DEN 3. SEPTEMBER 1979 besatte 13 chilenske børn den danske ambassade i Santiago. Formålet var at få militærjuntaen til at offentliggøre navnene på de femten lig, som netop var blevet fundet i Lonquén-minen. Mens børnene sultestrejkede, udbrød der en diplomatisk krise mellem Chile og Danmark, for ambassadens medarbejdere støttede åbenlyst børnene og assisterede dem med blandt andet lægehjælp.
Den danske charges d'affaires J.M. Behnke blev indkaldt til et møde med den chilenske udenrigsminister, som anklagede Danmark for at krænke den ”diplomatiske immunitet”. Aktionen lykkedes i den forstand, at juntaen til sidst indrømmede, at de femten var blevet myrdet af militæret.
Børnene blev efterfølgende spurgt om, hvorfor de netop havde valgt den danske ambassade, og svaret var, at ”Danmark havde et image blandt de undertrykte i militærdiktaturet som et land, der vil hjælpe”.
Dette image, et land der vil hjælpe, havde sin baggrund i de skandinaviske landes modtagelse af de chilenske flygtninge i årene efter kuppet i 1973, hvor den demokratisk valgte socialistiske præsident Salvador Allende blev væltet ved et brutalt og blodigt militærkup.
I de følgende år var venstreorienterede jaget vildt, og juntaens leder, general Augusto Pinochet, opfattede sig som en læge, der skulle helbrede landet for en ”marxistisk kræftsvulst”.
Over 3000 mennesker blev myrdet, 30.000 fængslet og tortureret under de mest grusomme former, og cirka 200.000 flygtede ud af landet. Cirka 800 nåede frem til Danmark, hvor de ifølge dem selv blev varmt modtaget.
En af dem, Julia Meersohn, takkede i sin tale ved åbningen af udstillingen ”Det må aldrig ske igen” på Arbejdermuseet i 2013 Danmark for den danske solidaritet, men sagde også, at hun samtidig var glad for, at det ikke var i dag hun var ankommet som flygtning til Danmark.
PÅ MANGE MÅDER giver det ingen mening at sammenligne nutidens flygtningesituation med den chilenske i 1970'erne, forskellene er for store. I øjeblikket ankommer 7000 flygtninge til den græske ø Lesbos - om dagen. Selvom mange af flygtningene er fra den veluddannede syriske middelklasse, så er der fortsat store sproglige og kulturelle forskelle.
Om de vil blive så velintegreret i de europæiske samfund, som de chilenske flygtninge er blevet, kan kun fremtiden afsløre. At chilenerne absolut er en af de bedst integrerede grupper i det danske samfund, hersker der ingen tvivl om. Til de legendariske latinamerikanske støttefester gik det imidlertid vildt for sig, så vildt, at en chilensk kvinde følte sig som en ”nonne i et horehus”.
Mange chilenske ægteskaber gik i stykker, det var svært for mændene at vænne sig til at være på bistand, og det var svært at holde fingrene fra de frigjorte danske kvinder, som jo netop udlevede den seksuelle revolution. Men i takt med at de mange ægteskaber mellem eksilchilenere gik i opløsning, opstod en lang række blandingsægteskaber. De chilenske kvinder greb velfærdssamfundets muligheder, lærte sig dansk i en fart, fik uddannelse og oplevede en frihed, som ikke havde været dem forundt i det mere traditionelle og patriarkalske Chile.
I dag ser chilenerne tilbage på den danske solidaritet som ”fuldstændig fantastisk”. Især i årene 1973-1976 var der gang i støttekampagner, indsamlinger og oplysningskampagner om forholdene i Chile.
Til en mindeceremoni i 2003 for seks ofre for Chiles militærdiktatur udtalte Albertslunds borgmester, Finn Aaberg (S), at modtagelsen af kommunens cirka 400 chilenske flygtninge var gået godt, og at ”det havde været en berigelse for byen at have dem”.
At 800 flygtninge fra et vestligt land blev vel modtaget, kan måske i dag synes uinteressant, men den relativt positive fortælling om eksilchilenernes møde med Danmark og efterfølgende integration er alligevel nok så tankevækkende.
