En fremmed kvinde gjorde en stor forskel for os

På en almindelig tirsdag morgen gav Annette Rana Petersen sine to piger flyvedragter på inden cykelturen. De plejede at kunne nå at synge alle versene i ”På loftet sidder nissen”, inden de nåede i børnehaven. Det næste, hun husker er, at hun hører børnene kalde

En fremmed kvinde gjorde en stor forskel for os
Foto: Privatfoto.

Det var en helt almindelig tirsdag. Jeg boede på tredje sal sammen med mine to døtre, der dengang var tre og seks år. Vi havde lige spist morgenmad. Den sædvanlige mysli med mandler og udskåret frugt.

Vi tog elevatoren ned. Pigerne havde flyverdragter på. De blev stående ude på fliserne foran opgangen og hoppede for at holde varmen. De hoppede i takt. De legede med den kolde luft og holdt to fingre op foran læberne og sugede luften ind. Så flyttede de fingrene, strakte armen og pustede luften ud, som om det var cigaretrøg.

Jeg hentede min gule herrecykel i kælderen og trak den op ad trapperne. Laura, den yngste, løftede jeg op i stolen bag på cyklen. Hun havde en sut i den ene hånd. Christina, den ældste, satte jeg i sædet foran på cyklen. Så var vi klar. Det var stadig mørkt. Der lå en smule sne på stien. Gadelamperne var tændte. Vi plejede lige at kunne nå at synge alle versene i ”På loftet sidder nissen”, inden vi nåede ned i børnehaven.

Det næste, jeg husker, er, at jeg hører mine børn kalde på mig. Den ene råber: ”Mor”, den anden græder. Jeg kan ikke skelne stemmerne fra hinanden og jeg kan ikke se pigerne. Mine øjne vil ikke åbne sig.

Jeg mærker, at jeg ligger på ryggen i det frosne græs. Mit hoved hviler i skødet på en fremmed mand. Han har sat sig i græsset. Han siger ikke noget.

Jeg hører lyden af to ambulancer. De kommer nærmere og nærmere. Min krop bliver pakket ind i noget, der minder om stanniol. Kroppen bliver løftet op og båret ind i ambulancen. Jeg hører stadig mine børn kalde og græde, men jeg kan ikke se dem.

I ambulancen siger en mandestemme: ”Vi er på vej med to kvæstede.” Jeg ved ikke, hvem de to kvæstede er. Jeg tænker, at den ene må være mig. Hvem er den anden? Et af mine børn? Jeg lytter til lyden af ambulancen og mærker min krop svæve af sted. Der er ingen, der siger mere.

Foto: Privatfoto

På hospitalet læner en sygeplejerske sig ind over mig og spørger om telefonnumre og fødselsdatoer. Jeg kan ikke svare hende. Jeg husker ikke min egen fødselsdato. Jeg ved, at det er forkert, at jeg heller ikke kan huske, hvornår mine børn har fødselsdag, men jeg kan ikke. Jeg har ondt i hovedet. Jeg husker kun, at vi skal fejre min yngste datters fireårs fødselsdag om ganske få dage. Jeg har allerede købt gaverne. De ligger under min seng.

En læge læner sig ind over mig og fortæller, at jeg skal opereres. ”Men først skal din datter opereres,” siger han. Jeg ved ikke, hvem af dem han mener. Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke åbne munden, og jeg kan ikke spørge.

Sygeplejersken klipper i min strikkede trøje, og jeg bliver iført en lang skjorte. Jeg ligger i en seng, mens hun stikker en nål i min arm. Jeg kan stadig ikke se mine børn. Min krop ligger på en båre, der bliver skubbet af sted. Jeg hører lyden af træsko mod et hårdt gulv. Jeg åbner øjnene og ser neonrørene i loftet. Jeg befinder mig i en kælder.

Jeg tænker, at manden, der skubber båren, tror, at jeg er død, og nu er han på vej hen til en stor container for at smide min døde krop ud. Jeg kan ikke standse ham. Jeg lader mig føre af sted.

