Prøv avisen
Kronik

Minister: Vi har brug for en skole med mening

Merete Riisager (LA) er undervisningsminister. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Merete Riisager, undervisningsminister (LA)

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Ikke alt, hvad der er vigtigt, kan måles. Kultur og fællesskab er udslagsgivende for, at eleverne kan vokse op og blive frie, myndige borgere. Kultur udvikler sig, men dens rødder stikker dybt – de rødder skal eleverne møde, skriver minister i dagens kronik

Du træder ind i en skole en hverdagsmorgen. Lyset er gråt. Børnenes ansigter bærer stadig tegn på nattens søvn. Pludselig løfter stemningen sig. Ansigterne åbner sig og ser den samme vej. Smil bryder frem. Børnene er midt i morgensamlingen, og de synger, så taget er ved at lette. ”Septembers himmel er så blå”. Selvom skyerne er grå denne morgen, kan alle se hvide skyer på en blå himmel. Kulturen og fællesskabet lever i gymnastiksalen denne morgen, og børnene tager en mental tur ud i den danske natur og tilbage i tiden. Lige i dette øjeblik får de en gave, som er givet dem i arv, og de fornemmer, at de er en del af noget vigtigt, som de også selv har et ansvar for at passe på.

De seneste år har fokus i folkeskolen i høj grad været på fagene dansk og matematik, bevægelse og it i skoledagen. Det har været vigtigt, fordi folkeskolereformen havde fokus på disse elementer, og fordi dansk og matematik er grundstamme for de resterende fag. Ved at binde folkeskolereformen op på resultaterne i dansk og matematik skulle det gøres muligt at følge reformens resultater på nogle enkle og vigtige parametre. Men ikke alt, hvad der er vigtigt, kan måles. Kulturen og fællesskabet er udslagsgivende for, at eleverne kan vokse op og blive frie og myndige borgere.

Grundskolen i Danmark er ikke kun et sted, hvor elever henslæber timer, mens forældrene er på arbejde, med at oparbejde færdigheder i fag, de skal bruge på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne. Skolen er en samfundsinstitution, der er nævnt i vores grundlov. Skolen videregiver kulturarv, værdier og fortællinger, der er vigtige for os som land, og som har betydning for det enkelte menneske. Skolen skal ikke indoktrinere, men skal indføre eleverne i det samfund, de lever i, og som de som kritisk tænkende voksne skal være med til at videreføre.

Mange folkeskoler klarer både at undervise børnene, overholde lovgivningens mange krav og give eleverne en kulturel ballast. Mange steder bliver netop de kulturelle elementer som for eksempel morgensang, fortælling og kulturelle udflugter imidlertid desværre nedprioriteret. Eller de forsvinder som dug for solen. Årsagerne kan være mange. Det politiske fokus har været et andet, og skoleledere og lærere forsøger at leve op til det, der forventes af dem. Musik, skoleteater, kristendom, praktik og lejrskole står ikke øverst i loven. Ikke desto mindre giver initiativer som ”Åben skole” og ”Kend dit land” mulighed for at dyrke netop disse dele.

Det er værd at give de kulturelle elementer opmærksomhed og at huske på elevernes karakter- og identitetsdannelse. Egenskaber som mod, vedholdenhed og ordentlighed udvikles helt overvejende i familien og civilsamfundet, og det er godt sådan, men de kan også næres i skolen. Elevernes karakter var nævnt i folkeskolens formålsparagraf indtil 1975.

Andre steder kan nedtoning af de kulturelle elementer have rod i et misforstået hensyn til migrantelever, som vi har set det på en række skoler, hvor eksempelvis juleafslutninger eller påske- temaer pludselig nedtones. Det kan også være af økonomiske hensyn, at skolen sparer lejrskolen væk. Folkeskolen bliver således tømt for de kulturelle identitetsmarkører, der udgør en vigtig del af skolens opgave, og som eleverne bør kunne blive en del af.

Mange steder vil man opleve, at de frie skoler i højere grad lægger vægt på de værdimæssige, kulturelle elementer af undervisningen og er langt mindre berøringsangste i forhold til at introducere eleverne til den kristne kulturarv og Danmarks historie. I hvert fald ser det ud til, at mange forældre lægger vægt på stærke værdier, når de vælger en fri grundskole.

