Prøv avisen

En ny hjerteklap og hvad deraf følger

Det er let at udpege åndelige fyrtårne, når man skuer bagud. For eksempel H.C. Andersen (tv.) og filosoffen Søren Kierkegaard (nummer to fra højre). Sværere er det, når blikket rettes mod nutiden. Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen (nummer to fra venstre) og kunstneren Bjørn Nørgaard er blandt forslagene. -- Arkivfoto. Foto: Tegning: Peter M. Jensen

Når syv-otte mennesker ikke har andet i hovedet i et sådant forløb med at udskifte en hjerteklap end mig og det at hjælpe mig med al den faglighed, de er i besiddelse af, og denne faglighed så samtidig er forbundet med en medmenneskelighed, ja, så bliver man bare meget lykkelig og glad, skriver dagens kronikør

Indrømmet: jeg har visse vanskeligheder med emnet for den kronikkonkurrence, som Kristeligt Dagblad har udskrevet: Den største glæde i mit liv. Kan glæde gradbøjes i stor, større, størst? Kan glæder sammenlignes? Er den største glæde i mit liv, at min elskede for 51 år siden sagde ja til at være min ægteviv? Eller at vi omsider efter lang ventetid fik vores søn Anders? Eller at jeg i sin tid fik en ønskestilling?

Hver glæde har da sin egen usammenlignelige karakter og værdi, og små glæder kan være så intense, at de kan måle sig med glæder, man kunne finde på at kalde de største.

LÆS OGSÅ: Når hjertet ikke slår, som det skal

Og hvad med Grundtvigs udsagn i salmen Morgenstund har guld i mund: Og glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde.? Her løsgøres glæden fra vore følelser og gøres til noget, som Gud står inde for også og netop, når vore sind er stemt til gråd. Hvis det ikke forholdt sig sådan, turde vi jo ikke glæde os af hjertet, for enhver glæde trues i dette liv til stadighed af forgængeligheden. Den varer en tid, og så er den ikke mere. Derfor er der en åben dør til sorgen i enhver glæde.

Dermed er også sagt, at den største glæde i vort liv kender vi ikke til endnu. Den venter på os på opstandelsens morgen som Guds gave til os: Det ubrydelige liv i og med Gud og hvad deraf følger.

SÅ AF GODE GRUNDE kan jeg ikke berette om den største glæde i mit liv, men kun om en enkelt stor glæde, der endda fandt sted for ikke så længe siden, nemlig sidste år. Jeg fik indopereret en ny hjerteklap, nærmere betegnet en ny aortaklap. Den gamle var blevet for forkalket. Men hvad glæde er der i en sådan reparation? Sådan spørger kun den, der ikke har prøvet at have en forkalket hjerteklap. For den gør, at man lettere taber pusten, har sværere ved at bestige trapper for slet ikke at tale om bjerge må finde sig i at blive overhalet af stadig flere cyklister på cykelstierne og i meget andet. Så er der da en elementær glæde i at føle, at en ny hjerteklap får alting til at fungere lidt bedre i hverdagen.

Men min glæde ved dette indgreb omfatter langt mere, nemlig optakten til det, selve forløbet af det og efterbehandlingen. Det hele foregik på den yderst velfungerende hjertekirurgiske afdeling på Gentofte Hospital. På hjerteambulatoriet sammesteds blev jeg i begyndelsen af 2011 varskoet om, at det var på tide, at min hjerteklap blev udskiftet. Kort tid efter fik jeg allerede indkaldelsen til operationen, der var fastsat til at finde sted fire uger senere.

Men inden da skulle jeg i overensstemmelse med afdelingens praksis forberedes ordentligt. Her viste man den respekt for det enkelte menneske, der ikke betragter det som et objekt, der skal behandles, men inddrager det som deltager i et forløb. Jeg fik tilsendt en 20-siders grundig beskrivelse af hele forløbet før, under og efter operationen. Men ikke nok med det. Jeg blev bedt om at møde op en dag på afdelingen, hvor jeg mødte alle de personer, der på den ene eller den anden måde var involveret i mit forløb: kontaktsygeplejersken, fysioterapeuten, den opererende læge, anæstesilægen, anæstesisygeplejersken. Alle tog de sig tid til at informere og besvare eventuelle spørgsmål, uanset at jeg havde fået oplysningsmateriale tilsendt på forhånd og læst på lektien. Vi vil gå sikre, sagde de. Det øger trygheden hos patienten. Det må man vist kalde for rettidig omhu.

