Kan det tillades kvinderne at gå med i grundlovsdemonstrationen med deres egen fane? Spørgsmålet blev rejst i Socialdemokratiets centralbestyrelse umiddelbart før arbejdernes grundlovsfest den 5. juni 1876. Hele 30 medlemmer af centralbestyrelsen havde en holdning dertil og tog ordet i den anledning. De fleste talte imod, men nogle også for kvindernes sag.
Da rækken af taler var slut, tog partiets leder, Louis Pio, ordet. Allerede fra bevægelsens begyndelse fem år forinden havde han været fortaler for lige rettigheder mellem alle menneskelige væsener og slog fast, at den fri kvindelige forening vedkendte sig de socialistiske principper og dermed havde ret til at deltage. Desuden burde man efter Pios opfattelse ”hilse kvindernes deltagelse med glæde i stedet for at holde dem nede på storborgermanér”.
Foreningen gik straks i gang med at samle penge ind til fanen, og Pio indviede denne.
På selve grundlovsdag deltog hele 46 foreninger i optoget, 61 faner smældede i vinden, da arbejderne i tusindvis begav sig i procession gennem Gothersgade, Kongens Nytorv og Nyhavn. Forrest gik sangforeningernes faner, og længere nede i optoget bar en ganske ung kvinde Den fri kvindelige Forenings blodrøde fane med den netop håndbroderede parole ”Ingen sejr uden kamp!”. Overalt blev hun modtaget med hurraråb.
Dagen efter den 6. juni begyndte den første socialdemokratiske kongres. Her vedtog partiet det såkaldte Gimle-program, partiets første principprogram.
Blandt de centrale krav var almindelig, lige og direkte valgret for ethvert medlem af staten, både mænd og kvinder fra det 22. år, til alle stats- og kommuneinstitutioner.
Anerkendelsen af Den fri kvindelige Forenings ret til at gå med i grundlovsdemonstrationen i 1876 var en sejr for kvinderne i den tidlige arbejderbevægelse, men der skulle forsat gå 39 år, før kvinderne fik tilkæmpet sig valgretten. Ligesom løn under sygdom, ret til barsel, betalt ferie, gratis lægehjælp og uddannelse var valgret til kvinder, tyende og fattige endnu på dette tidspunkt en utopi. Men fordi nogen turde tænke tanken om, at det kunne være anderledes og engagere sig heri, er det danske demokrati blevet holdt levende lige siden Frederik VII underskrev landets første grundlov den 5. juni 1849.
Historier som denne er blandt de historier, elever møder, når de i dag kommer til undervisning på Arbejdermuseet. Mange af eleverne har for eksempel allerede deltaget i deres første demonstrationer – uden at spørge om tilladelse hertil –, og de er i det hele taget blandt de allerstærkeste unge demokrater i hele Europa.
Men historien rejser alligevel en række identifikationsmuligheder for eleverne. Demokrati og indflydelse på det samfund, vi deler, kræver nemlig altid, at du engagerer dig, forholder dig kritisk og i det hele taget finder måder for, hvordan du kan give din mening en form. Man får nemlig forsat ikke nogen sejr uden kamp.
Museerne har i en årrække engageret sig i at tage medansvar for at danne og uddanne nye generationer af demokrater gennem udvikling af undervisningsprogrammer og aktiviteter, der med udgangspunkt i kunsten og kulturen skaber perspektiver på aktuelle og påtrængende spørgsmål.
I det hele taget er der gennem flere år sket en museal bevægelse, hvor dette samarbejde med undervisningssektoren flytter længere og længere ind i skabelsen af udstillinger og museumsoplevelser. Alt sammen elementer, der medfører, at museerne i langt mindre grad ”blot” overleverer historier fra fortiden, men i stedet bliver et forum for en undersøgende, fortolkende tilgang til fortiden med det mål for øje at give elever og publikum generelt mulighed for at reflektere over og forstå deres livsverden og samfund og deres egen plads heri.
I Den Gamle By i Aarhus har man for eksempel udviklet en særlig ekspertise i forhold til børn med særlige behov, på Designmuseum Danmark lærer eleverne at arbejde med bæredygtige designprocesser, mens Arbejdermuseet i København styrker børn og unges demokratiske kompetencer og selvtillid gennem brug af historien, hvor eleverne inspireres og motiveres til at sætte deres holdninger på dagsordenen.
Alle tre museer har inden for de senere år vundet internationale priser for deres arbejde og praksis. Og alle tre indsatser taler direkte ind i de kompetencer og færdigheder, der kræves af fremtidige generationer. At kunne forholde sig positivt til, at vi mennesker er forskellige, forholde sig aktivt til klimaudfordringerne og engagere sig i et demokrati, der bygger på frihed, lighed og samfundssind.
Men disse tre museer er blot få blandt mange. Over hele landet udbyder museer undervisning hele året rundt, der etableres partnerskaber, holdes lærerkurser, udvikles digitale læringsmidler, der tilgængeliggør museernes helt særlige samlinger og viden, lærerstuderende undervises, elever vejledes i forbindelse med opgaver, og der udvikles nye metodikker, der videreudvikler og gør en forskel i forhold til den daglige pædagogiske og didaktiske praksis og de fagligheder, som eleverne møder i grundskolen og på uddannelsesinstitutionerne.
Fra forskning og undersøgelser ved vi, at mødet med kunst og kultur spiller en positiv rolle i elevernes udvikling. Mødet stimulerer for eksempel indlæring, kreative kompetencer og innovation og træner elevernes evne til kritisk stillingtagen. Men det handler om langt mere end ”blot” viden og færdigheder, når børn og unge møder museerne.
Det handler også om at videreformidle grundlæggende demokratiske samfundsværdier, empati og om at skabe øjeblikke, der udfordrer og demonstrerer nye sider hos det enkelte barn, og som samtidig skaber en fælles oplevelse, der kan tages med tilbage i skolens rammer.
Og ja, covid-19 har lært os, at det digitale kan uendeligt meget mere, end vi troede, også på museerne. Men vi er forsat menneskelige væsener og er dybt afhængige af muligheder for at sanse og begribe verden fysisk og taktilt. Især for de yngste og unge medborgere. Alt dette gør museerne til en af de samfundsbærende institutioner, der på linje med dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser bidrager til at danne og uddanne fremtidens demokrater.
Covid-19 har forandret verden for øjnene af os alle. Også for museerne. Gennem de seneste 40 år har danske museer oparbejdet et helt enestående samarbejde mellem undervisnings- og kultursektoren, der betyder, at mere end en million børn og unge hvert år møder kunsten og kulturen på et professionelt, højt kvalificeret niveau. Men undervisning er på ingen måde nogen indtægtskilde for museer, men er en investering i de generationer, der skal forme fremtiden. Dette arbejde kan derfor være i potentiel fare, når museerne i de kommende måneder og år må prioritere benhårdt økonomisk.
Og derfor skal der i anledning af demokratiets dag i morgen lyde en opfordring til beslutningstagere både i undervisnings- og kultursektoren om at fastholde og videreudvikle dette område. Hjælpepakker kunne støtte museerne i at lukke ned, men i tiden efter er der nu behov for både fælles opmærksomhed og investeringer i genåbningen og sikringen af museernes forsatte muligheder for at kunne være en af de samfundsinstitutioner, der danner og uddanner næste generationer til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.