Prøv avisen

En sociologisk balancegænger

Det er i dag 75 år siden den tyske sociolog Ferdinand Tönnies døde. Hans dobbeltmodel - at det sociale liv altid er en bestemt blanding af Gemeinschaft og Gesellschaft - har en særlig relevans i en dansk sammenhæng, mener dagens kronikør.

Fællesskaber har også har en uforståelig dimension, mente sociologen Ferdinand Tönnies, som døde i dag for 75 år siden. Hermed inviterede Tönnies til en religiøs tydning af det sociale liv, og det er en grund til, at teologer har interesseret sig særligt for hans tænkning

Det er i dag 75 år siden, Ferdinand Tönnies døde. Han regnes for Tysklands første sociolog og blev født i 1855 på halvøen Ejdersted, der hørte under den danske helstat frem til 1864. Både som menneske og sociolog fik han en besynderlig skæbne:

Han kunne have fået en professorstilling som 38-årig, men da Preussens kultusministerium stillede den betingelse, at han skulle melde sig ud af en forening, der ville formulere etik på et sekulariseret grundlag, sagde han nej. Resultatet blev, at Tönnies var 54 år, da han i 1909 fik sin første faste ansættelse ved et universitet. Samme år var han og 38 andre (deriblandt Max Weber) med til at starte den tyske sociologforening, som han var formand for fra starten af og frem til 1933, hvor sociologien mere eller mindre gik i opløsning under nazismen.

Hans hovedværk, "Gemeinschaft und Gesellschaft" fra 1887, handler om to grundtyper af fællesskaber: det organiske, der vokser frem af historien, og det målrationelle, som menneskene selv skaber for at virkeliggøre en bestemt idé.

Bogen regnes i dag for en sociologisk klassiker, men heller ikke dette startede godt. Den blev trykt i 700 eksemplarer, men da bogen solgte dårligt, blev cirka halvdelen af oplaget makuleret. Der skulle gå hele 25 år, før bogen blev kendt. Det skete med andet oplag i 1912, og herefter gik det stærkt – men i den forkerte retning. Den blev nemlig især populær blandt Gemeinschaft-romantikere på den tyske højrefløj, der havde en vision om Tyskland som et homogent Volksgemeinschaft.

Ret beset ville man kun vide af halvdelen af Tönnies' dobbeltmodel, men man må medgive, at det er muligt at finde enkelte sætninger i Tönnies' bog, der peger i den konservativt-romantiske retning. Eksempelvis skriver han: "Gemeinschaft er det vedvarende og ægte samliv, mens Gesellschaft kun er forbigående og tilsyneladende."

Tönnies havde dog længe lagt luft til de konservative ved at forsvare arbejderbevægelsens sag, blandt andet med sin aktive støtte til havnearbejderstrejken i verdens tredjestørste havn i Hamburg i 1897. Støtten skyldtes både den åbenlyse sociale nød, men også at Tönnies så et særligt perspektiv i arbejderklassen: Den viste, at Gemeinschaft-solidariteten kunne blomstre op i nye former på moderne vilkår.

Det, han opfattede som et konservativt misbrug af sin bog, tog dog til i 1920'erne, samtidig med at Tönnies selv tog aktiv del i kampen mod nazisterne. Selvom om han altid havde ønsket at stå uden for partierne, følte han sig nødsaget til at melde sig ind i det tyske socialdemokrati i 1930. Ved samme lejlighed meldte han sig ud af den evangeliske kirke i Slesvig-Holsten, fordi den var blevet for positiv over for nazisterne. I 1933 blev han fyret fra sin stilling, og da det skete af politiske grunde, blev han samtidig frataget sin pension.

Tönnies fik aldrig selv justeret sin klassiske bog, men i 1924 kom filosoffen Helmuth Plessner ham sagligt set til undsætning ved i bogen "Grenzen der Gemeinschaft" at sige det, som Tönnies ikke selv havde fået udtrykt klart nok: Det ligger i menneskets natur, at det både har brug for varmen, fortroligheden og trygheden i Gemeinschaft og for distancen og frirummet til individualisering, som Gesellschaft giver mulighed for. Som det fremgår af Tönnies' anmeldelse af bogen, tilsluttede han sig Plessners præcisering af, at også Gesellschaft bunder i noget ægte.

