DET ER FUNDAMENTALT, at børn og unge har brug for både jævnaldrende og voksne at spejle sig i fysisk for at opnå stærke sociale kompetencer. Men nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at flere unge end nogensinde før kæmper med svær ensomhed. Omkring hver tiende af de 16-24-årige er svært ensomme, og det er den højeste andel af alle aldersgrupper.
I Depressionsforeningen mener vi, at det er meget bekymrende, at ensomheden har bidt sig fast blandt så stor en del af Danmarks ungdom. For man ved, at svær ensomhed kan føre til depression.
En større og større del af børn og unges tid og samvær foregår på de sociale medier, som i høj grad er en iscenesat virkelighed, hvor den fysiske dimension er ikke-eksisterende. Og eksperter peger på, at overdreven brug af de sociale medier er medvirkende til, at flere unge i dag bliver ensomme. Undersøgelser fra 2014 viser da også, at børn og unge kun er halvt så meget sammen fysisk som 10 år før.
Unge, der i forvejen har svært ved at skabe sociale kontakter, er dermed endnu ringere stillet, når det er blevet normen, at en stor del af samværet foregår på de sociale medier. Det forringer især de mest udfordrede børn og unge muligheden for at øve sig på at opnå fysiske venskaber, få kærester og i det hele taget at begå sig i et fællesskab.
Der kan siges meget godt om Facebook, Snapchat, Instagram og Youtube, hvor de unge chatter og finder råd og sjov om alt mellem himmel og jord. Og den aldersgruppe har altid haft brug for at udforske, sammenligne og lære om kærester, venner, mode, forældre og alt, hvad der ellers hører et normalt ungdomsliv til, for at blive socialt velfungerende og integrerede individer. Problemet er bare, at de sociale medier sjældent giver de unge mulighed for at byde ind med lidt dybere perspektiver om de svære tanker, de kan gå og tumle med.
Og når mange unges tid i så høj grad foregår foran smartphonen, er der ikke den samme mulighed for at se tårerne i øjenkrogen, lægge en trøstende hånd om skulderen eller høre på stemmeføringen, at den unge måske har det rigtig dårligt. Dertil kommer de stadigt stigende krav fra politikere og arbejdsgivere, som ihærdigt måler og vejer børn og unges indsats på skoler, uddannelser samt på jobbet, for at skabe størst mulige faglige færdigheder og højst mulig produktivitet.
MEN NOGET ESSENTIELT risikerer at gå tabt undervejs: de unges følelse af bare at være til. Det har en værdi i sig selv, som ikke kan sættes på formel, men som ikke desto mindre er den mest uvurderlige af alle værdier. For det giver tid og rum til at lære at mærke efter.
I stedet skaber den evindelige målen og vejen en stor gruppe af unge, der oplever, at de ikke kan honorere de krav, der stilles. Og hvis de ikke oplever, at de er meget værd i sig selv, fordi de ikke tilfældigvis hører til blandt dem, der indkasserer 12-tallerne og de attraktive jobs, risikerer de, at deres selvopfattelse og identitet præges negativt. Det resulterer i en følelse af at være tilskuer til ”det rigtige ungdomsliv”, og den selvopfattelse avler ensomhed og depression.
At føle sig ensom i kortere perioder er ikke problematisk, men en livsomstændighed, ingen vel kan sige sig fri for i løbet af tilværelsen. Den form for ensomhed kan ovenikøbet være sund, da den minder os om vigtigheden af værdien af at indgå i et fællesskab. Og følelsen af forbigående ensomhed – som at skulle flytte eller skifte skole – giver dermed de unge en mulighed for at øve sig på deres sociale kompetencer på egen hånd.
Men bliver ensomheden vedvarende og strækker sig over mere end et år, fordi der måske findes nogle dybereliggende årsager bag ensomhedsfølelsen, er det bevisligt, at det kan føre til en egentlig depression, som kan have store konsekvenser for den enkelte, de pårørende og samfundet.
Hvis det ender der, er professionel hjælp nødvendigt. Ellers er manglende uddannelse, manglende evne til at fastholde eller etablere venskaber, stifte familie eller at komme ud i et misbrug blot nogle af konsekvenserne af psykisk sygdom, som ubehandlet kan udvikle sig til en livslang lidelse.
Det er langtfra vores ærinde at begræde nutidens digitaliserede verden og ønske fortiden tilbage. I stedet vil vi i foreningen gerne appellere til, at de unge er mere opmærksomme på deres jævnaldrendes velbefindende, men først og fremmest at vi voksne – både som enkeltpersoner, politikere og beslutningstagere – i langt højere grad tager ansvaret på os, så vi giver de unge de rette sociale færdigheder.
Vi skal alle være bedre til at turde tage snakken om svære emner som ensomhed og depression, så det bliver lettere for den, der ikke trives og føler sig skamfuld, at åbne op for sin situation, så ensomheden kan blive fortid. Og vi skal involvere os tættere i vores børn og unges vaner på de sociale medier samt de krav, de bliver budt på uddannelserne og på jobbet.
Derudover vil vi blive ved med at gøre politikere og beslutningstagere opmærksomme på, hvor meget den ensidige fokus på øgede præstationer ud fra en økonomisk kalkule om større produktivitet kan skade den unge. Især fordi de parametre langtfra er de eneste, der skaber god livskvalitet for den enkelte og værdi for samfundet.
ET ANDET STED, vi opfordrer til, at man tidligt sætter ind og laver en endnu større indsats, er på skolerne. Undersøgelser viser, at man netop her kan gøre en enorm forskel med hensyn til at bekæmpe ensomhed, hvis man sætter fokus på, hvor essentielt det er, at alle føler sig værdsatte og inkluderede i et fællesskab.
Men nu og her skal vi hver især gøre noget for at hjælpe de unge ud af ensomheden. Det er for nemt at mene, at vi blot skal vente på strukturelle forandringer og derfor tror, vi ikke selv kan ændre på, at unge får en tryggere tilværelse med bedre sociale færdigheder. For selvfølgelig kan vi det. Lad os fremme værdien af det at være menneske uden den stigende fokusering på præstation, produktivitet og afkast.