Jeg vågner op i en seng. Der er hvidt over det hele. Lyset er skarpt.

Christina ligger i en seng ved siden af min. Hun græder. En sygeplejerske forsøger adskillige gange at stikke en nål ind i hendes lille, tynde arm. Christinas mund ser helt skæv ud, og hendes læber er hævede. Hun stirrer på mig med store øjne. Jeg løfter min højre arm, men jeg kan ikke nå hende.

Min yngste datter kommer ind på stuen. Hun sidder på sin fars arm. Da hun får øje på mig, begynder hun straks at græde og vil ud med det samme. De forlader begge stuen.

Sygeplejersken kommer med et spejl. Da jeg ser mit spejlbillede, græder jeg også. Jeg får en vatpind i hånden, så jeg kan rense mine sår i ansigtet og i munden.

Sygeplejersken serverer min blendede mad i et stort glas. Det er flæskesteg og kartofler og sovs, fortæller hun. Jeg kan næsten ikke åbne munden, men forsøger alligevel at drikke den varme, flydende mad af et sugerør. Jeg kan ikke synke den. Væsken vil ikke ned gennem min hals. Jeg beder om vaniljeis i stedet.

Christina sidder i sengen og tegner. Der er en tynd nål i hendes hånd. Saltvand drypper stille ind i hendes krop. Hun siger ikke noget. Hun kigger ikke på mig.

Foto: Privatfoto

Sygeplejersken fortæller mig, at Laura har kastet op flere gange, siden vi blev indlagt. Hun har kun spist kiks og agurk. Hun har slet ikke sovet i nat og er netop taget hjem sammen med sin far.

Christina skal også hjem i dag.

Jeg skal blive.

Fem dage senere bliver jeg sendt hjem med en metalskinne, der skal holde tænderne på plads, i munden. Næsen er brækket, og jeg har mange sting i ansigtet – flest inde i munden. Derudover en kraftig hjernerystelse, som vil komme til at plage mig i månedsvis.

Min gule cykel bliver fundet i græsset. Stellet er knækket. Der er ikke nogen, der har set, at vi væltede. Sandsynligvis var der glat på stien den morgen, og cyklen er skredet under os.

Laura var til observation for chok på hospitalet. Hun havde spurgt sygeplejersken, hvornår mor skulle begraves. Hun tilbringer en stor del af tiden hjemme hos mig, inden hun stille vender tilbage til livet i børnehaven.

Christina går modvilligt af sted i skole om morgenen. Hun stopper op på fliserne foran opgangen og vender sig om og kigger på mig oppe bag ruden. Så løfter hun hånden og vinker og trasker af sted med skoletasken. Hendes læbe er helet fint. Hun har et ar på hagen.

Det er nu mange år siden. Livet går videre, og vi tænker ikke så ofte på det mere. Men lige i dag tænker jeg på det. Christina er netop kommet ud fra eksamenslokalet. Hun har uddannet sig som sygeplejerske. Hun er glad, og hendes smil er stort og smukt. Hun mistede sin ene fortand, dengang vi væltede på cyklen. En kvinde kom tilfældigt forbi og samlede tanden op og holdt den varm i sin hånd, indtil ambulancen kom. Fortanden blev sat tilbage i Christinas mund, og der sidder den stadig. Derfor smiler hun så smukt.

Kvinden kørte også med i ambulancen sammen med min yngste datter, så hun ikke skulle være alene. Hun holdt Laura i hånden under hele køreturen. Laura sidder her ved siden af mig. Hun er en glad og tryg ung kvinde, der gerne hjælper andre mennesker.

Kvinden kendte ikke os. Vi kendte ikke hende. Jeg mødte hende ikke. Hun gjorde en stor forskel for os. En forskel, som vi nyder godt af den dag i dag.

Jeg har ikke sagt tak. Det gør jeg nu.

Tak for hjælpen!

Foto: Privatfoto