Pointen er altså, at både Gemeinschaft og Gesellschaft er uopgivelige dimensioner ved det sociale liv – begge sider har deres relative berettigelse. Derfor er det sociale livs motor spændingen mellem Gemeinschaft og Gesellschaft eller sagt på nudansk: De er ment som grundbegreber, der udtrykker det sociale livs dna.

HERMED BLIVER det også klart, hvorfor det kan være interessant at beskæftige sig med Tönnies i dag: For det første kan man opfatte historiens gang og dermed også den aktuelle værdikamp som stadig nye udtryk for den evige strid mellem Gemeinschaft og Gesellschaft. Man kan dermed både forstå de liberale og venstrefløjens kamp for frigørelse, individualisme og Gesellschaft og forstå de konservatives kamp for tradition, fælles værdier og Gemeinschaft. For det andet tilbyder Tönnies noget så sjældent i sociologien som en socialfilosofi af metafysiske dimensioner.

Her skilles vandene så også. De fleste vil hævde, at dette er et overstået kapitel for sociologien. Derfor er Tönnies efter Anden Verdenskrig i betydelig grad blevet skrevet ud af sociologien.

Det sker mest markant i 1955, hvor René König med en stor artikel i Kölner Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsychologie fejrer Tönnies' 100-års-fødselsdag med at hævde, at hans sociologi, der har direkte inspiration fra 1600-tallets filosoffer som for eksempel Thomas Hobbes, må være uinteressant i dag.

René Königs "fødselsdagshilsen" i 1955 lægger reelt Tönnies-forskningen død i 25 år. Først da professor Lars Clausen bliver formand for Ferdinand Tönnies-Gesellschaft i 1978, kommer der så småt gang i en organiseret forskning. Den syvende internationale konference siden 1980 holdes i år, og udgivelse af de samlede værker i 24 bind er påbegyndt.

Et mindretal ser anderledes positivt på den åbning mod metafysiske lag, som Tönnies repræsenterer. Sociologien skal ikke blot udforme modeller af samfundet, som er rationelt forståelige, men fastholde det sociale livs dobbelthed af at være både forståeligt og gådefuldt. Det er specielt begrebet Gemeinschaft, der bliver et grænsebegreb, for selvom sociologien er sat i verden for at forstå det sociale liv, fastholder dette begreb, at fællesskaber også har en uforståelig dimension.

Hermed inviterer Tönnies til en religiøs tydning af det sociale liv, og det er en grund til, at teologer har interesseret sig særligt for hans tænkning. Som eksempel kan nævnes Dietrich Bonhoeffers licentiatafhandling "Sanctorum Communio" fra 1927, der har den tankevækkende undertitel "Eine dogmatische Untersuchung zur Soziologie der Kirche".

Det sociologiske begrebsapparat bliver her direkte hentet fra Tönnies, og følgende er et eksempel på Bonhoeffers religiøse tydning heraf: "Gemeinschaft er (ligesom menneskehedens historie) orienteret mod tidens grænse, (?) og med dette karakteristiske træk er deres dybeste mening givet som 'fra Gud til Gud'. Heri ligger 'helligheden' ved det menneskelige liv i Gemeinschaft begrundet."

Tönnies' dobbeltmodel – at det sociale liv altid er en bestemt blanding af Gemeinschaft og Gesellschaft – har en særlig relevans i en dansk sammenhæng, der er dybt præget af Grundtvigs tænkning. Sagen er nemlig den, at Grundtvig alene har sans for fællesskaberne og samfundet set som Gemeinschaft. Fra huslivet (familien, eventuelt med tjenestefolk) ved vi, hvad der bærer et fællesskab, og det er ifølge Grundtvig præcis de samme kvaliteter, der skal bære samfundslivet.

Derfor bliver frivillighed og offervillighed bærende for hans politik: Selv i krigsårene 1848-1850 var han imod almindelig værnepligt. Slaget skulle vindes ved at appellere til "den danske Ungdoms mageløse Frivillighed". De riges fattighjælp måtte ikke gøres til en pligt, for det ville betyde, at "man overskiærer Kiærligheds-Baandet, som er det eneste, der til Gavn kan forbinde de Rige med de Fattige ?".

Over for denne ensidige Gemeinschaft-tænkning siger Tönnies, at det handler om hele tiden at finde balancen. Han lader os aldrig slippe for det urovækkende spørgsmål: Har vi nu fundet den rette balance mellem Gemeinschaft og Gesellschaft? Tönnies holder os på den måde fast på en ærkeeuropæisk værdi – tvivlens nådegave.

Steen Marqvard Rasmussen er sociolog og forfatter