I MORGEN indleder dronning Margrethe sit tredages besøg i Slesvig-Holsten som optakt til 100-året for Genforeningen næste år.
Forud for den landegrænse, vi kender i dag, gik de to slesvigske krige 1848-1850 og 1864. I den første af krigene, Treårskrigen, døde en dansk krigsfange den 3. september 1848 i byen Stade i det daværende kongedømme Hannover (som var en del af Det Tyske Forbund, der eksisterede indtil 1866, hvor Tyskland blev samlet).
Menig nummer 19 af 5. Dragonregiments tredje eskadron, Morten Jørgensen Aldahl, blev født 1825. Han var storebror til min tipoldefar, Jens. Hvem var Morten, og hvad blev hans skæbne i krigen?
FAMILIEN BOEDE i Aldalen i Rold Skov, hvor de dyrkede småmarker og kålhaver – og snittede træsko. Fem par om dagen, syv på en god dag. Morten var træskomager ligesom sin far, Jørgen Jakobsen Damborg. Da Morten var seks år, døde hans mor, Ane Margrethe, af en infektion efter en uheldig tandudtrækning, og faderen blev enkemand.
Af og til tog fatter Jørgen et læs nye træsko og pindebrænde på ryggen og vandrede op til Aalborg. Imens passede børnene hinanden og levede af de brødskiver, faderen havde sat frem. Træskomagere eller ej – børnene gik barfodede til et godt stykke ind i november.
Ved højtiderne har familien taget den lange tur til fods til Rold Kirke. Ellers var det skoven, som var deres liv. Der var kun én eneste grund til, at Morten Jørgensen – nu med efternavnet Aldahl – nogensinde kom til at se verden uden for sognet. Han var af bondestand, fyldt 22 år og skulle derfor stille som soldat i december 1847. Hvilke tanker gik gennem hans hoved, da han en vinterdag forlod Aldalen og vandrede gennem skoven mod Tveden og Hobro og videre den lange vej til Randers, hvor 5. Dragonregiment lå? Var der en pige, som vinkede farvel og håbede på at se ham igen?
Tiden var anspændt, og da foråret kom, kom det til (borger)krig mellem Danmark og den slesvig-holstenske oprørshær, støttet af Det Tyske Forbund og Preussen. Herhjemme vakte krigen for bevarelse af Danmark som helstat (det vil sige med Slesvig-Holsten) generelt stor begejstring og patriotisk vækkelse.
Årsagerne til krigen har nok været noget abstrakte for en husmandssøn med få års skolegang. Vi kan kun gætte, for ikke et brev, ikke et foto, ikke så meget som en uniformsknap er efterladt efter ham. De få fakta, som findes om Morten Jørgensen, står i datidens kirkebøger, folketællinger, lægdsruller og enkelte aviser. Han blev konfirmeret, da han var 14 et halvt år (”god kundskab” er noteret ud for konfirmanden), blev vaccineret mod kopper – og kom ud at tjene som de fleste andre.
En noget senere kilde er bogen ”Tre slægter fra Rold” fra 1935. Den oplyser, at Morten døde som krigsfange i (kongedømmet) Hannover, og tilføjer så noget kryptisk ”som følge af egen Dumdristighed, hvorved han paadrog sig en indre Sprængning”. Slægtsbogen oplyser også, at ”han ligger begravet paa den stedlige Kirkegaard tillige med tre Landsmænd, i en Firkant, på hvis midte står en Mindesten”.
Findes stenen endnu? Jeg sender en mail til byarkivet i hansestaden Stade knap 50 kilometer vest for Hamborg.
DET ER EN STILLE OG SMUK sommerdag i Rold Skov. Solen varmer skoven efter gårsdagens regnskyl. I dag – og fem slægtled og 171 år senere – står jeg i Aldalen med et gammelt, gnidret kort i hænderne.
Huset findes på kortet, men nu er det for længst væk. Under det tykke mos i skovbunden øjnes konturerne af noget, der kunne være en markeret sti op til huset. Og en solbærbusk i granskoven tyder på, at der engang kan have ligget en have på dette sted. Få hundrede meter derfra plasker vandet lystigt op af Springkilden, en af Rold Skovs mange berømte kilder. Her må Morten og hans fem søskende givetvis have leget.