For Danmark stod samlet om at hjælpe, selv i Folketinget var der konsensus om at hæve flygtningekvoterne. Det var lige meget, om det var Anker Jørgensen (S) og venstrefløjen eller Poul Hartling (V) og højrefløjen, som havde regeringsmagten. Kun Fremskridtspartiet stod udenfor.
Selv Mogens Camre (nu DF), som dengang var medlem af Socialdemokratiet, tog initiativ til at indstille den svenske ambassadør Harald Edelstam til Nobels Fredspris for sin heltemodige redning af mange hundrede flygtninge.
Vi husker ofte 1970'erne som en stærkt polariseret tid, en tid, hvor alt var politisk, hvor man kunne skamme sig over at lytte til Beethoven, for var det ikke bare kontrarevolutionært? En tid, hvor en radikaliseret venstrefløj ville rive alt det ned, som størstedelen af samfundet opfattede som en lykke. Men på trods af den afgrundsdybe foragt mellem de to fløje, så kunne man mødes i solidariteten med de chilenske flygtninge.
Tidligere udenrigsminister K.B. Andersen (S) udtalte: ”Det er svært at genkalde sig nogen begivenhed i historien, som i den grad har appelleret til det nordiske folks sympati og solidaritet som det chilenske folks nuværende skæbne.”
Man skal huske på, at mange af de chilenske flygtninge i dag ville blive betragtet som terrorister. Flere af dem var medlemmer af den stærkt venstreorienterede bevægelse MIR (Movimiento de Izquierda Revolucionaria), som ønskede at sprænge det borgerlige samfund i luften og til dette formål ofte havde modtaget våbentræning på Cuba.
Det humanitære overskyggede altså for en tid de politiske stridigheder. Man satte kort sagt det politiske til side for at hjælpe nogle mennesker på flugt. Ikke mange, men nok til, at vi fik et image i verden, som vi i dag kun kan drømme om.
Hvad er Danmarks image i dag? Annoncer i libanesiske aviser, der har til opgave at skræmme eventuelle flygtninge væk, et vildtvoksende Dansk Folkeparti og et finanslovsforslag om at beskære udviklingsbistanden med 2,85 milliarder kroner.
FOR TO UGER SIDEN blev den årlige Global Citizen Festival afholdt i Central Park i New York, en festival, som trækker 60.000 mennesker, og som foruden en lang række af verdens ledere havde deltagelse af Michelle Obama, vicepræsident Joe Biden og nobelpristager Malala. Festivalen transmitteres til 160 lande og har som formål at sætte fokus på ekstrem fattigdom. Helle Thorning-Schmidt (S), Mogens Jensen (S) og kronprinsesse Mary har haft ordet på scenen, men i år var Danmark ikke velkommen.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) fik at vide, at det i lyset af Danmarks planer om at skære markant i udviklingsbistanden ville være ”uansvarligt” at lade Danmark deltage. Chefen for festivalens politiske kampagne, Michael Sheldrick, har udtalt, at det ville sende et forkert budskab at invitere Danmark. Man kan ikke både skære i hjælpen til verdens fattigste og modtage applaus på scenen.
Hvad skal der til for at rette op på Danmarks blakkede image? Et image, som vel går helt tilbage til redningen af jøderne i oktober 1943? Det særlige ved chilenske flygtninge var, at vi vidste, hvorfor de flygtede. ”Danskerne var virkelig oplyste om Chile, jeg kunne ikke fortælle dem noget,” fortæller en eksilchilener i dag. Den vedholdende solidaritet og kamp for menneskerettigheder skyldtes, at vi var informeret om chilenernes skæbne.
Vi mangler ikke informationer om syrernes frygtelige borgerkrig, men vi mangler at møde dem. Det gav status at hænge ud med en chilener i 1970'erne, men mindre kan vel gøre det i dag. Det frivillige hjælpearbejde og aktioner som Venligboerne vidner om, at Christiansborg-konsensussen ikke gælder for resten af landet.
Måske er vi i øjeblikket langt mere splittede, end vi var i de politiske 1970'ere. Ikke alt var bedre før i tiden, men eksilchilenernes historie kan godt tåle at blive genfortalt i disse dage.
Morten Lassen er lektor ved Københavns VUC og forfatter til bogen ”Kuppet i Chile - og den danske venstrefløj”