Medens Den Europæiske Unions skriftkloge i disse tider strides om betimeligheden i at nævne kristendommens betydning for Europas historie i unionens traktat, kan det ikke undre, at man som historisk interesseret standser op, hver gang den europæiske tanke krydses af kirkens 2000-årige historiske vej over kontinentet.
Det forenede Europa er jo ikke nogen ny foreteelse, men kun i nyere tid har det vist sig muligt at realisere ideen. Europas historie er en lang beretning om små og store lensherrers og fyrsters lyst til at hyppe egne kartofler på fællesskabets bekostning.
Når endelig en samlende tendens viste sig, afhang den som regel alene af, om tankens ophavsmand havde den fornødne militære styrke til at gennemføre den - på godt og ondt, skal det da tilføjes.
Når endelig vi skal tale om en samlende faktor, som ikke var ude i egne snævre selvdyrkende ærinder, så var det den åndelige enhedstanke realiseret gennem kirken, her tilmed gennemført ved et fælles sprog, latin. Men den ide fik som bekendt ikke lov til at vare ved. Det er af naturlige grunde ikke en tale, som bekommer kirkens modstandere vel, men ikke desto mindre en historisk kendsgerning.
Kirken var den eneste myndighed, som ikke arbejdede på at samle en fysisk magt, men alene i sin sendelse så Kristi missionsbefaling og myndighed til at forvalte arven efter ham. Vi vil her se bort fra de (ganske vist mange) eksempler, hvor kirkefolk har fejlfortolket denne myndighed.
Når unionens vise mænd så hårdnakket modarbejder en passus i traktatens præampel, kan det ikke skyldes historisk uvidenhed. Enhver kan jo blot se ud af egne vinduer for at forvisse sig om kristendommens altafgørende betydning på kontinentets åndelige og kulturelle arv. Hvad det så er, der bestemmer denne modstand, må den enkelte så rådføre sig med sin skaber og samvittighed om.
Men tanken om europæisk enhed er altså ikke ny. Karl den Store var en storsindet eksponent for ideen, men tanken faldt med hans død i 814 for senere at blive forsøgt af andre. Indimellem har enkeltpersoner i de forskellige lande kaldt til lyd for nødvendigheden af, at Europas folkeslag burde samarbejde i stedet for at bekrige hinanden - og helst finde sammen omkring fælles værdier. Lad mig blot nævne højt estimerede europæere som Erasmus af Rotterdam og Thomas Moore, begge eksponenter for den kristne humanisme. Her er kristendommen den mest brugbare ide, dels fordi den overhovedet er surdejen i europæisk åndsliv, og dels fordi den er den eneste farbare fortolkning af, hvad mennesket er. Menneskerettighederne er jo udmærkede paragraffer at holde sig for øje, vel at mærke, hvis mennesket som fænomen først er tolket som det unikke væsen, det trods alt er. Her må vi som kristne eller som individer udgået af kristen tradition hylde den kristne fortolkning af mennesket og hvad menneskelivet er.
Jeg nævnte Erasmus og Thomas Moore som to forbilledlige eksponenter for kristen humanisme. Siden har mange slået til lyd for nødvendigheden af at se ud over egen næse, for at hente inspiration til at udvikle både egen og samfundets åndsliv.
I dansk middelalder og renæssance var det almindeligt, at adelens unge mænd blev sendt på dannelsesrejser til det sydlige Europa - dels for at studere ved kendte universiteter og dels for at give de unge mennesker en større horisont. Det var naturligvis bekosteligt og derfor forbeholdt adelens sønner.
Da det siden blev muligt for unge kunstnere at opnå økonomisk støtte ad forskellige veje, kunne dansk kunst hente inspiration fra udenlandske strømninger, som ikke kun var godkendt af konge og adel. Det kunne ikke undgå at skabe mishag hos dem, der mente, at vi her i Danmark havde nok i os selv og ikke behøvede at die af fremmed åndsliv. Disse meninger kunne naturligvis være båret af ren og skær misundelse, men kunne også være næret af frygt for de fremmede ideer.