Skolens rolle i integrationsdebatten bliver med rette ofte trukket af stalden. Det er ikke skolens opgave at løfte integrationsopgaven, som må påhvile den enkelte, der kommer til landet. Modsat kan skolen naturligvis bidrage positivt til det enkelte barns integrationsproces ved at åbne døren til kritisk tænkning, værdier og kulturarv.

I USA spiller landets forfatning og flag en væsentlig rolle i rammesætningen af skolen. Lærerne bruger både flag og forfatning aktivt i undervisningen. Det kan give et stærkt tilhørsforhold for elever, der har udenlandsk baggrund.

I Storbritannien bruger mange skoler deres egen kulturarv aktivt og offensivt i undervisningen af britiske elever med migrantbaggrund: ”Det er også jeres Shakespeare!”. I begge eksempler bruges den nationale kultur til netop at inkludere disse elever, og det forudsætter naturligvis, at eleven hjemmefra motiveres til at tage den pågældende kultur til sig og på sig.Det er slet ikke dumt at reflektere over i en dansk skolekontekst. For et års tid siden skrev den unge Alen Causevic, der har rødder i Bosnien-Hercegovina, i Information om sine oplevelser med at læse blandt andet Michael Strunge, Herman Bang og Naja Marie Aidt. Hans pointe var, at integrationen har akut behov for mere kulturel dannelse og horisontudvidelse. Litteraturen åbnede horisonter og udfordrede dogmer, han troede var uangribelige. Causevic skriver sågar, at der går en lige linje, fra han åbnede Strunge-biografien i al sin postmodernistiske vælde til det faktum, at han tog en uddannelse og blev integreret i samfundet.

Præcis sådan med skolen. Skolen skal tydeliggøre vores og sine fællesskaber, herunder den danske kultur. Dansk kultur udvikles fortsat, den lever i kunsten, historien og civilsamfundet, og den har været en afgørende faktor for, at vi som land har klaret os godt. Og dansk kultur åbner verden for de unge og viser, hvad de kan træde ind i og bære videre. Det gælder i høj grad i forhold til børn med migrantbaggrund, som nu udgør omkring 10 procent af de børn, der begynder i skole. Det gælder faktisk alle unge.

I disse år flyder medier og offentlige debatter over med historier om ulykkelige børn og unge, der mistrives. Det er der ingen grund til at betvivle er sandt. Følelser opleves som objektivt til stede hos dem, der har dem. I debatten peges ofte på et eksternt pres på de unge: Karakterer, forventninger, høje, faglige barrer. Deraf følger alle hånde ønsker om karakterfrihed og nemmere adgang til uddannelse. Men er de eksterne faktorer det rigtige sted at rette opmærksomheden hen?

I en konkurrencestatslogik reduceres skolen med sin læringsoptimering og blinde anvendelsesorientering til noget, den ikke er. Skolen instrumentaliseres, og børnene bliver til tandhjul i velfærdsmaskinen. Enhver aktivitet måles i forhold til dens potentielle udbytte. I denne tænkning går børn ikke i skole for deres egen skyld, men for statens. Den uendelige kobling af skolen og arbejdsmarkedet skaber en kompetencefabrik, som man ærlig talt godt kan forstå giver de unge ondt i maven.

Skolen er og skal være netop overlevering af viden og kultur fra en generation til den næste. Kulturen står aldrig stille. Den udvikler sig, mens dens rødder stikker dybt, og de rødder skal eleverne møde. Den almene dannelse udgøres af de kundskaber, eleven har erhvervet sig, og netop den kultur, eleven bliver del af. Det er et fællesskab!

Mens det for især forældregenerationen er en belejlig forklaring, at der skal fjernes et eksternt pres fra de unge, er et andet og i mine øjne oplagt sted at begynde, at blive markant bedre til at give dem bedre adgang til vores fælles fortælling. Vise og anskueliggøre for dem, at de er en del af noget, der er større end dem selv. At de ikke er uendeligt alene. For i sangen, i fællesskabet, i historien og i litteraturen opdager de fleste, at verden både åbner sig og er givet. Der er noget at tage afsæt i.