En omvendelse med konsekvenser

Johannes Jørgensen (1866-1956) - almenkendt for »Nu lyser løv i lunde« og »Imellem nattens stjerner« - var kristen det meste af sit liv. Men den kristne del af hans forfatterskab er aldrig kommet rigtigt til sin ret, efter at Georg Brandes dømte ham ud af banen i dansk litteraturhistorie som livssyns-forræder, fordi han blev kristen. »Den lille perverse renegat«, hvæsede Georg Brandes efter ham. Da Johannes Jørgensen blev kristen, var han en af datidens kendte og beundrede personligheder. Han var en del af det kulturradikale miljø omkring Georg Brandes, og blandt hans venner var Ingeborg og Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, Gustav Wied og Agnes Henningsen. Johannes Jørgensen havde tilsluttet sig tidens nye strømninger: Ateismen, darwinismen og socialismen. Han var mere belæst end de fleste af sine forfatterkolleger, hans venner betragtede ham som den mest vidende af dem, og han blev regnet for at være en af tidens bedste lyrikere. Hans omvendelse var derfor en begivenhed, der gav genlyd. Og for Johannes Jørgensen gav den problemer. Hans gamle venner vendte sig fra ham og angreb ham med hadefulde artikler i aviser og tidsskrifter. Det er den oplevelse, han har beskrevet i digtet »Imellem nattens stjerner«: Og venner må du slippe - de går en anden vej - og miste navn og ære, hold ud, og opgiv ej. Alt, hvad Georg Brandes tidligere havde skrevet af positivt om Johannes Jørgensen, lod han slette, da hans artikler blev genoptrykt i hans samlede skrifter. Det er et sigende udtryk for, hvordan Johannes Jørgensen blev skubbet ud af dansk litteraturhistorie, fordi han blev kristen. Den dom, Georg Brandes og Johannes Jørgensens andre venner fra det kulturradikale miljø fældede over ham, har eftertiden taget til sig i så høj grad, at store dele af det, Johannes Jørgensen har skrevet som kristen, aldrig har fået en retmæssig anerkendelse. I vore gængse litteraturhistorier koncentrerer man sig om Johannes Jørgensens ungdom og korte tid som symbolist. Så nævnes det, at han bliver kristen og konverterer til katolicismen, og mere eller mindre udtalt lader man forstå, at så er der jo ikke grund til at beskæftige sig mere med ham. Den kristne del af hans forfatterskab er blevet så nedvurderet, at det knap kendes. Det udgør ellers hovedparten af hans forfatterskab på ca. 80 bøger, for han var ikke mere end knap 30 år, da han blev kristen. Ofte begrænser kendskabet sig til, at man ved, han har skrevet nogle helgenbiografier - bl.a. om Frans af Assisi - og erindringerne »Mit Livs Legende«. Men det er de færreste danskere, der har læst disse bøger. Det er dog fuldt berettiget, at det er hans helgenbiografier og erindringer, der er de mest kendte af hans kristne bøger. Han skrev tre helgenbiografier: »Den Hellige Frans af Assisi« (1907), »Den Hellige Katerina af Siena« (1915) og »Den Hellige Birgitta af Vadstena« (1940-43). De er blevet klassikere inden for genren helgenbiografier, og den om Frans af Assisi betragtes stadig som en af de bedste Frans af Assisi-biografier. Det var også med den, Johannes Jørgensen fik sit internationale gennembrud. Den blev straks oversat til tysk, fransk, flamsk, italiensk, hollandsk, engelsk, polsk, amerikansk og spansk, og senere til endnu flere sprog. Hans erindringer kan læses som hans omvendelseshistorie. De giver en dyb og omfattende beskrivelse af livet og diskussionerne blandt de litterære berømtheder omkring århundredskiftet. Men hvad Johannes Jørgensen har i fokus er at forklare, hvordan og hvorfor hans liv udvikler sig til, at han bliver kristen. Men de nævnte bøger er kun toppen af den del af forfatterskabet, Johannes Jørgensen skrev som kristen. Derudover er der digte, romaner, rejsebeskrivelser, bøger der forsvarede kristendommen, og bøger med lignelser og korte historier. For nogle år siden blev jeg fascineret af hans lignelser og korte historier. De er klart præget af hans kristne tro og behandler almengyldige eksistensspørgsmål, så de er lige så aktuelle nu, som da de blev skrevet. Samtidig indeholder de stemningsfulde naturbeskrivelser, som Johannes Jørgensen var en mester i, ligesom de er med både skarp polemik og humor. Disse korte kristne historier udkom i fire forskellige bøger i tidsrummet 1898 til 1933. Den mest berømte af bøgerne hedder »Lignelser« og er fra 1898, de andre er »Som en Tyv om Natten« fra 1921 og »Joakims Hjemkomst« og »Bibelsk«, som begge udkom i 1933. Nu genudgives de fleste af historierne samlet i én bog, som jeg har redigeret, og som udkommer på Lohses Forlag den 16. september. Hvis man vil begynde med noget let og overkommeligt af den kristne del af Johannes Jørgensens forfatterskab, er disse historier et godt sted at begynde. De er enkle og let forståelige, men alligevel med dybder, der