Ikke langt fra kilden fører et vadested over Lindenborg Å. I skovbrynet på den anden side af åen bliver man mødt af et trådhegn med et gult skilt med teksten ”Adgang forbudt – Militært område”. Det er indgangen til det store underjordiske bunkeranlæg Regan Vest, som Nordjyllands Historiske Museum er ved at gøre klar, så det i 2021 kan slå dørene op som Danskernes Koldkrigsmuseum. Den atomsikrede kommandocentral 60 meter under jorden med plads til regering og kongehus er milevidt fra det regimentsliv, der har mødt træskomagerkarl Morten Jørgensen i Randers. Mon ikke han har ranket ryggen ved udsigten til at skulle stille hos dragonerne, der som ”det tunge rytteri” spillede en central rolle i hæren? Ved regimentet fik han tildelt en hest, en rød uniform, en dragonsabel og en hjelm med krummelurer. Lønnen for en menig var 14 skilling om dagen. I de militære beretninger fra dengang er det nøje noteret, hvor mange estandarter – det vil sige regimentsflag – man har erobret fra fjenden i kamp.
EN MÅNED EFTER krigens udbrud blev Morten og en del andre danske soldater overrasket i kamp ved Oversø/Oeversee syd for Flensborg. Den danske hær var på tilbagetog efter gårsdagens slag ved Slesvig by. Men hærledelsen vurderede ikke, at fjenden ville følge med så langt nordpå, og forsømte at sætte nok vagtposter ud.
Den 24. april 1848 foretog mecklenborgske dragoner og hannoveransk infanteri et angreb mod det danske 2. Jægerkorps, der blev støttet af dragonerne. 50 mand faldt i baghold og måtte overgive sig, deriblandt Morten Jørgensen. Han blev ført til en kaserne i byen i Stade syd for Elben, hvor han døde den 3. september 1848, 23 år.
Slagene og fægtningerne i krigen er nøje beskrevet i militærhistoriske værker og er skildret i datidens pompøse malerier med drabelige kampscener med krudtrøg, sabeldueller og stejlende heste. Men ingen har noteret, hvordan de pårørende til hver af de 2254 faldne på dansk side har fået besked om dødsfaldet. Hvem fortalte familien hjemme i Rold Skov, at Morten var død i krigsfangenskab? Fire år senere, i 1852, omtaler en række danske aviser udførligt, at der er blevet rejst en sten på garnisonskirkegården i Stade over fire danske krigere, der døde af deres sår.
De følgende 167 år forsvinder stenen ud i glemslen herhjemme. Så får jeg svar fra byarkiv og kirkegården i Stade på min mail. Trods verdenskrige, luftbombardementer og dansk glemsomhed står stenen stadig. Godt algebegroet, men teksten kan dog læses. Forsiden lyder:
Reist til Minde af samtidige Vaabenbrødre
Jørgen Andersen Brech dansk Musketeer død i sit 28 Aar
Morten Jørgensen Aldahl dansk Dragon død i sit 23 Aar
De døde som danske Krigere i Stade i Aaret 1848.
NAVNENE PÅ BAGSIDEN er dragon Jørgen Jensen Østerled og jæger Lars Jensen Jerup.
Stenen i Stade giver ikke meget svar på, hvem Morten var. Men jeg er glad for, at den endnu findes. Mindestenen er i øvrigt langtfra den eneste danske krigergrav syd for grænsen. Indtil slutningen af Anden Verdenskrig betalte den danske stat for pasning af disse grave i udlandet. Så sent som i 1943 og 1944 modtog Krigergravtilsynet de sidste regninger fra Tyskland, Polen og det daværende Tjekkoslovakiet, hvor gravene lå og ligger.
I dag er Danmark et langt rigere land, så hvorfor ikke igen betale for at få vedligeholdt danske krigergrave syd for grænsen? De er en del af historien. Det ville være værdig og konkret markering af 100-året for Sønderjyllands genforening næste år.