”Stadigvæk dybt rystet over mordene i Krudttønden og i Krystalgade er det tid til at reflektere over, hvad vi kan lære af de sidste dages og måneders begivenheder.”
Det skrev overrabbiner Bent Melchior i en meget tankevækkende kronik her i Kristeligt Dagblad den 20. februar. Her fortalte han om de tanker, han gjorde sig, da han gik til synagogen og så de tusindvis af andre, der som ham havde et indre behov for at reagere på uretfærdigheden, imod volden.
”Det er den slags danskere, der reddede os i 1943, tænkte jeg ved mig selv. Stilfærdige, anonyme og dog så handlekraftige,” skrev han i kronikken.
Jeg var der selv. Og hvor jeg forstår ham.
Men det var ikke kun foran Krudttønden og i Krystalgade, der blev handlet. Overalt i Danmark rykkede vi sammen. Gav knus. Holdt i hånden. Lagde blomster. Og i myriader af lys og fakkelskær blev der sunget og holdt taler. Vi havde brug for at gøre noget. For at vise noget.
Som for eksempel domprovst i København Anders Gadegaard, der tog domkirkens alterbuketter og gik sammen med menigheden fra gudstjenesten til synagogen for at lægge blomsterne.
Men tak for alle buketter, alle lys, alle gode taler og fredsskabende møder lige fra den fredsring, muslimer dannede om synagogen i Oslo, til den ring, som blev dannet på Rådhuspladsen i København. Muslimer, jøder, kristne, troende eller ikke-troende, vi var danskere.
Og hvem forstår ikke, at Bent Melchior rørt lod tankerne gå tilbage til 1943? Det var han i øvrigt ikke ene om. Det gjorde Uffe Ellemann-Jensen også i en samtale med Clement Kjersgaard på tv. For den historie er en historie, vi har brug for at få fortalt igen og igen. Ikke for at klappe os selv på skulderen, men som en prædiken om, at ondskaben trods alt ikke har det sidste ord. En historie til inspiration!
Og her kommer jeg så til en af kronikkens meget fine pointer. Melchior skriver:
”Jeg hører til den lille del af befolkningen, der husker den 5. maj 1945. Der oplevede vi friheden. Frihed fra noget og til noget. Frihed, der åbner uanede muligheder. Frihed, der forpligter. Hvad har vi dog gjort med den 5. maj. Jo, i år skal vi nok gøre meget ud af den, for det er 70-året for Befrielsen. Men ellers er dagen ved at udvikle sig til noget i retning af valdemarsdagen eller mortensaften, som står anført i kalenderen, men som ikke rigtig siger yngre generationer noget.”
Behøver man være så gammel som Bent Melchior og som ham personligt at have oplevet ”frelsen” i 1943 for at koble begivenhederne i februar sammen med Besættelsen? Nej, nazismen, med hvilket beskidt ansigt og med hvilket navn den end træder frem i dag, så lever den i bedste velgående. I det små og i det store.
Som Sigurd Hoel allerede skrev i 1947 i romanen ”Mødet ved milepælen”:
”Jeg så nazismen som vort uægte barn. Avlet i blinde og fejhed, forrådt i mors liv og overladt til sig selv, til lud og koldt vand. Og jeg så os, de pletfri og selvretfærdige, stå og se på dette væsen, barn af kød og blod og sige: 'Vi kender dig ikke!' Og hanen galede. Og jeg så vor søn forvandle sine træk og blive røveren Barabbas.”
Enhver af os bør derfor nu, hvor blomsterne er visnet og væk foran Krudttønden og i Krystalgade, spørge os selv: Hvorfor? Hvordan kunne det komme så vidt? Har vi for eksempel som ”ytringsfrihedsfundamentalister” glemt, at ord og hån også kan slå ihjel? Her kunne man måske tænke på en klog jøde ved navn Paulus, der skrev, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Og i et andet brev føjede til, at Kristi kærlighed tvinger os. Åbenbart ikke til at sige alt, hvad man i ytringsfrihedens navn har ret til, men til at handle med den kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt.
Bent Melchior kobler i kronikken tilbage til september 1943 og til de glade majdage i 1945. Selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke var hele Danmark, der sprang ud som frihedskæmpere den 5. maj. Og det har vi så også fået at vide mange gange. Jeg husker fra min gymnasietid i 1960'erne, hvor det var moderne med Klaus Rifbjerg at sige ”Der var engang en krig”.