overrasker og giver stof til eftertanke og fordybelse. Samtidig kan de læses af litteraturhistorisk interesse, for de giver indblik i den livssynsdebat, der var omkring århundredskiftet mellem kristendommen på den ene side og ateismen, darwinismen og socialismen på den anden - en debat og en konflikt, som begyndte dengang og har stået på siden. Titlen på den nye bog er »Tråden ovenfra«. Det er også titlen på den historie, Johannes Jørgensen har placeret forrest i sin første bog med korte kristne historier, »Lignelser«. Denne fortælling handler om, at det er forbindelsen til Gud, der giver livet mening og retning, og hvis det glemmes, falder livet fra hinanden. Det var Johannes Jørgensens egen erfaring. Det er både anslaget og hjerteslaget i hans korte kristne historier. Johannes Jørgensens opgør med det kulturradikale miljø er mest direkte i de ældste af hans korte kristne historier, altså først og fremmest i dem, der udkom i »Lignelser« fra 1898, fire år efter hans omvendelse. For at nævne titelnovellen i »Lignelser« igen, »Tråden ovenfra«. Den handler om, at en edderkop kommer ned ad en tråd ovenfra og laver et fint og stort net, men glemmer, hvor den er kommet fra, og at det er tråden ovenfra, som holder dens net oppe: »Edderkoppen havde glemt det alt sammen - den så blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige steder gik hen, men bare op i den tomme luft. »Væk med dig«, sagde edderkoppen, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over. I det samme gav vævet efter - hele det kunstfærdige netværk styrtede sammen - og da edderkoppen kom til sig selv, lå den mellem tjørnebladene med nettet som en lille, våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed - fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra.« Den næste historie i såvel »Lignelser« som den nye bog hedder »Solens åg«. Skarpt og sarkastisk beskriver den de kulturradikales oprør imod Gud og konsekvenserne af det. En høj, stolt, stiv poppel er anfører for en ny tids tanker. Planternes stilling er den centrale i verden, og de skal ikke være underlagt nogen - heller ikke solen, som poplen opfordrer planterne til at gøre oprør imod på denne måde: »Utvivlsomt er denne lære om sollyset som en nødvendighed og en velsignelse for plantelivet ikke andet end en gammel, dum myte, en overtro, som er ganske uværdig for en moderne, oplyst plante ... Derfor mine søstre og brødre, til kamp mod tyrannen, bort med den uværdige trældom! Da skal en ny og skønnere planteslægt opstå, og verden skal undre sig over os! Din tid er omme, dit herredømme er forbi, du gamle lysgiver i det høje!« Planterne visnede og knurrede ad den gamle poppel. Den var selv blevet kanariegul og skinnede som en pyntet laps, og stik imod planternes erfaring bildte den dem ind, at deres nye og frigjorte liv var bedre end deres gamle liv under solens regimente. Nu var de meget mere ejendommelige end før, nu var de personligheder, sagde den til dem, og det blev de ved at tro og gentage for sig selv, til den sidste trævl faldt af dem. Opgøret med de kulturradikale ideer er tydeligt og direkte i de to første af Johannes Jørgensens kristne historier. Men i de efterfølgende historier bliver der længere og længere imellem disse direkte opgør med det kulturradikale livssyn. I dem forholder han sig til almene livsindstillinger, som kan findes i såvel kulturradikale miljøer som andre - også kristne. Der er f.eks. den jordbundne og materialistiske indstilling illustreret gennem en kålorm, som tror, at der ikke er mere i livet end at være kålorm og æde grønkål. Værdierne i det frie sommerfugleliv har den slet ikke øje for. En anden fortælling lader hvedekornets liv være et billede på et menneskes liv. Hvedekornets liv ender i ensomhed og død, da det bliver sået og kommer til at ligge i den mørke og fugtige jord. Men undergangen er kun en overgang til at opstå igen som et nyt korn. Længe før Det Etiske Råds opståen beskriver en af historierne, hvordan en videnskab uden etik sætter videnskaben over et menneskes liv. Også debatten om den fri abort og forkastelsen af Bibelens troværdighed i den såkaldte oplystheds navn tager Johannes Jørgensen hul på. Endelig er nogle af historierne bibelhistoriske på den måde, at deres udgangspunkt er begivenheder og personer, som er kendt fra Bibelen. F.eks. skildrer en af historierne Lazarus' opvækkelse fra de døde, en anden har Jomfru Maria og Judas Iskariots mor som de centrale personer, og en tredje beskriver menneskers reaktioner, da de overværer Jesu korsfæstelse. Historierne har stor spændvidde i emnerne. Men de har det til fælles, at de alle er klart prægede af Johannes Jørgensens kristne tro. Og de viser, at Johannes Jørgensen havde et liv som forfatter, også efter at han var blevet kristen. n cand.mag.