faldt.
Hans overlevende svoger Andres Friis skrev på sine gamle dage en beretning om sine oplevelser i krigen, både som soldat og som krigsfange. Han slutter beretningen med én eneste sammenfattende sætning: ”Således sluttede fire spildte år af mit liv.”
Jeg tror heller ikke på, at min farfar havde særlig megen lyst til at ofre livet i krig for kejser og fædreland. Han havde uden tvivl mere lyst til at få den gode tilværelse, som der var lagt op til før krigen, med kone og børn i det lille byhus og med sit gode arbejde på teglværket.
DEN URET, som den dansksindede befolkning var udsat for under det tyske herredømme, skal ikke forklejnes. Men måske kan vi i 100-året for Første Verdenskrigs slutning godt tillade os at nuancere billedet lidt. Hansine og Heinrich var først og fremmest mennesker, ikke danskere eller tyskere. Deres helt almindelige hverdagsliv var ikke nødvendigvis præget af nationale konflikter, og familiernes tab af fædre, brødre og sønner var lige smertelige, uanset nationalitet.
Det er måske tid til at overveje, om ikke de to mindesten på Klosterkirke gården burde sættes sammen til ét fælles mindesmærke