Men var der nu engang en krig? Nej, der var en krig. En grusom krig. Også i Danmark, selvom filmens hovedperson, den 15-årige Tim, kunne koncentrere sig om sin kærestesorg. Om der så var få eller mange, få var det i hvert fald ikke, der betalte den højeste pris, er lige så lidt afgørende, som hvor vidt der var få eller mange, der blev skudt den 14. og 15. februar. Et tab er et tab! Og et for meget!
Gå stadigvæk en tur i Mindelunden mellem gravene for dem, der betalte den højeste pris. Og når I så står ved Kim Malthe-Bruuns grav, kan I citere Kaj Munks lille digt: Drenge, I Drenge, som døde/ I tændte for Danmark i dybeste Mulm/ en lysende Morgenrøde.
Mens jeg skrev min roman ”V for Victor”, hvor jeg dykker ned i besættelsestidens modstandskamp med dens bitre omkostninger og sår, valgte jeg at gense flere af de gamle klassiske modstandsfilm, som jeg havde set som barn og som ung: ”De røde enge”, ”Den usynlige hær”, ”Der kom en dag”. Præget af sin tid, ja, selvfølgelig. Skrøbelige i sort-hvid. Vidunderligt langsomt klippet og uden vor tids udpenslende torturscener. Men den, der har set Poul Reichhardt i ”De røde enge” gå tilbage til sin fængselscelle efter forhør, er ikke i tvivl om, hvad der er sket. Men gensynet var bevægende! Og af sig selv begyndte man at synge ”En lærke letted og tusind fulgte”.
Og jeg fortsatte også med genlæse frihedskæmpernes afskedsbreve, Morten Nielsens digte, Kaj Munks prædikener, især hans sidste prædiken i Københavns Domkirke i 1943, og også Tage Skou-Hansen. Til den mere faglige research læste jeg om, hvor mange børn, altså på min alder i dag, der stadig måtte bære med på forældrenes forfærdelige historier fra frihedskampen og kz-lejrene. Læs for eksempel om kvinderne i modstandskampen.
Men så kom lørdag den 14. og søndag den 15. februar. Om søndagen gik jeg hjem fra gudstjeneste med udklædte børn i Helligåndskirken til Krystalgade stadigvæk med ordene om Jesu dåb i ørerne: ”Og se, himlen åbnede sig”. Og hvor forargeligt det måske kan lyde for nogen, så følte jeg, at de to dræbte på hver sin måde havde åbnet himlen for mig! De havde hver især givet håbet krop. Og jeg gik hjem og skrev: Hvor folk gir håbet krop/ og ikke giver op/ dér er himlen åben.
Bent Melchior slutter sin kronik med en stærk opfordring: ”Jeg foreslår, at vi ophøjer den 5. maj til et stolt nationalt symbol. At vi pålægger skoler og læreanstalter i ugen op til den 5. maj at indlægge programmer, der belyser betydningen af at gå fra slaveri til frihed, fra undertrykkelse til selvstændighed.”
Og lad mig så føje til: Tal med konfirmanderne. Brug for eksempel Morten Nielsens digt ”Skæbne” om ”Tykke”, der blev nazist. Hold særlige festlige arrangementer i sognehuse. Hold gudstjenester i forbindelse med den 4. maj og den 5. maj. Ved en sådan kunne man for eksempel bruge afskedsbrevene fra familien Fiil, Kim Malthe-Bruun eller fra Christian Ulrik Hansen, der fra sin celle skrev: ”Og det skal være mit sidste ønske, når freden er inde, tag da et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig. Thi således forlanger Gud det af os, at vi skal være redskaber først for hans strenghed, så for hans mildhed. Gud i vold.”
Og så kunne man jo også synge Kaj Munks ”Du ved det nok mit hjerte” og Bonhoeffers ”Af gode magter”.
Efter de grusomme dage i februar så vi, hvad det betød for os også at gøre noget. Vi greb til det rituelle sprog, fordi vore egne ord ikke slog til. Lad os gøre det igen den 4. maj. Tænd et lys for livet.
Niels Johansen er præst, forfatter og salmedigter