Reformationen slæbte sit tunge spor op gennem århundrederne og forhindrede mange frugtbare tanker i at slå rod. Det er ingenlunde nogen ny foreteelse, at danskere har nok i sig selv, men man lukker så også øjnene for den kendsgerning, at dansk åndsliv ikke er så dansk endda, men står i ubetalelig gæld til europæisk tankegang.
Vores idehistorie er rig på eksempler på mænd, som måtte gå i landflygtighed for deres ideer. For blot at fremhæve en enkelt af den lange række af åndspersoner, som måtte søge til udlandet for at kunne trække vejret, kunne man nævne digteren og forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956).
Enhver med lidt kendskab til dansk litteraturhistorie ved, at han som ung skrev nogle dybtfølte digte og noveller og siden konverterede til katolicismen. Det måtte han døje en del for, og det gjorde ikke livet lettere for ham, at han ofte og gerne argumenterede for dette valg.
Resultatet blev, at han skiftevis blev lagt for had og gjort til nar, fordi han valgte sine forfædres tro frem for rationalismens og modernismens åndsløse fortolkning af livets mening eller mangel på samme.
Han tillod sig at træde op mod dansk åndslivs selvbestaltede guddom Georg Brandes. Resultatet blev, at han så sig nødsaget til at slå sig ned i udlandet og af forskellige grunde valgte Assisi i Italien. Hans position i dansk litteraturhistorie har siden været på vågeblus og opfattes stadig som lidt suspekt, for han blev jo katolik. Men ude i Europa står der glans om hans navn, og han blev endnu, mens han levede, hædret ved fremmede universiteter. Han er en af vore mest oversatte forfattere. Men ved danskerne det?
Johannes Jørgensen må betegnes som den europæiske tankes pilgrim ud over, at hans åndelige hunger også førte ham på en rastløs færd rundt til kristenhedens store og små pilgrimsmål. På disse rejser indhøstede han store tanker og ideer, som fik ham til at fremstå som en af vort lands mest fuldblods eksponenter for europæisk åndsliv og tankegang.
Johannes Jørgensens forfatterskab er europæisk ind til marven, selv hvor han vender tankerne mod sin fødeby Svendborg. Han ser nationalismen som Europas store ulykke, og i disse vurderinger har han endnu ikke haft mulighed for at tage de store destruktive ismers ulykker i det 20. århundrede med. Ofte er hans forfatterskab udformet i essayformen, men overalt båret af de store tanker om den ånd, som ikke kan begrænses af fysiske grænsepæle.
Johannes Jørgensen var overordentlig belæst og hjemme i europæisk litteratur. Ofte henter han sine argumenter hos ikke mindst franske forfattere. Således gennemgår han den franske forfatter Julien Bendas bog »Skribenternes forræderi«, som var meget omtalt i udlandet i 1930'erne, og yderligere et skrift af samme forfatter med titlen »Tale til den europæiske Nation«. Benda er ikke katolik - end ikke kristen. Alligevel ser han Europas eneste mulighed i et forenet åndeligt fællesskab. »Den Karl den Store, han tror på og hvis komme han påkalder, er ingen person, men et princip«, skriver Johannes Jørgensen. Det er af en rent åndelig bevægelse, at den franske skribent venter sig Europas frelse. Hvad han i sin tale til den europæiske nation vil forkynde, er dette: at tidens åndelige, sociale, materielle nød har én årsag. Vi dyrker falske guder. Og hvilke af disse falske guder? Det er på Nietzches sprog livets dionysiske magter. Vi må forlade dem
- for at vende tilbage til Apollon.«
Johannes Jørgensen konkluderer lidt længere henne: »terminologien er imidlertid her uden betydning - det, Benda vil sige, er, at hvis Europa vil
leve, må det forlade egoismens verden - og egoismens moderne udtryksform nationalismen«.
Siden Johannes Jørgensen er rækken af forfattere, som måtte søge udenlands for at finde klangbund, øget. Sidst kan nævnes Henrik Stangerup, som måtte strække våben over for hjemlige selvbestaltede guddomme, der ikke tålte ånden fra europæisk tankegods.
Stig Holsting er forfatter
og formand for Johannes
Jørgensen-Selskabet
Læs kronikken i morgen:
»Dialog er at opbygge relationer« af stiftspræst, dr.theol. og leder af Islamisk-Kristent Studiecenter
Lissi Rasmussen