Men der blev ikke stukket noget under stolen. Den opererende overlæge oplyste mig om, at der selvsagt var en risiko, selvom man foretog cirka 200 hjerte­klap­operationer om året på denne afdeling og betragtede den som en rutine­operation. Kort sagt: Jeg kunne dø, selvom risikoen var lille.

SÅ KOM SELVE DAGEN. Jeg blev indlagt søndag den 27. marts. Operationen skulle finde sted mandag den 28. marts om morgenen. Ikke et øjeblik blev jeg angst, heller ikke på vej hen til operationsstuen. Det kom bag på mig, for angsten er man ikke herre over. Den indfinder sig og overfalder en. At den holdt sig borte, oplevede jeg som en stor gave. Nuvel, der var muligheden for en dobbelt udgang. Enten overlevede jeg og fik op til 20 år mere at leve i. Så længe holder en biologisk hjerteklap. Min kom fra et svin. Eller jeg ville dø.

På baggrund af al den teologiske strid om den dobbelte udgang til frelse eller fortabelse, som jeg har uendeligt svært ved at stille noget op med, var det godt at tænke på, at her var begge udgange positive begge til liv. Jeg har altid holdt af Thomas Kingos lille salme O Gud, du ved og kender og især sidste strofe: Hold mig til dine veje,/ lad mig i døden eje/ trøst af din død og sår!/ Så skal mit liv begynde/ og sig til livet skynde,/ når jeg af livet går. (Salmebogen nr. 598). At den strofe også dukkede op i min bevidsthed på vej hen til operationsstuen, er der ikke noget mærkeligt i.

DE TOG PÆNT IMOD MIG, alle de, der skulle gennemføre og bistå ved operationen. Jeg fornemmede en samlet koncentration i rummet. Nu var det mig, det gjaldt. Og ærligt talt. Man lægger ved en hjerteoperation sit eget liv i det personales hænder, som varetager lunge-hjerte-maskinen, for ens eget hjerte lægges jo dødt i den tid, operationen varer.

Operationen tog seks timer. Derefter blev jeg kørt over til intensivafdelingen. Alt dette husker jeg selvsagt ikke noget af. Men da jeg vågnede, mødte jeg en sygeplejerskes venlige og opmærksomme ansigt bøjet over mig. Hun blev vist nok forbløffet, da noget af det første, jeg sagde, var, at denne dag var en af de lykkeligste i mit liv. Det ville hun godt have en forklaring på. Den var: Når syv, otte mennesker jeg ved ikke, hvor mange der er på et sådant operationshold ikke har andet i hovedet i et sådant forløb end mig og det at hjælpe mig med al den faglighed, de er i besiddelse af, og denne faglighed så samtidig er forbundet med en medmenneskelighed, ja, så bliver man bare meget lykkelig og glad.

Og sådan blev det ved på sengeafdelingen i dagene efter operationen, i det efterfølgende ambulante hjerteoptræningsprogram og ved besøgene først på hjertesvigt-ambulatoriet og derefter til sidst på hjerte-rask-igen-ambulatoriet (sådan hedder det virkelig). Altid denne kombination af faglighed og medmenneskelighed, som gør en glad og taknemmelig.

Nu pumper så mit hjerte blodet ud i blodkredsløbet med en svineklap. Jeg spurgte den opererende læge, hvor sådan en klap kommer fra, og han fortalte, at den sys af brasilianske kvinder for et amerikansk firma. Mon ikke den kvinde, der syede min klap, et øjeblik har tænkt på, hvilket menneske denne klap mon ville komme til at sidde i engang? Uden at kende mig har en kvinde i Brasilien tænkt på mig, og nu tænker jeg på hende uden at kende hende, men med en stor tak også til hende for hendes dygtige håndarbejde. Kort sagt: Mit hjerte er blevet globaliseret.

Gentofte Hospitals hjertekirurgiske afdeling er af rationaliseringsgrunde blevet fusioneret med Rigshospitalets. Man må håbe, at den ånd, der prægede afdelingen, også har kunnet bevares i fusioneringen. Ellers burde den ikke være sket.