Prøv avisen

En sten i den teologiske sko i 40 år

Lige så naturligt det er, at et pluralistisk samfund har et teologisk fakultet med religionshistoriske studier af Bibelen, troslæren, etikken og kirkehistorien, lige så naturligt er det, at en kristen kirke har uddannelsessteder, hvor man på et akademisk og videnskabeligt grundlag studerer de samme emner med kirkens egen tro som forudsætning, skriver dagens kronikør. Foto: THOMAS ARNBO Nordfoto

En kristen kirke kan ikke nøjes med det akademiske arbejde, der foregår på et sekulært universitet, hvor Bibelen læses og tolkes som ethvert andet religiøst produkt, og hvor alt skal puttes ind i den sekulære videnskabs fastlåste rammer. I 40 år er Dansk Bibel-Institut vokset trods massiv kritik fra den teologiske og kirkelige hovedstrøm

DET ER EGENTLIG IKKE særlig oplagt, at en kristen kirke skal udlicitere sin præsteuddannelse til et sekulært universitet. Det er dog sådan, det er foregået i Danmark og nogle få vestlige lande de seneste hundrede år.

Det begrundes indimellem principielt som den eneste forsvarlige måde at bedrive teologi på. Set fra kirkens vinkel er det et gode, at en sekulær stat har et sekulært teologisk fakultet, som samler en række af de ideologiske og religiøse strømninger, som præger tiden og bearbejder dem videnskabeligt og systematisk.

Kirken og dens normative skrifter har også godt af at blive udfordret af den tænkning, der præger tiden, selvom det er forventeligt, at et postmoderne og pluralistisk samfunds sekulære teologiske fakultet har en kritisk, endog meget kritisk tilgang til kirkens egen forståelse af sig selv og sit normative grundlag.

LÆS OGSÅ: Vores bibellæsning har løbende forandret sig

En kristen kirke kan dog ikke nøjes med det akademiske arbejde, der foregår på et sekulært universitet, hvor Bibelen læses og tolkes som ethvert andet religiøst produkt, og hvor alt skal puttes ind i den sekulære videnskabs fastlåste rammer. Bibelen må også læses og tolkes ud fra sin egen virkelighedsforståelse, hvor Gud med stort G er til, uafhængig af og forud for os, og hvor Gud kan give sig til kende i ord og handling gennem historien og ved sin søns komme i kød og blod.

Enhver videnskab må være sig sine forudsætninger bevidst. Den sekulære videnskab har sine forudsætninger, og den kristne kirke har sine forudsætninger. Akademisk forskning og videnskabeligt arbejde på kirkens egne forudsætninger er nødvendigt og vigtigt, for at kirken hele tiden kan forstå sit eget fundament bedre, og for at den på en kvalificeret måde kan indgå i samtale og kritisk dialog med andre tilgange til det samme materiale.

Lige så naturligt det er, at et pluralistisk samfund har et teologisk fakultet med religionshistoriske studier af Bibelen, troslæren, etikken og kirkehistorien, lige så naturligt er det, at en kristen kirke har uddannelsessteder, hvor man på et akademisk og videnskabeligt grundlag studerer de samme emner med kirkens egen tro som forudsætning.

Det er meget kort fortalt historien bag to små private universiteters tilblivelse, Menighedsfakultet i Aarhus og Dansk Bibel-Institut (DBI) i København. Sidstnævnte blev stiftet den 11. oktober 1972 og har dermed 40-års-jubilæum i dag.

De første 30 år gav DBI supplerende undervisning til teologistuderende, som var indskrevet på Det Teologiske Fakultet. Efterhånden som studiet på Det Teologiske Fakultet blev mere og mere præget af klasseundervisning og faste pensa, blev det vanskeligere at give supplerende undervisning.

På den baggrund valgte Dansk Bibel-Institut at bryde med universitetets monopol på teologisk uddannelse. Først ved at tilbyde en master i teologi og mission sammen med Stavanger Teologiske Høgskole i Norge, dernæst gennem en selvstændig bacheloruddannelse i teologi akkrediteret af et stort britisk universitet, University of Wales, og nu i 2012 gennem et uddannelsessamarbejde med et privat universitet i Norge, Fjellhaug International University College.

