En ny humanisme kan opstå af religionsmødet

Luthers opgør med samtiden begyndte efter sigende med 95 teser, som blev startskuddet til Reformationen, der forandrede store dele af Europa. I dag udkommer en debatbog, der opstiller 95 nye teser, som svarer på vor tids problemer og udfordringer

Martin Luthers opgør med samtiden begyndte efter sigende med 95 teser opslået på kirkedøren i Wittenberg en oktoberaften i 1517. De 95 teser blev startskuddet til Reformationen, der forandrede store dele af Europa. I 500-året for de reformatoriske teser er det nærliggende at gøre som Martin Luther – opstille 95 nye teser, som svarer på vor tids problemer og udfordringer.

Et af de mest iøjnefaldende forhold, som trænger til nye teser, er religionsmødet. Forholdet mellem de tre store monoteistiske religioner – jødedom, kristendom og islam – resulterer alt for ofte i magtkampe, voldstænkning, hårde ord og terror af forskellig art. Verden trænger til teser, som forsøger at udvikle en ny religiøs humanisme, hvor de forskellige religioner og kulturer kan leve med hinanden uden vold og krig. En udvikling af teser med luthersk mod til at forandre kunne sigte på at lade en ny humanisme opstå af religionsmødet.

I en global medieverden, hvor forskellene på religion som videns- og livsform er åbenlyse, er det vigtigt, at humanismen er religiøs, og at religionen er human. På kontinenter som Afrika, Syd- og Nordamerika, Asien og Mellemøsten har udviklingen for de religiøse livssyn været en anden end i Europa. De religiøse livssyn er ikke aftaget i omfang og intensitet, men er tværtimod vokset. De antireligiøse autoriteters fald i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande symboliseret ved Murens fald i 1989 har forstærket fremgangen for de religiøse livssyn. Det samme har Kinas tolerance over for de store religioner siden 1982.

Religion som videns- og livsform præger nutiden, og måske må vi give den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004) ret i iagttagelsen af, at krigen om herredømmet over Jerusalem er nutidens krig, som finder sted overalt (”Spectres de Marx”, 1993).

Også i Vesteuropa kan man spore en levende diskussion af religions plads i samfundet. Debatten om religiøs praksis i form af bederum på uddannelsessteder og tørklæder på arbejdspladser hører til hverdagens samtaler. Drøftelsen af, hvad det betyder, at muslimer og kristne med en fremmed baggrund søger mod Europa, er et af nutidens mest brændende emner.

De seneste års diskussion af kristendommens betydning for samfundet falder ligeledes i øjnene, herunder hvorvidt kristendommen kan stå anført i et regeringsgrundlag, eller hvorvidt Martin Luther kan bruges politisk-ideologisk i en værdi- og kulturkamp (se for eksempel Peter Lodberg (red.): ”Sammenhængskraften – replikker til Fogh”, 2007).

Eller tænk på Muhammed-krisen mellem Danmark og den arabiske verden som følge af 12 satiriske tegninger af islams profet Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005. Det er ikke vanskeligt at finde grunde til, at samtidens forhold kalder på udviklingen af en ny religiøs humanisme.

At arbejde for at etablere en universel religiøs humanisme rummer muligheden for at levere svar på, hvordan vi tilvejebringer et fredeligt og frugtbart samliv mellem de store monoteistiske religioner, særligt kristendom og islam. Inddragelsen af yderligere religiøse livssyn – naturligvis også ateismen i dens forskellige versioner – kunne give plads til en fælles dialog om betydningen af de forskellige livssyns videns- og praksisformer i forhold til den samtid, der er alles.

At udvikle nye teser om religiøs humanisme vil give mennesker mulighed for at forstå, hvordan religion og tradition påvirker dagligdagen ned til de mindste rutiner og op til de største drømme og længsler. Vores daglige liv ligner hinanden, men adskiller sig også betydeligt, blandt andet takket være den rolle, vi tildeler troen og religionen. Humanisme og en humaniserende dialog forstået som dét at være gensidigt informeret om, hvordan vi hver især lever, betyder, at kulturer, men også religioner, civiliserer hinanden.

Et blik udefra svækker ikke troen, relativerer ikke troen, men gør den tværtimod mere begribelig, også for en selv og ens egen tradition. En religiøs humanisme kan opstå, hvor religion kendetegnes af en åben bevægelig identitet.

I en religiøs humanistisk kultur er jøder, kristne, muslimer, ikke-konfessionelle og ateister forpligtet på at blive dannet gennem et fælles samliv til gavn for samfundet.

De mørke sider i de monoteistiske religioners historiske forhold til hinanden behøver ikke gentagelse. Konfrontation og sammenstød skal ikke blive den primære figur mellem jødedom, kristendom, islam og ateisme. Udmattende konfessionskrige, korstog, hanekampe af forskellig art, tro som grusomhedsmiddel til magt, religion som terror og fordømmelse, hellig krig og voldstænkning har vi haft nok af. Det gælder naturligvis også de militante fortolkninger af det lutherske, når de har sat mennesker og samfundsgrupper op mod hinanden i en misforstået streng lydighed over for en bestemt autoritet.

Den slags må bekæmpes, og det kan vi blandt andet gøre ved, at religion bliver et naturligt offentligt anliggende, som bygger på formidlet viden og vilje til samtale. At henvise religion til en individuel privatsag, som hver enkelt må holde for sig selv og sysle med derhjemme, er farligt for fællesskabet. Troen hører til i det åbne samfund, hvor den kan deles, modsiges og drøftes.

Udviklingen af nye teser om religiøs humanisme er nødvendig, fordi de vil modvirke opstillingen af fjendebilleder – dem mod os, jøder mod kristne, muslimer mod jøder, kristne mod muslimer.

De enkelte religioner skal i fuld offentlighed respektere uenighed og grænser, hvis samtale skal fortrænge sammenstød. Hvis vi tænker os et Europa bygget på religiøs humanisme i stedet for den nuværende sekularisme, vil alle troende uanset konfession forpligte sig på at lytte og bevæge sig i forhold til hinanden for fællesskabets skyld.

Religiøs humanisme er en dialog, hvor man lytter efter den andens formulering af det ubetingede anliggende, eller hvor man samtaler ud fra de vigtigste værdier, hvis vi skal tale i nutidens politiske jargon.

Verdens problemer og udfordringer er store. Der er brug for, at vi med luthersk mod opstiller nye teser ikke alene om religionsmødet. Vi giver bolden op til samtale i debatbogen ”95 nye teser”. Hvad skal vi bevare, forlade og forandre i 500-året for Martin Luthers reformatoriske teser?

Lad os udvikle en ny religiøs humanisme ved at tale om det, som flere og flere af os alligevel er optaget af, nemlig vores fælles formidlede forhold til det ubetinget værdifulde – uanset dets kulturelle særligheder i væsensforskellige fællesskaber.

I anledning af 500-året for Reformationen har Anne Marie Pahuus, filosof og prodekan for forskning, Arts, Aarhus Universitet, og Henrik Grøndal Lund, teolog og sognepræst ved Aarhus Domkirke, sammen redigeret bogen ”95 nye teser” på Aarhus Universitetsforlag. Det er en debatbog, hvor 30 forskere, politikere, kulturpersonligheder og kirkefolk gør som Martin Luther: opstiller 95 nye teser til samtiden. Bogen udkommer i dag.