VEJEN TIL at kunne udbyde to tredjedele af den teologiske uddannelse selvstændigt har været lang og indimellem meget op ad bakke. I 2004 foranledigede et høringssvar fra Det Teologiske Fakultet, at SU-styrelsen valgte at stramme SU-reglerne, sådan at det fremover blev nægtet studenter at modtage SU til uddannelser med et trosbaseret fundament.

Private universiteter får indtil videre heller ikke statsstøtte på samme måde som private skoler og uddannelser i øvrigt. Det betyder i praksis, at private bidragydere fra hele landet skal bære DBIs økonomi, inklusive stipendier til de studerende. I 2012 er indsamlingsbudgettet på knap syv millioner kroner. Økonomisk lever DBI med store udfordringer.

Teologisk har DBI i 40 år været i strid modvind. Ikke blot fra de teologiske fakulteter, som har vænnet sig til deres monopolstatus og har haft det svært med den lille teologiske opkomling i nabolaget og den tilgang til de teologiske fag, som har været DBIs særkende. Men også fra den folkekirkelige hovedstrøm, som gennem årtier har vænnet sig til, at teologisk forskning og undervisning skal foregå på sekulære præmisser.

Langtfra alle går så langt som Thorkild Grosbøll, at de fornægter en skabende og opretholdende Gud og reducerer Bibelen til fiktion. Ikke alle vil så radikalt som Sløk og Løgstrup privatisere etikken, så den bliver den enkeltes personlige valg i mødet med medmennesket.

Men den religionskritiske tilgang til Bibelen, troslæren og etikken har i større eller mindre grad hærget den folkekirkelige hovedstrøm i årtier. Derfor er kirken så påvirkelig og sårbar over for ideologiske strømninger i tiden og kan finde på at indstifte nye ritualer, der har kirkens normative skrifter og en lang, entydig kristen tradition imod sig.

Alligevel har DBI ikke blot overlevet. Men år for år er institutionen vokset. Lærerne har viderekvalificeret sig. Nye studenterhold er kommet til. Et trofast bagland er blevet ved med at støtte økonomisk, selv om det år for år er blevet dyrere at drive instituttet.

HER I JUBILÆUMSÅRET har DBI cementeret sin position på to måder. Dels har man indgået en omfattende aftale med Fjellhaug International University College og fået fælles undervisnings- og forskningsafdeling med en norsk ligesindet institution. Derudover er der optaget et nyt hold bachelorstuderende på 19 studerende samt fem på kortere kurser.

DBI har ikke blot overlevet at få frataget SU og at skulle kæmpe med akkreditering på grund af en usikkerhed i det britiske universitetssystem. Men vi har udbygget og stabiliseret vores arbejde og har en større opbakning end nogensinde før i vores 40-årige historie.

I dag findes der mere end 200 præster, som i studietiden har været tilknyttet DBI eller Menighedsfakultetet. Derudover er der et stort antal, der er ansat i kristne organisationer, er missionærer, valg- eller frimenighedspræster eller har fundet andre arbejdspladser. Det kan godt være, at denne gruppe teologer indimellem oplever at være et politisk ukorrekt mindretal i forhold til den alliance mellem en politisk, teologisk og kirkelig hovedstrøm, som præger det danske kirkebillede.

Men på græsrodsplan står mange af disse præster og kirkelige medarbejdere i et blomstrende arbejde med solid tilslutning til søndagens gudstjeneste og bæredygtige kirkelige aktiviteter omkring kirker, menighedssamfund, missionshuse og i valg- og frimenigheder. Lokalt er der efterspørgsel på troværdige præster og teologer, der har en solid forankring i Bibelen og troslæren.

Derfor fortsætter DBI frimodigt sit arbejde. Den lutherske vækkelseskristendom, som har været fødselshjælper for vores akademiske institution, er set med internationale briller i stor vækst rundt-om i verden.

Vi tror, at en tilbagevenden til dette fundament er håbet for den danske kirke i en tid, hvor søndagsmenigheden mange steder svigter, og hvor kirker lukkes.

I det lys kan vi godt leve med fortsat modvind fra den politiske, teologiske og kirkelige hovedstrøm. Hvad gør det, at vi opleves som en sten i skoen for et teologisk og kirkeligt flertal, hvis vi er båret af en overbevisning om, at vi bygger på det fundament, der er lagt af profeter og apostle, og hvor Jesus Kristus selv er hovedhjørnesten?